Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 22.07.2007
Predigt zu Lukas 19:1-10, verfasst von Arne Simonsen
Hvem af os har ikke prøvet at gemme os oppe i et træ, skjult af bladene, når nogen kaldte på os, fordi der var noget vi skulle?
Sådan en sommerdag, hvor det er varmt og man søger skyggen, gider man ingenting, og da slet ikke alt det, som de voksne kan finde på at sætte én til.
Selvfølgelig må man ikke, og måske bliver "flugten" opdaget og straffet, men fornøjelsen har man da haft forinden.
Også Zakæus skjulte sig oppe i et træ, for at ingen skulle se ham, men det var ikke for at slippe for noget. Det var for at udspionere - han var nysgerrig. Han havde hørt rygter - nu ville han prøve, om at han kunne få et gratis "kig".
Zakæus er en sølle fyr, men han har magt.
Han er en gemen landsforrædder, der tjener fede penge på sine egne landsmænd. Han er romernes mand - de kan bruge ham, som en besættelsesmagt altid kan bruge mennesker, der er parat til angive selv deres nærmeste for penge.
Børn elsker historien om Zakæus. Det er jo sjovt, at han sidder deroppe mellem grenene for at skjule sig, og alligevel bliver opdaget og kaldt ned af Jesus.
Det er den dejlige "gemmeleg", som børn elsker, hvor far eller mor skal "finde" dem et sted, hvor de har gemt sig, og det skal helst vare noget tid, inden de bliver fundet, men varer det for længe bliver de også utålmodige og begynder at "give lyde".
Det er klart: der er ikke noget ved det, hvis man ikke bliver fundet.
Zakæus bliver også fundet, men det var ikke det, han havde tænkt sig. Han skulle bare "se" , og så ender han med at "blive set" og afsløret. Så pinligt, så jammerligt.
Adam og Eva gemte sig jo også blandt havens buske, da det gik op for dem, at den var gruelig gal, og Herren afslørede dem ubarmhjertigt. De fik løn som fortjenet. Kan I så komme ud!
Om Zakæus følte sig skyldig på samme måde, er ikke til at sige uden videre. I hvert fald nåede han det nærmest ikke, før Jesus meddelte ham, at han vil være gæst i hans hus i dag.
Den pinlige afsløring kender vi, hvor vi enten oplever et andet menneskes ynkelighed og vi græmmer os - eller vi kan have oplevet os selv som den afslørede.
For folk var Zakæus ynkelig, men også forhadt.
En stikkertype, som ingen ville have med at gøre og som alle frygtede. Dybt ensom og usympatisk.
Vi kender dem, disse typer. Vi læser om dem, hører om dem, har måske oplevet nogle af dem nær på. Vi væmmes. Vi forarges. Vi ville aldrig skåne dem, hvis vi havde mulighed for det.
Hvorfor elsker børnene så Zakæus? Det er, fordi de kender slutningen. Det ender godt, men det er ikke Zakæus' skyld. Han kunne lige så godt være røget helt ud og endt i Helvede.
Sådan skulle det være gået, hvis det havde været op til den almindelige mening dengang - og såmænd også nu.
Til Helvede med ham og alle hans slags.
Zakæus vidste udmærket, hvad folk tænkte - og han forventede sig ingen barmhjertighed. Han havde kun magten og pengene, men dem når man også langt med den i denne verden, men ikke langt nok til syvende og sidst. Zakæus vidste at han måtte skjule sig.
Til Helvede med Zakæus havde folk altid sagt om denne menneskeplager. Men da Jesus inviterer sig selv til middag hos Zakæus, så bryder Helvede løs. Ingen fatter længere, hvad det her drejer sig om. Det er for meget!
Til Helvede med dem begge to.
Så Jesus noget, som alle de andre ikke så? Ser han noget, som vi ikke ser? Ja, det er sådan, det er. Han ser noget andet, end vi ser. Han ser et menneske bag alt det latterlige, ynkelige, nedrige og skamløse ved Zakæus.
Men over for os ville Zakæus ikke have en chance. Vi ville simpelt hen ikke have med at gøre.
Men evangeliet vil det anderledes. Evangeliet vil ind bag det vi ser, og det som Zakæus ser ved sig selv.
Ingen ved noget om Zakæus, men der er selvføgelig en grund til, at han blevet som han er, men evangeliet er ligeglad.
Ikke noget med en dårlig barndom, hårde tæsk af faderen, en mor der trækker, kammerater der mobber osv.
Selvfølgelig er der en grund, men vi kan bare ikke bruge det til noget her. Manden kommer vi aldrig til at kunne lide, men det er sagen uvedkommende her.
Zakæus modtager glad Jesus til middag.
Hvorfor blev han glad? Gik det pludselig op for ham, hvor forkert han havde levet - og nu vil han lægge sit liv helt om?
Der er i hvert fald sket noget med ham. Formodentlig er han et menneske, der aldrig har mødt venlighed eller kærlighed, og hans had til andre, og andres had over for ham har været indholdet i hans liv. Men da Jesus inviterer sig selv til at spise sammen med ham, opstår der en sprække i hans panser. Han bliver forvirret og overrasket, og har ikke anet sine levende råd og ment at måtte give noget til gengæld for denne venlighed fra Jesu side:
Han vil give halvdelen af alt det han ejer til de fattige - og det er ikke så lidt. Det er altid et godt træk at give noget til de fattige, og de bliver også altid taknemmelige. Dem kan Zakæus jo ikke have plyndret, for der har ikke været noget at tage. Altså en slags Robin Hood strategi, og Zakæus får uden tvivl nye venner her.
Mere interessant er det andet tilbud, Zakæus gør - for som han siger: Har jeg presset penge af folk, skal de få det firedobbelt tilbage! Det er ganske morsomt, for er der noget, der er helt sikkert, så er det at Zakæus har presset store summer ud af folk, der har haft penge.
Har jeg presset penge af folk - sikken filur han er, den Zakæus. Som han da stiller sig an.
Hvem skal i øvrigt afgøre den sag? Skal Jesus? - det havde han ikke for vane at gøre.
Skal Zakæus? - mon han nu husker at få dem alle med?
Eller skal de folk han har presset penge af afgøre det? Så går han fallit, det kan der ikke være tvivl om.
Hvem ved, hvad det ender med?
Selvfølgelig var de sure: dem, der stod udenfor. Der er jo ingen rimelighed i det her, hverken på den ene eller anden måde.
Og alligevel siger Jesus: I dag er der kommet frelse til dette hus.
Mon Jesus hørte på alle Zakæus' forsikringer? Jeg tror det næppe. Hvad han ville fortælle folk derude og os her, er at også for Zakæus er der frelse. Det handler ikke om at se, men om at blive set, ikke af andre, men af Vorherre. Han kan virkelig se igennem os.
Og når Jesus siger: I dag er frelsen kommet til dette hus - så er det med et stort smil på læben. Zakæus er jo stadig væk et fortabt menneske, fortabt i sine forsikringer om alt det han vil gøre, og det er i grunden en lettelse, at han ikke bare sidder tilbage som en helgen med glorie om hovedet, og at ikke alle de mennesker derude på gaden skal skældes ud for at være sure stoddere, men også er det med nogen ret.
Der er ikke nogen, der kan blande sig i, hvad Vorherre gør, heller ikke her, og forestiller vi os her i dag til nadveren, at massemorderen Karadsic eller Milosovic dukkede op og gik til alters, så er det sådan, selv om alle alarmklokker ville ringe inde i os.
Det er et bord for syndere, hvor nåden møder os som det ubegribelige og helt ufortjent, men virkelig nok. Man må sandelig sige - med salmisten: Herren har gjort store ting imod os!