Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 15.07.2007
Predigt zu Mattæus 5:20-26, verfasst von Erik Dybdal Møller
Filosoffen Immanuel Kant, der levede for et par hundrede år siden i Tyskland, og som ikke var en "hr. - hvem - som - helst", studerede blandt så meget andet den menneskelige natur. Dvs. han beskæftigede sig meget indgående med vores måde at omgås hinanden. Med andre ord: Moralen. Og i løbet af livet blev han mere og mere overbevist om, at vi mennesker på en eller anden måde har ligesom en indbygget morallov, altså at vi er født med en moralsk evne til at finde ud af, hvad der er godt og ondt. Naturligvis bliver ethvert menneske påvirket, også således at man tager farve efter sine omgivelser. Vokser man i vore dage op i et rockermiljø, er man naturligvis ikke uanfægtet af det. Og vokser man op i et klostermiljø bliver ens opfattelse af tingene selvfølgelig lidt nonne- eller munkagtig. Men dybest nede i sindet står alligevel skrevet den samme lov. Og i et begejstret øjeblik skrev filosoffen Kant, at der var to ting, der kunne fylde ham med den største undren og glæde: Det var stjernehimlen ovenover ham og moralloven indeni ham. Så dybest set behøver et almindeligt menneske ikke være i tvivl om, hvad der er det rigtige og det forkerte.
Nu skal filosoffens ord ikke forlede os til at tro, at vi så dermed kan sige, at dybest set og inderst inde er vi gode og fromme, og at det blot handler om at komme i kontakt med ens indre moralist. Det var heller ikke det, Kant mente. For der er sikkert ligeså megen sandhed i at sige, at vi har en indre svinehund. Naturligvis, det ene behøver ikke at udelukke det andet. Og tættest på sandheden er vi sikkert, når vi siger, at dybest inde er vi hverken kun gode eller kun onde. Vi er begge dele, både gode og onde. Men med en slags morallov alligevel, som vi så ofte vælger at tilsidesætte. Og disse to sider kæmper om magten fra vi er små og indtil den sidste dag. Og det er så en del af det begreb, som kirken er blevet så voldsomt bebrejdet for at bruge i tide og utide, begrebet synd, at vi er syndere, at vi, om vi så mobiliserede alle vore kræfter på ikke at være det, alligevel ville være det, fordi vi ikke kan være andet.
Det er ikke det samme som at sige, at vi alle sammen er lige kriminelle. Det er derimod det samme som at sige, at ingen er fuldkommen, måske især ikke, når man selv lige troede, at man var det. Altså fuldkommen.
Man har ofte hørt, at kristendommen er god nok, sådan til etisk husbehov, som moralsk vejleder især for mennesker, der ikke kan hitte ud af tingene selv. Og det er der jo selvfølgelig noget om. Bibelen er spækket med moralske påbud og forbud. Der er næsten ikke en side ud af de omkring tusind sider, der ikke har et eller andet med god opførsel at gøre. Og således også med den tekst fra Matthæusevangeliet, fra det sted, der kaldes Bjergprædikenen, som vi hører i dag.
Det handler om det femte bud, du må ikke begå drab. Det er til at forstå. Det er egentlig så enkelt, som det er skrevet. Selvfølgelig må man ikke begå drab. Og man synes ikke umiddelbart, man behøver kommentere det. Og det gør Jesus så alligevel. For så enkelt er det altså heller ikke.
Han udvider så at sige begrebet drab til ikke blot at handle om gerningen at slå ihjel. Alene tanken er nok. Drabet er allerede påbegyndt, når lysten til det er til stede. Og Jesus taler i grunden så frit om denne lyst eller tanke, at man må gå ud fra, at han regner med, det er en ganske almindelig tanke at have. I hvert fald, om ikke lysten til at slå ihjel, så da til at have ufred.
Nåh ja, tænker hans tilhørere, nu gennemgår han de ti bud, dem kender vi godt. Dem efterlever vi i hvert fald. Vi begår hverken drab, eller stjæler eller er utro eller bander eller den slags. Vi lever vore almindelige og ret gode liv så godt, vi kan. Og på Jesu tid var det en udpræget overbevisning især hos farisæerne og deres ligesindede, at holdt de sig således på vejen og overholdt de moralske retningslinier, så hædrede Gud dem til sin tid med et evigt liv i Himmelen. Deri lå retfærdigheden. Det var en aftale, en pagt. Og som sådan var det jo godt at kunne regne med at have sit på det tørre.
Til de mennesker, der omtaler kristendommen som et moralkodeks, kan man sige, at det er at betragte tingene på samme måde, som farisæerne gjorde. Retter man sig efter budene, går det ikke helt galt. Og det er der jo noget om. Det er oveni købet meget fornuftigt. Men også halvhjertet. Uden inderlighed. Halvhjertet.
"Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget", sagde Jesus.
¿Hvilken retfærdighed, om man må spørge? ¿For er den retfærdighed ikke god nok, måske, som dog overholder sin del af aftalen? ¿Når nu Gud gav budene, og vi adlød dem, skulle det ikke være nok? Næ, for Gud er alt halvhjertet og lidenskabsløst intet værd. For at opnå en plads i Himmeriget må man være helhjertet.
Åh, jamen helhjertet, det er jeg da virkelig. Jeg forsøger da at være det!
Nu er det jo ikke sådan, at Jesus mistror sine tilhøreres gode vilje. Viljen ser Vorherre på, skriver Ingemann i en af sine salmer, og det er da sikkert også rigtigt; men viljen som sådan er også uvilje til mange ting. Og så var det nok bedst, om Vorherre ikke så for dybt i os efter denne vilje. Og Jesus ved da godt, at det ikke er en flok røvere og mordere, han har overfor sig. Alligevel, når han skal forklare, hvad retfærdighed er i Guds øjne, så er det ikke alene ikke at begå drab, det er ikke engang at undlade at tænke på det. Vi skal helt tilbage til, at det er det direkte modsatte. Det er at ofre sig selv. At tilsidesætte sig selv og sit eget for den andens skyld. Det er det, det handler om.
Er man uenig med sin bror f.eks., og det kan være lige meget, hvem der har skylden, så er det altid ens eget ansvar at få redt uvenskabet ud, at forsone sig, også om man så kunne vinde alverdens retssager. Det er det, den guddommelige helhjertethed går ud på. Det er det, Jesus taler om, når han siger, at deres retfærdighed langt skal overgå farisæernes retfærdighed. Og farisæernes retfærdighed var ellers anerkendt som noget af det ypperste på den tid. Men selvfølgelig, der var jo grænser, selv for retfærdigheden hos de retfærdige.
Det er der ikke i Guds retfærdighed. Det er der heller ikke i Guds kærlighed. Der er grænseløshed. Det er netop ikke en almindelig menneskelig retfærdighed.
Et andet sted i Bjergprædikenen taler Jesus også om retfærdigheden, hvor han siger, at man skal elske sin fjende. Man skal vende den anden kind til. Ikke fordi det står der skrevet; men fordi så stor en kærlighed skal man have. Hvis altså det på nogen måde skulle gøre indtryk på Gud, sådan til ens egen fordel. Og det er ikke nemt. Bestemt ikke. Det er der stort set ikke et eneste moralsk påbud, der er i Jesu mund. For så snart det er til ens egen fordel, så er man galt på den.
Og her er vi så, der ender med at måtte indrømme, at vi ikke kan leve op til kravene. Morallov eller ej, vi er for små. Vi er for selvoptagede. Og det er der ikke meget, der tyder på, vi opgiver at være. Dermed er vi også dømt. Syndere med andre ord. Det bliver sjældent til meget mere end halvhjertethed for vort vedkommende.
Men det er vel trods alt også bedre at være halvhjertet end hjerteløs.
¿Hvad så med håbet? ¿Hvad så med Himmeriget og det evige liv? Det tilhører ene og alene Gud, der ud af sin store nåde har ønsket at samle flest mulige syndere, både halvhjertede og helhjertede, omkring sig. Det var Guds mærkelige retfærdighed, Jesus ville fortælle om. Og ud af himmelsk retfærdighed, ud af guddommelig helhjertethed, sonede Jesus alle vore synder på korset, så vi derefter ikke kun med retfærdig nødvendighed bliver kendt skyldige, men også bliver benådede, fordi ingen har større kærlighed end netop Gud.
¿Hvad skal vi så med loven? ¿Skal vi så bare tilsidesætte den, fordi vi i grunden ikke kan andet end blot og bart lige akkurat leve op til den? Nej, selvfølgelig ikke. Vi har jo også stadigvæk moralloven indeni, ligesom vi har de ti bud så at sige udenpå. Og det er der en dyb fornuft i, for ellers brød vores verden helt og aldeles sammen. Vi har naturligvis brug for færdselsregler os imellem.
Men at denne lov skulle gøre os retfærdige i Guds øjne er en misforståelse. Det er kun Gud, der retfærdiggør os.
Amen