Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 17.06.2012
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Den lange rejse er langsomt ved at begynde. Det gjorde den allerede Trinitatis søndag, for 14 dage siden, med Jesu dåbs- og missionsbefaling til disciplene, og rejsen fortsatte sidste søndag, med advarslen mod pengenes tyranni og griskheden, samt opfordringen til at kæmpe troens gode kamp og gribe dét evige liv vi er kaldet til.
Rejsen begynder Trinitatis søndag, og i centrum af rejsens forkyndelse, står Jesus. Nogle af de mennesker Han møder helbredes og tilgives, andre modsiges og modarbejdes. Rejsen forandrer Jesu liv, men i mødet med Ham ændres livet også for de mennesker Han møder. Som en side af Den Treenige Gud, forandres Kristus ikke længere i mødet med os - for Gud er uforanderlig, som det eneste vi kender til i denne verden -, men vi forandres altid, når Han ved Helligånden rører os og griber ind i vores liv. Dengang, og nu.
Igen og igen lægges evangeliet om Gudsrigets komme frem for mennesker, på tværs af kontinenter og århundredes kommen og gåen. Og derfor skal spørgsmålet også lyde igen og igen fra Jesus til os, nu og altid:
"Er du villig til at elske Herren din Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind?" Sådan var spørgsmålet til de skriftkloge i optakten til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og det er første halvdel af Det dobbelte Kærlighedsbud.
Han ved godt, at det er svært - Jesus. Fortæller advarende om den brede vej til fortabelse og den smalle sti der fører til det evige liv. At nogle mennesker vil få så svært ved at komme til Gud og tage imod evangeliet; at en kamel lettere vil kunne presse sig gennem et nåleøje. Tre gange i træk må Simon Peter svare bekræftende på Jesu spørgsmål, om han virkelig elsker Ham. "Elsker du mig mere end de andre? Elsker du mig, har du mig kær? Og Peter var ikke hvem som helst: Han var Klippen, den første blandt disciplene.
Og spørgsmålet lyder til alle os der ønsker at komme til Ham: "Er du indstillet på, at sætte din Gud og evangeliet om Hans Søn i absolut centrum af dit liv, som en grundlov alle de øvrige love og regler i dit liv må underkaste sig? Er du parat til det?"
Ikke bare spørgsmålet om, hvorvidt det synes vigtigt og i det store og hele rigtigt og godt, alt det der med at elske sine fjender, og at intet menneske kan frelse sig selv, men om du anser dette evangelium om Gudsriget, som det vigtigste, det rigtigste, ja selve sandheden.
At tro betyder, at have et forhold til et ubetinget anliggende. Evangeliet fortæller os, at vi skal gøre Jesus Kristus til det ubetingede anliggende i vores liv, hvis vi ønsker at finde vejen til Gud, og hvis vi ønsker at lukke Gudsriget ind i vores liv. Der er ingen anden vej, der er ingen lette løsninger, og der er ingen mulighed for at frelse sig selv. På trods af, hvad astrologer, nummerologer, Tarotkortlæsere, tilhængere af sjælevandring og reinkarnation, moderne managementkurser osv. osv. lover.
Du kan forbedre dit liv her og nu og i den nærmeste fremtid, men du kan ikke frelse dig selv. Frelsen kommer kun ved nåde, gennem troen på Kristus.
Og hvor er det besværligt. For forholdet mellem Gud og menneske hedder i al sin enkelhed: "kærlighed", og kærlighed er besværlig. Hvis man vælger at se det på den måde. Men kærlighed er også selve den kilde vi må og skal drikke af, hvis livet og tilværelsen skal have nogen som helst mening for os.
I dagens evangelium bliver det fortalt, hvad det vil sige, at et forhold er grundlagt i en kærlighed der er ubetinget: Hvis du opdager, at der er ting og forhold i dit liv du giver mere plads og sætter højere i tilværelsen end evangeliet, så skal du vende dig bort fra det - eller rettere, så skal du sætte det ned i prioritet. Du må sætte det på andenpladsen i dit liv.
Du skal "hade" det, som teksten provokerende siger. Det er en hebraisk udtryksform, der skal behandles absolut varsomt. Det ord der på dansk er gengivet som "hade", betyder mere præcist, "at elske mindre". Jesus forlanger ikke had, naturligvis ikke, men fuldstændig og øjeblikkelig frigørelse. Frigørelse fra denne verdens lænker.
Således også 7 kapitler tidligere i Lukasevangeliet: "Mens de vandrede på vejen, var der en, der sagde til Jesus: "Jeg vil følge Dig, hvor Du end går hen, men giv mig først tid til at begrave min døde far." Og en anden er også blevet opfyldt af gode ønsker og inderlig og from hengivenhed for sin egen sjæls frelses skyld og siger: "Jeg vil følge Dig Herre, men giv mig lov til først at sige farvel til dem derhjemme."
Men Jesus møder dem med det ubetingede "NU". "Lad de døde begrave deres døde", siger Han til den første, og til den anden siger Han: "Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige". Du skal give dig hen til mig. NU, og ikke først når du har ordnet alle dine småting i denne verden, for det arbejde hører jo aldrig op. Du vil altid have en god undskyldning til at udskyde det, du i første omgang synes er besværligt. At lave overspringshandlinger som det også kaldes.
Naturligvis skal man ikke hade sin familie for at kunne følge Jesus. Og naturligvis er der både tid og omsorg til rådighed for at kunne begrave sine kære og sige farvel til dem derhjemme. Når Jesus trækker banen så hårdt op, så er det fordi Han kender mennesket.
Han kender alle vores små udflugter og julelege, Han ved godt, at kun sportsfolk og tåber kan finde på at springe over gærdet, hvor det er højest. Han er jo selv på dette tidspunkt et menneske, så Han ved godt fra de mennesker Han går omkring og ser i øjnene hver dag, at hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og åndelig ugidelighed er de lænker, de dødssynder, der spærrer mennesker inde i denne verden. Den døde og fortabte verden.
Denne verden, hvor jeg igen og igen må se i øjnene, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg. Hvis vi vil, så kan vi bekæmpe sult og sygdom. Hvis vi vil, kan vi standse al krig (som John Lennon og Yoko Ono sang engang) og al kriminalitet og misbrug. Hvis vi vil. Hvis vi ser frem, og aldrig tilbage. Hvis vi tør miste fodfæstet og os selv; gå med Kristus på de 70.000 favne vand.
Hvis vi vil, kan vi se Gudsriget folde sig ud midt i blandt os, men vi sidder i hovmod og misundelse, og frådseriet er sammen med begæret og nærigheden en sump der suger os længer og længere ned i selvtilstrækkelighed og rigdommens surhed og indelukkethed.
Men værst er måske den 7. dødssynd: den åndelige ugidelighed. Da Paulus forkyndte evangeliet til indbyggerne i Athen, rystede nogle på hovedet og afviste ham, mens andre netop sad fast i deres åndelige ugidelighed: "Det vil vi høre dig tale om en anden gang."
Og dette er præcis hvad Jesus går i rette med i dagens evangelium: Du skal ikke tage imod evangeliet en anden gang, du skal gøre det nu. Og når du har gjort det, når du har lagt hånd på Herrens plov (altså når du er gået i tjeneste som arbejdsmand for Guds evangelium), så se dig ej tilbage. Se dig ikke tilbage til denne verdens trylleskov.
Du skal ikke hade din familie for at kunne følge Jesus. Naturligvis ikke. Har Jesus ikke sagt, at den, der siger, at han elsker Gud men hader sin bror, han lyver. For ingen der hader sin næste, som han har set, kan elske Gud, som han ikke har set.
Og naturligvis må man begrave sine kære. Jesus kom selv til Lazarus begravelse og var dybt bevæget. Han var til bryllup med sin mor og Han lod børnene komme til sig, så Han kunne lægge hånden på dem og velsigne dem. Han fortæller os igen og igen, at vi skal tage os af vores syge og ensomme, af de fængslede og livstrætte, og af dem der skal dø.
Vi skal ikke hade de mennesker og det materielle vi lever blandt, men vi må ikke elske dem og det højere, end vi elsker Gud. Vi må aldrig tillade, at de og denne verden står imellem os og Gud. At hade betyder i dagens evangelium, at elske mindre. Vi skal elske penge og magt mindre end evangeliet om frihed, lighed og broderskab i Jesus Kristus. Vi må gerne elske vores arbejde og vores fritidsinteresser, men aldrig lade det føre os til åndelig ugidelighed. Vi må ikke lade verdslig anseelse og forfængelighed stå i vejen for vores sjæls frelse, når vi skulle blive stillet over for dét valg i vores liv.
Evangeliet forhindrer os aldrig i, at elske vores næste og os selv, men hvis kærligheden til andre mennesker og hvis kærligheden til egen formåen og eget liv bliver så voldsom, at den forhindre os i at elske Gud og sætte Hans evangelium i det absolutte centrum i vores liv, så skal vi elske denne verden og os selv mindre.
Er det svært? Ja. Er det en daglig kamp? Ja. Er vi alene i den kamp? Nej, aldrig. Igen og igen må vi begynde forfra, for kampen for at blive en Jesu discipel er altid en kamp for at lægge denne verdens trylleskov bag os.
Men ønsker vi at vende os hen mod Jesus Kristus, så vi er aldrig alene. Han er selv med os i kampen. Og Han vil aldrig hade os, Han vil aldrig elske os mindre. Amen.