Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ Bebudelses dag, 25.03.2012
Predigt zu Lukas 1:46-55, verfasst von Eva Tøjner Götke
Englen kommer til Maria og kalder hende til at blive moder til Jesus, og hun bryder ud i sang.
Det er en smuk historie!
En historie om en kaldelse og udvælgelse af en ung, uuddannet, ugift kvinde fra udkantsområdet Nazareth, til at blive bærer af den højestes søn og til at lade ham føde og give drengen frihed til at udleve sit livs bestemmelse.
Den er næsten for god til at være sand!
I dag lyder udvælgelseshistorierne noget anderledes.
Mange unge og uuddannede - i sær i udkantsområderne - går i konstant frygt for at blive 'udvalgt' og være blandt dem, der bliver prikket på skulderen.
Ikke for at høre, at de skal være med til at bære fremtiden, men modsat for at sige: du kan godt pakke sammen og gå hjem. Her er din fyreseddel!
Disse udvalgte bryder ikke ud i lovsang.
Og har heller ikke nogen grund til det.
De går snarere hjem og tænder for fjernsynet og går mere og mere i sig selv.
For det er en stor krise for mennesker, når man bliver regnet til dem, der ikke er brug for.
Man brænder ud.
Mister inspirationen. Meningen i tilværelsen.
Mangler at være del af et fællesskab.
Også præster kan opleve det, - at menigheden ikke har brug for ham eller hende.
Der skrives om tomme kirker i landets aviser for tiden.
Artiklerne antyder, at tiden simpelt hen er løbet fra alle de gamle historier om engle og lovsang og mirakler og ham Jesus Kristus på korset.
Vi har ikke brug for det.
Vi har brug for dagligt brød, penge til den dyre benzin, tilbudsaviser og tid til at være sammen med vores familie om søndagen.
Vi har ikke brug for dig - præst - og alle dine ord, som vi ikke kan forstå.
Det er som at blive prikket på skulderen som præst: du kan godt pakke din computer sammen og forlade dit præstekontor og gå ud i det virkelige liv.
Eller går det begge veje? Er det kirken og dens ansatte, herunder præsterne, der signalerer, at de ikke har brug for en menighed ved ikke at kalde på dem?
Selvsikkert hedder det: "Kan folk ikke lide evangeliet forkyndt rent og purt, er det også bedst for dem at blive væk."
Dogmet lyder: "Her i kirken skal man komme i frihed."
Og et sådant dogme kan nemt ende i, at der ingen kaldelse finder sted, ingen personlige henvendelser. Det opfattes nemlig som grænseoverskridende og intimiderende.
Jeg har en veninde, der er opvokset i det tidligere DDR, og altså opvokset uden kristendom og dåb.
Hun fortalte mig om en hændelse, som har gjort stort indtryk på mig.
Hun sad engang i en kirke inde på bænken sammen med nogle veninder og nød rummet, kiggede på alteret og ham, der hænger dér på korset. Og undrede sig over hele dette univers.
Så kom en præst gående op ad midtergangen, hilste pænt på de unge piger, der sad dér og sugede al den hellighed til sig, de kunne - og gik forbi dem.
Og så var det min veninde fortalte: Han gik bare forbi! Han kunne have indladt sig på en samtale med os, villet os, kaldet på os. Jeg kunne være blevet døbt på stedet!
Hun var så skuffet, og følte, at præsten ikke havde villet dele sin verden med dem.
Det var som om der ikke var brug for dem.
Hendes beretning har gjort stort indtryk på mig.
For den får mig til at stille spørgsmålet, om kirken og hele det kirkelige miljø er blevet sig selv nok - i vores insisteren på den såkaldte frihed?
Har vi glemt den glæde, der ligger i at blive kaldt på?
Den, som lægger sangen i munden på Maria?
Hendes overraskelse over, at hun, en helt almindelig pige fra Nazareth, kan bruges og blive del af Guds store historie.
Har vi glemt, at det hele begyndte med en kaldelse, som den, der fik disciplene til at slippe deres garn, da Jesus kaldte på dem, personligt, kaldte dem ved navn?
Kan historien om Maria, der bryder ud i sang over at blive kaldt på, undfange selve evangeliets kerne i os?
Glæden over at føle sig udvalgt til at være del af et større fællesskab.
Og give os mod til at kalde på hinanden og dermed dele ud af, hvad der betyder noget for os selv, og inddrage andre i det fællesskab, der rækker ud over hinandens forskellighed.
Og derved bekræfte hinanden i troen på, at vi alle sammen kan bruges som bærere af Guds nåde.
Måske skulle vi lytte rigtigt godt til den her historie og forstå, at den fortæller os noget vigtigt om vores liv.
Den giver os en anden selvforståelse end den, vi bliver mødt med i samfundet.
Dér handler det om at kunne leve op til kravene, at stå inde for det, vi siger og gør, om at drive det til noget.
Disse krav om at give sit eget liv værd og mening, gør at mange mennesker er urolige for, om de nu også lever op til det, de skal.
Maria har samme bekymring til at begynde med, da englen fortæller hende, hvad der bliver hendes skæbne.
Hun forstår ikke, hvordan det hele hænger sammen, og hvorfor det lige skal være hende.
Men da hun forsikres om, at Ånden skal komme over hende, og at det er Gud, der kalder, så giver hun sig hen og siger de berømte ord: Lad det ske mig efter dit ord - og frygten bliver til glædessang over uventet at blive betroet en opgave.
Hun kan se 'nåden' i sit liv.
Det er det evangeliet i dag også skal få os til.
Vi skal se 'nåden' i vores liv.
Høre og mærke, at vi får en anden status som mennesker, en anden selvforståelse, når det er Vorherre, der kalder på os.
Vi skal høre og mærke, når vi træder ind til gudstjeneste, at vi er udvalgt og kaldet til at lade ordet bære frugt og give det liv, når vi går herfra - også selvom vi er blandt dem, der får fyresedlen i disse dage og tvivler på vores værd.
Og vi skal stole på, at det ikke er os selv, der skal give det hele mening, men lade sangen lægge ordene i munden på os til lovsprisning af Gud.
Amen.