Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Trinitatis søndag, 03.06.2012
Predigt zu Matthæus 28:16-20, verfasst von Eva Tøjner Götke
Trinitatis søndag er særlig, fordi den er startskuddet til trinitatis-tiden.
Til alle de søndage, der kommer, indtil det bliver første søndag i advent.
I år ligger der 24 trinitatis søndage foran os.
Der kan højst blive tale om 27 trinitatis søndage i kirkeårets cyklus.
Og det hele afhænger af, hvornår påsken ligger, som regnes ud i forhold til fuldmånen og forårsjævndøgnet.
Tillad mig at begynde sådan lidt belærende, det hører til.
- til Trinitatis.
For det er den tid, hvor vi skal lære - og tro - og gøre.
Det er den tid, hvor evangeliet skal fortælles ind i hverdagslivet . Ind i vores tid.
Alle de tekster, der hører til gudstjenesterne i den tid, der kommer, handler om menneskelivet - hverdagssituationer.
Temaer som forfængelighed, griskhed, svigt.
Vi skal høre lignelser, og fortolke vores liv gennem dem.
Vi skal høre om, hvordan de dengang troede og tvivlede - og spejle vores liv og tro og tid i dem.
Man kan sige, at nu er frelseshistorien fortalt - jul, påske, pinse med åndens komme - alt er fuldendt.
Men nu skal vi fortælles videre på den.
Nu skal historien følge os på vejen.
Til verdens ende.
Ud i den fremtid, som vi ikke kender, men hvor Gud er Gud - som Gud altid har været - 'fra evighed til evighed'.
Denne forståelse af frelseshistorie som noget, som er sket - og noget, som skal ske, og finde sted hos os - udtrykker kunstneren Bjørn Nørgaard i sin alterudsmykning i Christianskirken i Fredericia.
Den består af en stor glasmosaik, der fylder hele den høje spidse A-gavl ovenover alteret.
Billederne i ruderne er disponeret efter den såkaldte typologiske læsning af Bibelen.
En historie fra det Gamle testamente modsvares af en lignende historie fra det Nye Testamente.
Men de to historier er ikke kun at forstå som modsætninger, antiteser, men også som to sider af samme sag.
F.eks. er Babelstårnsmyten paralleliseret med pinseunderet.
Og Moses med tavlerne på Sinai bjerget, af Jesu bjergprædiken.
Men de to billeder, der er vigtige i vores sammenhæng, er den spændende typologi, som Bjørn Nørgaard har sat allerøverst i gavlens top.
På den ene side skabelsen - på den anden side treenigheden.
Det giver anledning til at tænke over forholdet mellem den almægtige skaber, udenfor verden, og så Gud, der viser tre sider af sig selv ved at give sig til kende som Fader, Søn og Ånd.
Bjørn Nørgaard har komponeret hele alterpartiet sådan, at skabelse ikke bare er noget, der er sket én gang for alle, men er noget der sker hele tiden.
Skabelse er en bevægelse i verden.
Den griber ind i vores liv, i vores hverdag.
Det udtrykker Bjørn Nørgaard med en altertavle, der hænger over alterbordet.
Det er et tonstungt relief i bladguld, der forestiller den sidste nadver.
Men ved nærmere eftersyn er det ikke Jesus med de tolv disciple.
Jo, det er det også.
Men på den ene side af manden i midten sidder 6 kvinder bænket.
På den anden side 6 mænd.
Jesus rækker en hånd frem, og i den kan kirketjeneren hver søndag placere et friskbagt brød.
Ligesom kirketjeneren kan hælde vin op i det krystalglas, han hæver med den anden hånd.
Så igen: den sidste nadver var ikke kun én gang for alle, men også hver gang vi spiser og drikker.
Det er to sider af samme sag - noget uforanderligt evigt, et særligt måltid, hvor Jesus indstiftede en ny pagt -
Men dog noget, der er i bevægelse, noget som følger med tiden - ind i vores tid.
Når vi sidder til bords.
Ikke kun i kirken, men også derhjemme, i fællesskab med andre.
Skabergud overfor den treenige Gud.
Ingen modsætning, men en bevægelse.
To sider af samme sag.
Denne dobbelthed møder vi også i evangeliet i dag.
Vi er i slutningen af Matthæusevangeliet.
Jesus har sat sine disciple i stævne på et bjerg i Galilæa.
Sådan som den almægtige Gud satte Moses i stævne på Sinaibjerget, og andre særligt betroede tjenere som ham er blevet sat i stævne på bjerge, når han skal fortælle dem noget vigtigt.
Og Jesus siger to ting:
Det ene er, at der er noget, der står fast.
Og det er, at: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden."
Det er skaberguden, der taler - den almægtige, himlens og jordens skaber, som vi møder i Bjørn Nørgaards mosaik til venstre øverst.
Det andet Jesus siger, handler om, hvad disciplene skal gøre.
De skal gå ud og gøre alle folkeslagene til hans disciple, idet de døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og idet de lærer dem at holde alt det, som han har befalet dem.
Det er treenighedens Gud, der sender dem afsted - der sætter det hele i bevægelse.
De skal nu fortælle frelseshistorien videre.
Og gøre alle til Jesu disciple.
Alle i hele verden, ikke kun de få udvalgte.
Til alle tider - ikke kun her og nu.
"I skal døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."
Og se! - lyder forjættelsen,
"Jeg vil være med jer - alle dage - indtil verdens ende, indtil verdens fuldendelse."
Sådan slutter evangeliet, frelseshistorien, med en ny begyndelse - for os.
Den historie lever vi i. Nu.
Og i den er Gud også tilstede!
For som treenig Gud er Gud ikke alene udenfor verden.
Som skabergud.
Gud er også i verden.
Blev menneske i Kristus.
Og Gud var ikke alene i verden dengang - i den tid, da han blev menneske i Kristus -
Gud er også udenfor denne afgrænsede tid.
"Og se! Jeg er med jer - alle dage - indtil verdens ende."
Gud har ikke alene skabt verden én gang for alle.
Den skabes igen og igen.
Sådan sætter Gud sig igennem på en dynamisk måde.
Al tid - alle steder - i bibelhistorien og udenfor bibelhistorien, i fortiden og i nutiden, og i den fremtid, som kun Gud kender.
Og vi er med i den evighedshistorie.
Ved dåben bliver vi indskrevet i den.
Ikke bare som en engangsbegivenhed ved dåben.
At blive indskrevet i den er som at blive sendt ud - for at levendegøre den.
Vi har altså en mission alle sammen.
Der er noget vi skal.
Være med til at gøre Gud levende.
Ved at give ud af den kærlighed, som vi selv har fået givet.
Det vil sige: elske vores næste med den kærlighed, som vi selv er elsket med af Gud.
Det kan lyde som en uoverkommelig fordring.
Det kan lyde som om, der lægges et ansvar på os, som vi slet ikke kan bære.
Og sådan er det også!
Allerede her i dag - på det afgørende tidspunkt - da Jesus står overfor de elleve disciple - der var jo allerede én, der havde svigtet - står der, - at da de så ham, tilbad de ham - men nogle tvivlede.
Nogle tilbad, andre tvivlede.
Måske senere var rollerne byttet om.
At dem, der dengang tvivlede, nu kunne tilbede, mens de andre nu tvivlede.
Sådan er det for os mennesker.
Og det er denne dynamik, der holder troen levende og lidenskabelig.
Til tider stærk, til tider svag.
Men der er et, der står fast: Gud er den, der vil være med os alle dage.
Både når vi tvivler og når vi tilbeder.
Med det løfte kan vi gå ned af bjerget med disciplene, - og begive os ind i den lange trinitatistid - hvor det bliver hverdag, og hvor vi søndag efter søndag vil blive mødt med ordene: "Herren være med jer".
Amen.