Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efterTrinitatis, 10.06.2012
Predigt zu Lukas 12:13-21, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Til tider kan man høre at kirken skal have en politisk stemme. Altså ikke kun forkynde evangeliet om syndernes forladelse og den deri skænkede frimodighed, men også have en politisk holdning til tingene og verdens gang.
Men spørgsmålet er jo om man kan drive politik på korset? Altså drive politik på at alt går til grunde og alle ender med at få uret overfor både Gud og hinanden. Måske kræver det at kunne drive religiøs politik en form for lovgivning i det religiøse. Og en sådan lovgivning ejer kristendommen jo ikke.
Så det er ikke fordi kirken er mundlam vedrørende politiske forhold; men fordi i den kristne tro, at politik ikke kan afgøres ud fra Jesu kors. I det politiske er vi sat fri til at afgøre os på eget ansvar - at dele os efter anskuelse. Det er kristendom.
For når man høre stykket til i dag fra Lukasevangeliet, så kan man ikke undgå at tænke på alle de forsøg, der er for at lade kirken være den, der skal opbygge samfundet på en retfærdig måde. For hvad handler det om til i dag? Det handler om et forsøg på at få Jesus til at give anvisninger på en retfærdig samfundsordning. Evangeliet til i dag handler netop om at man vil have Jesus til at give anvisninger på politik. For der er sket det at en mand ikke kan få opfyldt sin soleklare ret om, at hans broder skal dele den fædrene arv med ham: han vil ikke skifte arven med ham.
Men hvad gør Jesus? Blander han sig i politiske og juridiske forhold? Nej, han afviser sagen. Han vil slet ikke have noget med den at gøre.
I stedet fortæller han en lignelse om en rig bonde, der havde så meget afgrøde og deraf følgende høst. Så meget havde han, at han måtte bygge større lader. Han har udført et arbejde og kan velfortjent glæde sig over sit udkomme. Men så siger Jesus, at midt i den samme nat skal bonden dø, og hvad har han fået ud af det hele? Midt i sin iver for at få en god samfundsøkonomi er han gået glip af livet.
De to mænd som Jesus tager afstand fra, er begge mænd, der forstår hvad det kommer an på. Hvis blot alle var som dem, så var vi godt på vej. Der bliver her fremstillet to mænd, der er som de skal være for at leve godt i et samfund, og overfor dem tager Jesus afstand og siger at de er gået glip af livet!
Det betyder ikke at Jesus underkender gode evne og god indsats. Men det betyder at alt det Jesus taler om - det Guds rige han forkynder - ikke er af denne verden. Jesus blev ikke menneske for at fortælle og forklare os hvorledes vi skal indrette samfundet eller give politiske anvisninger på hvad vi skal stemme. Det skal vi selv efter bedste evne og ansvar hitte ud af. I samfundslivet må vi beskytte den svage og indrette det bedst muligt; men Jesus selv giver ingen anvisninger på samfundet eller på politik. Han søger tro på Gud; men samfundet er vores opgave. Det er vores opgave et indrette et samfund, der netop er en menneskelig ordning, der ikke står i vejen for troen på frelsen ved Jesus Kristus. Det politiske er derved sat fri fra tvang og religion. Dette skel holder kristendommen på plads. Hvor kristendommen tvinges bort, her finder ideologi og andet vej ind i politik og gør politikken absolut. Gør politikken religiøse, så den ikke kan se andres synspunkter.
For problemet med bonden i lignelsen var ikke, at han tjente godt. Det var ham vel undt. Men det var at han gjorde det til det eneste. Men det var kun timelige ting. Livets frelse var et andet sted. Vores menneskeliv og politiske ordninger indeholder ingen frelse; men kun beskyttelse af den svage, hvilket vel også er alt rigeligt. Frelsen er hos Gud, og derfor har Jesus aldrig givet anvisninger på samfundsordninger, som vi for eksempel finder dem i islam.
Vi skal ikke ophæve samfundet for at oprette Guds rige. Det lader sig simpelthen ikke gøre af os. Frelsen er overladt til Gud. Vores opgave er at leve i samfundet og gennem troen på Gud tømme samfundet for absolutte holdninger og hule frelsesordninger. I livet med hinanden skal vi bestræbe os på at vi leve så retfærdigt som muligt; men frelsen finder vi ikke der. Frelsen finder vi hos Jesus Kristus. Hos ham finder vi livet, der rækker ud over døden og fører til det evige liv. For ligegyldigt hvad vi udfører i livet af store ting, så er de kun som markens blomster, der visner og går ud, og når vi dør hjælper de os ikke meget.
Så hvis vi vil finde livet - det sande liv, der fører til Gud, så må vi gå til Jesus. Kun hos ham er der frelse. Det sker ikke ved vore egne anstrengelser og gode forsæt; men det sker ved at overlade hele vor tilværelse til ham - til hans omsorg. Så gå frimodigt ud i verden og gør hvad du skal, og gør det i den tanke at du i kristentroen ikke skal frelse verden, for den er frelst; men er sat fri til at være uden trosforskrifter eller lignende. For frelsen er ikke i det politiske; men i Jesus Kristus og det er vores frihed og trøst.
Amen