Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn 2012 , 19.02.2012
Predigt zu Lukas 8:31-43, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Vi er i 2012. Vi er kommet ud af et århundrede, som har været vildt, blodigt og ideologisk betændt. Det århundrede vi har forladt, rummer de største opfindelser i vores fælles historie, men det rummer sandelig også de største rædsler og de mest gruopvækkende handlinger fra menneskers side.
Tværs gennem århundredet kæmpede ideologier - kommunisme, facisme og nazisme – om magten og om retten til at definere, hvad der er sandt. Alt andet lige mellem disse ideologier, så kan de betegnes som værende total betragtninger over livet og derved også som havende den rette fortolkning af menneskelivet.
Derfor gik de over lig for at nå deres mål. De vidste hvad der var det afgørende og de vidste hvad der skulle gøres. Og således havde de nogle menneskelige omkostninger, men det måtte man tage med, når den sande tanke skulle realiseres.
I det nye århundrede – for ikke at sige det nye årtusind – har denne – lad os kalde det fortolkningsret - over livet ikke så meget været politisk præget og farvet som den har været religiøst begrundet. Vi har mødt fundamentalistisk islam og fundamentalistisk kristendom; altså former for tro, hvor horisonten er så bestemt af troen – ideologien at alt andet må vige og at andre mennesker må lide hvad enten det er i et angreb på USA eller i afvisning af en bestemt slags mennesker i kirkedøren. Det rette trosgrundslag står over livet. Den virkelighed livet påtvinger os, får ikke den troende – hvad enten det nu er en religiøs eller politisk troende til at ændre eller revurdere sin livshorisont.
Det er det vi plejer at kalde når målet helliger midlet. Når det mål man skal opnå, er så stort at alt andet må vige. Det er vel det, vi kalder for fundamentalisme i enhver afskygning: når virkelighedens krav ikke kan rokke ved vores overbevisning.
På den bekostning har utallige mennesker måttet ofres. Og lidelserne er talrige. Afvisningerne af de anderledes er flere. Fordi virkeligheden ikke har noget at skulle have sagt over den overbevisning man nu har.
Denne fare rummer alle former for tro, hvad enten vi nu taler om politik eller religiøsitet. Faren for at blive fundamentalistisk i sin søgen efter målet. Målet er det væsentlige. Midlerne er uendelige. Det er opskriften på lidelse, afvisning og totalitarisme.
Og fordi enhver tro rummer denne fare i sig, så er det så væsentligt at vi lytter og hører til dagens evangelium. For den taler et andet sprog. Et sprog om, at virkeligheden trænger sig på.
Vi hører om Jesus og hans troende flok, der er på vej til Jerusalem. Undervejs nærmer de sig Jeriko, og de kommer ganske givet susende mod deres mål og mange sikkert opflammet af tro og iver. I hvert fald lyder svaret som en fanfare, da en blind tigger spørger hvad der er på færde: Det er Jesus af Nazareth, der kommer forbi! Sådan er svaret fra de troende i flokken sammen med Jesus. Det hænger næsten i luften at så kan tiggeren lære det, kan han. Det er Jesus af Nazarth, der kommer forbi!
Men tiggeren anråber Jesus om forbarmelse. Hele bevægelsen frem mod målet standser. Nogle truer af ham og beder ham om at være stille. Virkeligheden må ikke trænge sig på - her på vej til målet.
Men virkeligheden trænger sig på. Og den kan ikke afvises. Og Jesus afviser den heller ikke. For målet helliger ikke midlet.
For Jesus standser op og gør den blinde tigger seende. Undervejs mod målet standses triumftoget af virkeligheden, der trænger sig på. Denne handling fra Jesu side burde få enhver oprigtig troende til at tænke sig om to gange, før end at man udsteder absolutte domme om, hvorledes troen vil have, at virkeligheden er. For problemet er at vi glemmer næsten i iver over at opfylde troens krav og gerninger. Men hvad nu hvis det lige præcis ikke er det, som det handler om?
For lige her i denne fortælling modsiger evangeliet enhver form for fundamentalisme og totalitarisme, hvad enten den grunder sig i tro eller i politik. For Jesus får øje på næstens møde tværs gennem det religiøse triumftog på vej mod Jerusalem. Den nødstedte næste kan standse Jesus. Målet helliger ikke midlet. Virkeligheden trænger sig på med råb om nærvær og hjælp.
Dette er fanget af salmedigteren K.L.Aastrup, hvis ord vi skal synge her umiddelbart bagefter, og det er − måske – i nogle af det smukkeste ord, der står:
Det er vor trøst i liv og død
han rørtes af en tiggers nød.
Og alt vort håb er gemt deri:
han kunne ikke gå forbi.
Ja, alt vort håb er gemt deri/han kunne ikke gå forbi! Jesus kunne ikke gå den blinde tigger forbi. Kærligheden må standse op for virkeligheden. Kærligheden, der aldrig hører op, som apostlen skriver. Men trænger sig på og vinder frem. Og som ikke glemmer næsten i ideologiske tåger. For kristendommens kerne er, at Jesus kom til jord ikke for at gå i triumftog; men for at undervejs mod kors, grav og opstandelse at nå enhver af os. Det er det vi kalder for evangelium
Amen