Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Pinsedag, 27.05.2012
Predigt zu Johannes 14:15-21, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Nu kom vor pinseliljetid / nu har vi sommer skær og blid. Det er denne vidunderlige tid, hvor livet og lyset vender tilbage til jorden, og hvor Guds skaberværk føles og erfares så tydeligt og intenst.
Pinse er den tredje af kristendommens store fester. Julen er festen for Faderen, altså festen, hvor den almægtige skaber bliver mødt som en far i himlene, og påsken er festen for Sønnen, og således er pinsen festen for Helligånden. Hvor de to første fester er skildringer af begivenheder i historien: Kristi fødsel, og Kristi død og opstandelse; der er pinsen den fest, hvor kristendommen gøres nutidig. Hvis man glemmer pinsens fest, så bliver kristendommen blot til et stykke historie og ikke til et stykke nutidig virkelighed.
For Helligånd er, at der er nærvær. Helligånd er at forstå Jesus i den rette ånd. Hvis vi møder noget, vi ikke kan forstå, så kan vi finde på at sige: "hvor er jeg åndsvag"; altså svag i ånden, og det er man, hvis man ikke forstår, det man møder. At have Helligånd er at forstå Jesu ord og gerning ret.
Men det forunderlige er, at den kristne tro taler på en helt bestemt måde om ånd. For ofte taler vi om ånd, som noget svævende og luftigt noget, og som noget vi ikke helt kan begribe. Men det forunderlige ved den kristen tale om Ånden, er at Ånden er konkret.
Det erfarer vi allerede i fortællingen om Jesu dåb, hvor Ånden daler ned over Jesus. Her forstås den ikke usynligt og luftigt; men særdeles konkret og håndgribeligt i form af en due. Helligånd er konkret.
Og i kirkerne pinsedag hører vi beretningen om den første pinsedag i Jerusalem, hvor Helligånden sendes til apostlene, og viser sig helt konkret i form af flammer og tunger af ild. Den kristne Ånd er konkret.
Hos os i dag er Ånden også konkret, og endog noget vi kan røre ved og tydeligt kan erfare. Det sker når spædbørn bæres til dåben, så bekender vi at Ånden sammen med de ord, der lyder, er knyttet til vandet i fonten. Vi både hører og mærker Ånd. Og ved hver en altergang er Ånden knyttet til brødet og vinen og til ordene, der lyder, og vi både smager og hører Ånd. Helligånden er konkret.
Og Helligånden bygger også kirke. Når mennesker har hørt ordet fra Gud, og bliver grebet af det, så forsvinder de ikke bort eller ind i sig selv. Nej, de bygger kirke. De laver huse til Guds ære, som kan rumme den konkrete kropslige menighed. For selvom vi ofte siger, at det da ikke kommer an på huset - på kirkehuset - så er det alligevel ikke helt sandt, for Ordet helligere huset. Det konkrete hus. Ordet helligere ikke ingenting; men helligere netop noget konkret. For troen lever ikke af luft, men af konkrete ting, og derfor bygger vi kirke i den rette Ånd. For Ånden er konkret. Vore kirker er et fornemt vidnesbyrd på dette: at Ånden her fandt bolig og byggede kirke.
Derfor er vor tids tale om spiritualitet ofte et skjul for åndelig fattigdom. For egentlig er spiritualitet en kirkelig armod. Hvis vi ser på historien, så er det sket at hver gang at kirken er blevet optaget af det åndelige - det spirituelle - så er den blevet fattig, for så er den blevet optaget af sig selv og ikke sat i tjeneste af Ordet. Ikke sendt til verden. Den konkrete verden. Så spiritualitet er kirkens fattigdom. For Ånden er konkret.
Derfor skal det kristne budskab altid slå ud af. Klassisk spiritualitet vender indad, og truer med at lukke sig om sig selv. Men Guds ord kræver at være sendt til verden. Som i beretningen pinsedag, hvor vi hører om utallige folkeslag uanset race og oprindelse og åndelig konstitution blev konfronteret med Ordet og Ånden. for Ånden slår ud af til verden.
Derfor handler pinsens evangelium om Guds kærlighed. Fordi kærligheden altid er konkret. Hvis man ikke elsker noget konkret, men kun noget svævende eller sine drømme, så elsker man egentlig kun sig selv. Kærlighed kræver en anden ydre genstand for at være ægte kærlighed. For kærlighed slår ud af. Kærlighed, der slår ind af, er ikke til at holde ud. Det er selvkærlighed og selvoptagethed. Men kærligheden, der elsker noget andet - noget konkret - er sand kærlighed. Som Guds kærlighed, der elskede verden. Den konkrete verden på godt og ondt.
Således hænger Ånd og kærlighed sammen - Kærligheds og Sandheds Ånd - fordi de begge er rettet mod noget ydre, noget andet. Det betyder så også at den, der har hørt ordet fra Gud, er forpligtet til at gå ud i verden og give det videre. I skal elske, fordi I selv er elsket, som det lyder.
Så er det jo afgørende at vi ikke bliver optaget af det spirituelle og bliver så åndelige, at vi slipper jorden, for spiritualitet er kirkens armod og fattigdom. For spiritualitet er angst for det konkrete, og Ånd er konkret.
Amen