Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Kristi Himmelfart, 17.05.2012
Predigt zu Lukas 24:46-53, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det er rum og tid, der sætter grænser for os. Vi lever, begrænset af dimensionerne, i 'op og ned', 'hen og hjem', 'frem og tilbage', 'dengang og nu'. Ordene bevidner, hvor dybt rodfæste og selvfølgeligt, vi lever med det uden rigtigt at kunne få greb om det. Rummet begrænser os og holder os samtidigt på plads. Angsten er, hvor rummet forsvinder for os, i det svimlende dyb, eller det alt for snævre indespærrende rum. Når vi mister orientering i rummet, gribes vi af angst. Alle har det i sig i større eller mindre grad.
Tiden hører med til rummet på en måde. Vi bevæger os i tid, defineres af tiden, og kan ikke trodse den. Vi lever i forløb fra noget til noget andet; i erindring om det, som har været; i forventning til det, som skal komme. Rum og tid begrænser os og holder os på plads. Til dagligt er det helt uproblematisk, at vi er bundet. Vi kalder det naturligt, føler os hjemme og har det som fælles vilkår, at vi nu engang ikke kan være to steder på én gang eller vende tilbage til i går med viden fra i dag, eller gå fra 'højre' til 'ned' til 'i morgen', - hvad det så ville betyde.
I drømmenes og fantasiens verden kan vi selvsagt godt, - og vi har faktisk en forestilling om, hvad det vil sige at trodse tid og rum.
Når vi hører om Jesus, der fór til himmels, blev løftet bort bag en sky for øjnene af måbende disciple, og om hvordan han satte sig ved Guds højre hånd, hører vi, at det trodser vores forestilling om tid og rum. Vi tror ikke vore egne øren, eller disciplenes øjne....
Grunden til, at vi ikke rigtigt kan tro det, er ikke, at det trodser alt, hvad vi ved om rum og tid og muligt og umuligt. Tværtimod er fortalt, så vi slet ikke kan vriste os fri eller haler os op over vore menneskelige begreber om tid og rum. Det er fortalt på en måde, så vi må se fodspor, fodaftryk i jorden, hvor han satte af, og må se ham forsvinde som en nytårsraket op i den blå himmel og sætte sig på en flyvende stol. Det er som en tegneserie. Kalkmalerierne af det rundt om i vore kirker er også vidunderligt humoristiske.
Ingen steder får vi bindingen så voldsomt at føle som i himmelfarts- historien. Vi får at mærke, hvor tungt og fast vi er bundet til jorden og dens love. Gud rummes ikke af vore forestillinger, har ikke plads i vores rum og tid og begreber om muligt og umuligt. Derfor bliver det usandsynligt, utroværdigt, når vi skildrer Gud alt for menneskeligt, som en forlængelse af os. En forstærket udgave af os, der bare kan noget mere, noget af det, vi ikke kan. Gud bliver til tryllekunstner, supermand eller bare en plysbjørn og vi tror ikke vore egne ører og øjne.
Guds komme til verden er ikke en projektion, en ønsketænkning, der skal løfte os udover rum og tid. Gud komme til verden er inkarnation, en tagen bolig i vores endelighed, vores kød og blod, vores tid og rum. Et menneske. Et menneskeliv. Èn, vi kender, hvis navn, vi er fortrolige med: Jesus. Et menneske, der satte fodspor, - dybe spor, som banede vej for os, hvor vi ingen vej finder eller ser. Evigheden tog bolig i jordelivet, i vores hverdag er Guds rige og Guds rige er det som kommer os i møde fra fremtiden og i erindringen fra i går. Nu er Guds rige i maden, vi spiser, der giver os kræfter, i søvnen, der skænker os hvile, i barnets blik, i blomstens farveskær, i musikkens skønhed - og - det er et stort OG i de erfaringer, vi ikke umiddelbart kan forbinde med Guds rige. Gud er også i smerten, i sukket, i længslen, i kroppens sårbarhed. Ja, han er endog i døden. Gud tog bolig hos os, og det er ikke vores vilkår, vores dimensioner, der har fanget Gud. Det er Guds rige, der gennemsyrer og gennemlyser den med sin kærligheds altid nye mulighed.
Det trodser vores vante forestillinger og gør alting nyt. Hvis ikke det gjorde, ville Gud være en sølle gud, kun en kulisse af pap, utroværdig uden magt, - eller med en magt, der var blind og døv for menneskers nød og tårer, glæde og håb.
Gud begrænsede sin almagt, da han tog bolig iblandt os. Han gav afkald og blev mennesker lig, står der i Fillipperbrevet. Vi så hans herlighed, siger Johannes, evangelisten, - den blev åbenbaret som kærlighed, der ikke søger sit eget, som giver sig hen. For at ændre vore endelige vilkår, løfte os udover det muliges begrænsning og give os hjemsted hos den Gud, for hvem alle ting er mulige....undtagen én ting.
Hvad nu? Hvad er umuligt for Gud?
Det er blevet umuligt for Gud at trodse sin egen åbenbaring. Han kan ikke vise sig at være nogen anden end den, vi har set og mødt i Jesus. Al sin almagt, al sin himmelske vælde har han bundet i sin kærlighedserklæring.
Den dybeste sandhed om dette liv, dette sårbare, skrøbelige og sommetider forkrøblede menneskeliv, er, at Gud har taget bolig i det.
Guds evighed er i dette liv og giver det sit præg af munter umulighed og livsbekræftende underfuldhed: At drukne i et kærligt blik, at trøste et barn, at spise et jordbær, at give sig tid og ro til en samtale, at tale ud, gøre op; - Gud er i din hverdagserfaring og gør alting nyt på samme måde, som foråret derude har gjort alting helt nyt.
Hvornår vender det? Hvornår er det punkt, hvor det skifter fra gråt til grønt, hvor skoven pludselig står iklædt i lysende grønt? Det undrer mig, at det kommer bag på mig hvert år, - som om jeg går med lukkede øjne og med ét gnider dem, for at se at hele verden har vendt den grønne side ud, imens jeg vendte ryggen til.
I år har jeg virkelig våget, stået på spring, siddet på lur og spærret øjnene vidtåbne. Det skete for mig at se i løbet af to dage, men igen var det, som om det sker om natten, i mørket, som en hemmelighed.
Hvornår vender vi os om? Vi vender os fra jord mod himmel den første forårsdag og slikker sol, skønt den er så farlig, at man kan dø af det.
Hvornår vender vi og udfolder det indkrogede i kærlighed til Gud og hinanden? Hvornår vender vi om til syndernes forladelse?
Det gør vi med glæde den dag, vi tror på, at kærligheden er stor nok til at kunne bære os, at den flyder så rigeligt, at vi bliver rene og nye af den, - som at slikke sol den første forårsdag, som at vende sig og se at verden har vendt den grønne side ud.
Hvad gør du og jeg for, at foråret skal bryde frem? Hvad kan vi gøre ved det i ventetiden andet end at vente?
Måske kan vi forberede os en smule, gøre visse ganske små foranstaltninger for at kunne tage del, når det sker. Men det kommer jo til os udefra, - fra en Andens hånd . Vi kan intet gøre, andet end at være, vente, tage imod og tage del, når det sker.
Hvad kan du og jeg gøre for at fremtvinge glæden eller for at frembringe livsmod?
For andre kan vi gøre ikke så lidt dertil. Vi kan være medarbejdere på deres glæde, bære oppe på deres håb og puste varmt til troens ild.
Men skal vi frembringe livsmod og glæde hos os selv, bliver det anstrengende. Det skal helst rækkes os udefra, skænkes os, komme over os som en kraft.
Nogle vil storme himmelen med stiger af gode gerninger, vil selv, vil fortjene sig til at være opstigende himmelbørn. Bevares, Gud må gerne give en hånd med, - mest må han bære lidt over. På stigens øverste trin, ved toppen af vores fortræffelighed, går det måske op for os, at stigen ikke er nær høj nok, - og at der er langt ned.
Andre vil slet ingenting. Man ved, hvad man har, siges det. Men ved vi nu også det? Eller går vi intetanende rundt i himlen, i Guds rige, der regner, drypper, daler, falder, styrter, strømmer ned over os, rundt om os hvert sekund, vi drager ånde?
Hvad skulle disciplene? De skulle vidne om det, de knapt begreb og slet ikke havde styr på. Hvad skulle de gøre? Hvordan skulle himlen stormes?
Vente og være, skulle de, til de blev iført kraft fra det høje. Vente og være midt i velsignelsen. Det kom til dem, det kommer til os.
Udefra. Fra en Andens hånd. Gud satte selv stigen til og steg ned - fór til himmels igen, men hans hånd er på stigen nu. Kraften regner ned over os og om os.
Hvad andet kan vi end at være og vente her midt i Guds kraft. Lade ordene danne os, trække os, hale os ud til livet og lade os vende den grønne side ud ved at give glæden fra os, dele velsignelsen, række den videre? Jesus er den eneste vej, den eneste stige mellem himmel og jord, - på den kan vi færdes frit, stige op, stige ned, for en dag at blive hentet for at blive. Her i gudstjenesten går det op for os, at himlen er åben og har fået jordforbindelse. Her lærer vi at stole på, at kærligheden er stor nok. Det kan risikeres. Vi kan roligt vende os om til syndernes forladelse og lade os udkalde til livet midt i velsignelsen.
Amen!