Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag, 06.04.2012
Predigt zu Lukas 23:26-49, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
De stod rundt om hendes seng, stuen var hvid og det første morgenlys var begyndt at skinne ind af vinduet. Han stod til højre, mens hans to brødre stod til venstre, der var stille i stuen, hendes åndedræt var det eneste, de kunne høre, alle vidste, at det måske var det sidste. I 80 år havde hun åndet ind og ud, kaldt på dem, når de skulle spise, og fortalt dem, at hun elskede dem. Når det åndedræt holdt op, havde de tre kun hinanden at tale med om dengang. Nu var det længe siden, han havde hørt noget sidst, han løftede blikket, nej der kom et til. Over sengen hang et krucifiks af den gamle slags, hvor man ikke skal tænke sig til, hvordan Jesus så ud, da han opgav ånden. Ansigtet var fordrejet i lidelse, som en kontrast til den fredelige død, de var vidner til, på stuen. Når det sidste åndedræt lød, var det forbi. Intet ville længere være, som det var for et øjeblik siden. Ånden ville forlade kroppen og kunne aldrig mere fortælle dem, at de var elsket.
Det var nu ikke, fordi han havde set så meget til hende på det sidste, men bare det at vide, at hun var en telefonopringning væk, gjorde en forskel. Hun var et sted derude, hvor han kunne få fat på hende, men om kort tid ville hun ikke være noget sted længere. De besluttede at tage hende i hænderne, for nu måtte hun snart opgive ånden. Han kom til at tænke på de to røvere, Jesus havde haft ved sin side, da døden kom efter ham. Den ene havde spottet ham, mens den anden var gået i rette med spotteren. De råbte til hinanden med Jesus imellem sig. De tre havde også altid haft deres mor imellem sig. Var de blevet uenige, havde hun sørget for at forsone dem, for hun elskede dem alle tre, og fordi hun elskede dem, ville hun også have, at de skulle elske hinanden.
Som en mor elsker sine børn lige højt og derfor får dem forsonet, er korset mellem os og det, vi skal forsones med. Mellem os er det kors, hvorfra ordene lød, at vi kan betro vores ånd i Guds hænder. I hans hænder kan vi betro vores ånd, når menneskehænder ikke kan gøre mere. Selv den som menneskehænder med rette har naglet til korset som forbryderen, ham der selv mente, han havde fortjent sin straf, ser Jesus tilbage på med kærlige øjne. De næstsidste ord, Jesus sagde, var, at i dag skal du være med mig i Paradis. Han gik imellem forbryderen og Guds straf og lovede ham en plads i Paradis.
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
I går talte de alle fire om Paradis, for deres mor var ikke bange for at dø. Hun var sikker på, at der ventede noget godt, måske en smuk have, som den hun havde holdt i deres barndom med påskeliljer på den her årstid. En have, hvor hun ville møde deres far, som hun havde savnet, siden han døde. Hver gang de havde været derhjemme, havde han kikket på dem fra reolen, og de kunne se, at den hylde, hvor han stod, ikke var støvet. Nu skulle hun hjem til ham, for det havde Jesus lovet hende, som han havde lovet forbryderen, at han skulle med i Paradis. De sidste ord fra Jesus blev: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Og så udåndende han, fra det øjeblik kunne de ikke længere gå til ham, når de ville vide noget om Gud. Han kunne aldrig mere fortælle dem, at Gud var som en far, der holdt af dem, eller sige til dem 'frygt ikke', som han havde gjort, når de var allermest bange.
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
De havde slået Jesus ihjel og forhænget i det allerhelligste var flænget. Som de gamle profeter havde flænget deres tøj i vrede og sat sig i asken, flængede Gud nu forhænget i templet, og mørket kom til Jorden. Jesus havde betroet sin ånd i Guds hænder, og nu skulle det vise sig, om Gud stod ved sit ord og oprejste ham fra de døde. Ingen kunne forstå, at han skulle dø. Var det for at sone vores synder, fordi synden skulle have sin sold? Eller var det for at vise os sin kærlighed, at han døde, for større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for sine venner? Med alle de mennesker, han havde frelst, hvorfor frelste han så ikke sig selv? Død var han, om vi kan forstå det eller ej. Disciplene var forvandlet til efterladte, uden mod til at følge ham længere end til korset. Og Gud havde flænget forhænget i templet, for han havde som mange fædre før ham set sin egen søn dø. En dramatisk død og han kunne pludseligt forstå, hvad han havde bedt Abraham om, da han skulle ofre Isak. Han vidste nu, hvordan de tre sønner har det, som snart mister deres mor. Måske var det derfor, han oprejste Jesus, fordi han nu kendte til tabet, som vi mennesker kender alt for godt.
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
Det hvide lagen løftede og sænkede sig endnu engang, og et langt åndedræt kunne de alle høre. De kikkede på hinanden. Nej, der kom ikke et til. Han sagde: nu er det forbi og de lukkede hendes øjne, der aldrig mere skulle se kærligt tilbage på dem. Hun var der stadig lige der i sengen, men alligevel var hun der ikke, og alt var anderledes end for et øjeblik siden. For i det øjeblik gik hun til Paradis, hun var ikke mere hos dem. Der indfandt sig en fred på stuen, for nu var hun kommet hjem til Gud. Langfredag kom der ingen fred, i tre dage blev der ventet, uden at Jesus var noget sted på jorden. De 33 år, han havde været blandt mennesker, havde gjort en forskel, fordi han havde vist os, at Gud er som en kærlig far. Der bekymrer sig for os og oprejser os, når vi falder i livet. Gud havde i ham været inden for rækkevidde, men nu var der intet sted at gå hen, hvis nogen trængte til Gud. Det var ude af disciplenes hænder at gøre noget, det eneste de kunne var at tage ham ned fra korset og lægge ham i hans grav. Alt det liv og alle de smukke ord blev slået ihjel langfredag. Kroppen var tilbage, men væk var de kærlige øjne, der havde set på dem. De læber, der kunne love en forbryder, at han skulle i Paradis. Hans krop var blevet betroet os mennesker og slået ihjel, så hans konklusion blev, at Ånden måtte han betro i sin himmelske fars hænder. Tre lange dages ventetid, tre dage, hvor de gik i uvished inden påskemorgen. Vil Gud flænge dem som tempelforhænget i vrede og hævn over sin søns død, eller ville han stoppe hævnen og forsone sig med menneskerne? Døden kan komme som sygdom og ulykke, men den kan jo også være gjort af menneskehænder.
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
Det må vi også gøre og vente på, hvad der sker efter langfredag. For menneskehænder formår ikke at passe nok på livet, selv ikke på Guds egen søn. Hvad enten vi er på en sygestue eller sidder her i kirken, må vi vente på, at Gud tager ordet, når døden har talt og rejser vores liv op igen. Til ham kan vi betro vores ånd, hvad enten vi selv ligger i sygesengen eller står ved den og mister en, vi holder af. Han gav døden tre dage, så tog han til genmæle og modsagde den med sin opstandelses magt. Døden taler stadig sit klare sprog, men over sygesengen hænger det kors, der vidner om, at døden ikke skal få det sidste ord, men at 'i dag skal I være med mig i Paradis'.
Amen