Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten, 26.02.2012
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Anders Kjærsig
Tema: Luk kirken op - det hjælper mod det onde
Der er et digt af Christian Richardt med titlen Det Onde. Det handler om den erkendelse, et menneske gør sig af det onde som en realitet, der med dæmonisk kraft rammer én, først som en fiktion senere som virkelighed. Bevægelsen fra fiktion til virkelighed er i digtets to vers overgangen fra barn til voksen. Digtet lyder således:
Jeg troede, da jeg var lille,
det Onde var ikke til,
det var kun gamle Dages
truende Skyggespil:
Cain var ond og Judas ond,
og alle Hedninge-Hunde;-
men lukkede jeg blot min Bibel i,
saa lukkede jeg for det Onde.
Nu veed jeg, nu jeg er gammel,
og ikke saa mørkeræd:
seer jeg mig selv i Spejlet,
saa seer jeg det Onde med!
Cain er jeg og Judas jeg
i Sjælens dybe Grunde;-
bedst at lukke min Bibel op,
det hjælper mod det Onde.
Når man åbner for evangeliet, lukker man for det onde. Eller når man åbner for evangeliet, giver man det onde modstand. Det må være digtets korte og knappe pointe. En pointe man kan få bekræftet ved at betragte sig selv i spejlet. Her bliver man om ikke andet klar over, at det onde ikke kun findes inde i Biblen. Til gengæld kunne man jo spørge efter det gode. Findes det udenfor?
Jeg tror ikke, man skal være særlig gammel, før denne erfaring indtræder og spejlet begynder at volde problemer. Det, man som barn troede, var fiktion, det bliver som voksen paradoksalt nok til virkelighed. Fortællingen om Kains misundelse og Judas forræderi rammer pludselig én. Man finder den samme ondsindede adfærd hos sig selv. Vi ved godt, at der ikke er grænser for opfindsomhed, når det drejer sig om at skade og såre andre mennesker. Vi er eksperter i at træde hinanden over tæerne; selv dem, vi elsker, misunder vi og sladrer om. Derfor kan vi med en vis selvransagelse gentage Richardts ord:
Cain er jeg og Judas jeg
i Sjælens dybe Grunde;-
bedst at lukke min Bibel op,
det hjælper mod det Onde.
Lad os følge Richardts opfordring og lukke Biblen op. Her ligger frøet, der til stadighed giver det onde og livsfornægtende modstand. Den tone og det sprog, som evangeliet taler i, står altid i skærende kontrast til alt det, der vil hæmme det levende i sin udfoldelse. Det gælder både for den ondskab, der er inde i fortællingerne, og ude i virkeligheden.
Den amerikanske forfatter John Steinbeck har skrevet en hel roman om Kain og Abel. Den hedder Øst for paradiset. Den handler om to brødre ved navn Aron og Cal. Vi kan allerede hører, at de er navnemæssigt beslægtet med Kain og Abel. Cal er Kain. Men Cal står også for Californien, Der hvor historien foregår.
Et sted i romanen reflekterer Steinbeck over det gode og det onde og når til den konklusion, at det onde altid skal forny sig, hvorimod det gode altid forbliver det samme:
"Vi har kun én historie. Alle romaner, alle digte bygger på den aldrig afgjorte strid i os, striden mellem godt og ondt. Og det falder mig ind, at det onde altid må forny sig, mens det gode, dyden, er udødeligt. Lasten har altid et nyt ansigt, mens dyden er ærværdig som intet andet i verden."
Så langt Steinbeck.
Det er derfor vi bliver mindet om Guds kærlighed hver gang, vi hører forkyndelsen. Her får vi fortalt det, vi ikke kan sige os selv, vi bliver afsløret, men også tilgivet. Selv i vores ondskab bliver vi afsløret. Også i den ondskab, vi pakker ind og skjuler som godhed.
Cain er jeg og Judas jeg
i Sjælens dybe Grunde;-
bedst at lukke min Bibel op,
det hjælper mod det Onde.
Lad os derfor lukke Biblen op. Grundtvig kunne sige det samme. Men han ville erstatte biblen med kirken. Når vi lukker kirken op, så udelukker vi det onde. Det er i den sammenhæng tankevækkende, at nogle provster i Danmark er mere end villige til at lukke kirker. De er også villige til at bruge kirker til alle mulige og umulige formål. Lige fra Fitness til welness. Det er åbenbart den nye religion. Kroppens teologi. Mon den kan holde det onde på afstand? Jeg tvivler.
Lad os i stedet åbne kirker. Gennem salmer, bekendelser og ritualer byder vi nemlig det onde modstand. En gang om ugen gennemfører vi ligefrem et kultisk og kosmisk drama, der med livet som indsats forsager alt det, som ikke fremmer kærligheden og det levende.
- Her hører vi fortællingen om Guds søn, der sprænger gravens mørke, for ikke at døden skal ødelægge den menneskelige færden;
- her spiser vi hans kød og drikker hans blod, lader hans legeme være vores legeme til styrke og mod;
- her drukner vi de små børn for at genføde dem i Herrens navn og under hans beskyttelse;
- her vier vi de lykkelige i en kærlighed, der tåler alt og udholder alt - selv en skilsmisse;
- her begraver og bisætter vi vore døde i håbet på kødets opstandelse og et evigt liv;
- her retfærdiggøres vi ikke af de medaljer, vi kan hænge på brystet lige så lidt som vi fortabes ved den skjorte, vi knap nok ejer;
- her tror vi på, at selv om lykken er kort og man på ingen måde er perfekt, ja, så er det hele livet værd.
Den danske digter Nis Petersen har et digt med titlen "Kain". Lad os slutte med det:
Kain -
du, der er renere end jeg,
giv mig din hånd her i mørket,
hvor ingen kan se det,
og sig, du forstår.
Lugter det syrligt?
Kun blod, Kain, af mennesker
skabt, som du ved i HANS navn,
men fra fødslen bestemt
til at falde i skår.
Nægt mig det ikke -
du, der er jaget som jeg
- der har myrdet som jeg,
og som jeg bærer strimer
af angerens pisk.
Kain!
Husker du Abel?
Ved du, at Abel, din bror,
gik igen og blev kendt
i det ordløse tegn af en fisk.
Og blev myrdet igen
- og bli´r myrdet igen
på et vaklende kors
hver eneste gudgivne dag
i det udslagne år.
For vi elsker ham, Kain
- og vi kronede hans hoved med torne
- og borer hans hænder igennem
- og knuser hans arme og lår.
Du harmedes dog,
og dit had var så rødt
som den luende ild,
hvorfra Abels røg gik mod Gud.
Men vi -
Kain - du er bedre end vi -
og jeg skjuler mit ansigt i mørket
af skælvende skam
og rækker kun hånden ud.
Javel - den er klæbrig af blodet
af brødre, som faldt i skår
- men giv mig alligevel, kain,
før mod dagen jeg går
- giv mig din hånd her i mørket,
hvor ingen kan se det,
og sig, du forstår.
Amen.