Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Påskedag, 08.04.2012
Predigt zu Matthæus 28:1-8, verfasst von Leise Christensen
For et par år siden døde en meget kendt og meget rig mand i København. Han døde ingenlunde alene, da han havde både koner og adskillige børn i forskellige aldre, så man skulle forvente, at sorgen var stor hos de tilbageværende. Det var den formentligt også, men det samme var trangen til at arve penge, ting og sager. Da manden havde levet et liv som ivrig gæst i sladderspalterne, var selv samme sladderjournalister naturligvis også tilstede i forbindelse med hans død. En af disse journalister overhørte op til flere offentlige skænderier mellem de efterladte – om retten til navnet, til tingene, til pengene, til det nordsjællandske sommerhus, til de bedste barndomsminder, de bedste barndomsferier og meget andet, praktisk og følelsesmæssigt, der blev viklet ind i hinanden i forbindelse med dette dødsfald. Man må formode, at også præsten, der skulle begrave ham, havde hørt et og andet om problemerne i kølvandet på dødsfaldet, for i hvert fald holdt han en smuk begravelsestale i kirken, en tale, der kun i mindst muligt omfang berørte den afdøde og hans meritter, men forkyndte syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv ud fra den fortælling om kvinderne ved den tomme grav, som vi netop har hørt. Sladderjournalisten kunne dagen efter i sit organ skrive, at præsten havde undgået at tale om afdøde af frygt for tumultagtige tilstande ved kisten, men i stedet for havde fortalt om påske, end skønt det var midt om sommeren og således langt fra påsketid med påskekyllinger, æg og vårharer. I journalistens optik havde det være noget værre bras, et vaskeægte antiklimaks, og ligefrem latterligt, for hvem vil høre om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv med samt andre påskerelaterede forhold, hvis der er udsigt til et godt og saftigt arvingeslagsmål hen over kistelåget. Det sidste scenarium ville jo unægtelig have været noget mere underholdende i sladderorganet end blot det, at en grav for 2000 år siden fandtes tom en påskemorgen. Men deri tog journalisten nu fejl. Det kan godt være, at den umiddelbare underholdningsværdi er større ved et gement slagsmål end at høre om kvinderne ved den tomme grav, men det er jo ikke uden grund at påskeevangeliet høres ved enhver kiste, rummende en kendt, en ukendt, et såkaldt almindeligt menneske (dem har jeg nu aldrig mødt nogen af – alle er jo i virkeligheden fuldstændigt ualmindelige) eller en celebrity. Det, der skete den morgen, hvor Maria Magdalene og den anden Maria kom ud til graven, blev mødt af en engel og fandt graven tom, overgår så langt et ellers interessant, sladdervornt slagsmål. For det, der gjaldt Jesus dengang, gælder også os i dag. Som Jesus opstod på 3.dagen, skal vi også opstå en dag, den yderste dag, hvor påskesolen sender sit glædelys ind over verden. For mange knækker filmen her – det var vel også det, som journalistens gjorde. Det er simpelthen for utroligt, og er det ikke lige meget med en kommende verden, når der er alt nok at tage fat på i den verden, vi kender og bor i? På sin vis må man svare jo til begge spørgsmål. Jo, det er ret utroligt det, der skete der ved graven, og jo, der er alt rigeligt at tage fat på her i verden, så vi ikke behøver at bekymre os for den kommende. Men alligevel er det ikke nok at svare ”jo”. For det, der skete den påskemorgen for næsten 2000 år siden, kaster et helt nyt lys ind over livet og eksistensen også i den verden, som vi kender og bebor. Det er et lys, som ikke lige sådan er til at måle og veje, men som alligevel mærkes i hvert eneste menneskeliv. Forleden skete der noget, som jævnligt sker i mit liv: Jeg faldt i staver (eller rettere: faldt i bogstaver). Jeg var ved at ordne nogle gamle bøger, der længe havde ligget i en stor rodebunke på gulvet i mit kontor, men nu skulle de altså på hylden. Basta. Jeg nåede dog kun ca. tre bøger ned, før jeg fandt en, som jeg ikke havde læst i længe, flere år faktisk, og som godt lige kunne trænge til et kort læsegensyn henne i stolen. Det var såmænd den fra ’70’erne så kendte og forkætrede kinesiske bog, Maos Den lille Røde. I den stod der såre interessant om Kinas døtre, at de elskede uniformer sådan, at de så ens ud og kunne gå til arbejde hver dag parat til slid iført deres blågrå jakker med kinaflip og kinasko. Videre stod der, at de ikke brød sig om silke, fordi det var helt overflødigt, når man nu havde sin gode, blågrå uniformsjakke med kinaflip passende til begge køn. Tænk, jeg tror ikke, at Mao havde ret. Tænk, jeg tror, at Kinas døtre elsker silke og futtelithut som størstedelen af verdens kvinder (og mænd for den sags skyld). De elsker som alle andre det, der ligger ud over det sædvanlige, det smukke, det, der lyser op og gør hverdagen smuk. Med påsken er det i og for sig på samme måde. Som jeg nævnte før, kan man da godt leve uden at tro på påskens vidunderlige, utrolige budskab, men det er lidt ligesom at gå rundt i en blågrå, unisex kinauniform hver eneste, evige dag og ikke sanse, at der findes en silkeverden af længsel, fantasi, lys, skønhed og glæde, der rækker langt, langt ud over, hvad en dagligdag i blågrå kinaflipsnuancer kan præstere. Naturligvis skal vi mennesker i denne verden beskæftige os mest med denne verdens ting og fylde det liv, som vi nu engang har før døden, inden vi begynder at beskæftige os for meget med det, der ligger i evighedens gemmer, men det er faktisk netop også påskens glædelige budskab. Denne verden bliver større, rigere med påsken. Med sin opstandelse har Jesus Kristus åbnet en sprække ind til evigheden, hvorigennem evighedens lys glimtvis skinner ned til os mennesker. Disse glimt møder vi lige præcis der, hvor vi møder venlighed, omsorg, hjælpsomhed, barmhjertighed, tilgivelse, fællesskab og kærlighed. Disse store begreber er lysglimt fra lysets hjem, som stedet kaldes i I østen stiger solen op. Det er evighedens smukke silkestof, som vi aner, og som beriger vores liv her på jorden med Gud og med hinanden. Jo, det er rent ud sagt utroligt, at kvinderne fandt graven tom, jo, det er rent ud sagt utroligt, at tiden, denne ubønhørlige tikken, derved blev sat ud af kraft, jo, det er rent ud sagt utroligt, at Vorherre opstod fra de døde, og jo, det er rent ud sagt utroligt, at det skal være slut med den gråblå uniformsjakke, og at vi i stedet kan iklæde os de smukke opstandelsesklæder, som vi fik i dåbsgave. Men Guds kærlighed til mennesker er af en sådan styrke og trofasthed, at det alligevel sker. Disse glimt fra lysets hjem giver os styrke til at tro, hvor tvivlen nager, kraft til at håbe, hvor alt synes håbløst, og kraft til at føle livsmod, hvor modløsheden truer. Mennesket lever i tiden – det kan ikke diskuteres – somme tider smertefuldt, somme tider lykkeligt - men Gud har lagt sin ubegribelige evighed ind over liv som den horisont, vi ikke kan rumme. Den rummes kun af troen og af kærligheden. Kvinderne vidste heller ikke, hvad de skulle tro, da de løb bort fra den tomme grav – det var vel derfor, at de var bange – men denne vidunderlige påskemorgen, hvor dødens nederlag forkyndes, må vi lade frygten, sorgen, tvivlen fare og blot glæde os over, at Gud i sin søns opstandelse har skænket os kærlighedens evighed, ikke til at forstå, ikke til at sætte på formel, men ikke desto mindre en realitet. Prøv det, det kan forårsage stor opstandelse også i dit liv. Glædelig påske.
AMEN.