Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 24.06.2012
Predigt zu Lukas 15:11-32, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Jeg vil sige et ord, og når jeg siger ordet, vil jeg have jer til at se en person for jer.
Ordet er: Tilgivelse
En kvinde omkring de 40 går hvileløst rundt i sit hus, hun er syg. Og har ikke langt igen, men hun kan ikke finde fred, for der er noget, hun skal have fortalt sin mand. Døren går op, og Hun siger de ord, der så længe har plaget hende, og han krammer hende ind til sig.
Tilgivelse
En dreng sidder et andet sted og venter, han er bange, for han er kommet til at vælte en tallerken på gulvet. Døren går op, og hans far kommer ind, drengen går med tunge skridt. Rystende med tårer i øjnene fortæller han, hvad der er sket.
Faren giver ham et kram.
Tilgivelse
Kvinden og drengen ved, hvad tilgivelse er, og det gør den yngste søn i den familie, vi hører om i dag, også. Ligesom de fleste af os sagtens kan forestille os, hvad tilgivelse er. Nogle af os har sikkert selv fået tilgivelse. Altså fået det, som vi ikke selv har eller kan give. Ingen af de tre ved, hvad der sker, når de har lettet deres hjerte. Kan de regne med tilgivelse? I det øjeblik, hvor historien er ude, får de noget, de ikke selv kan give og måske ikke regner med et Kram.
Tilgivelse
Hvis manden havde opsøgt kvinden og sagt du har været mig utro, men jeg tilgiver dig. Eller faderen havde sagt til sønnen, du har smadret min tallerken, men det gør ikke noget. Eller faderen var kommet til svinestien og havde sagt, kom hjem, min dreng. Så var det ikke tilgivelse. De var snarere viljeløse får, der kom tilbage i folden, men de tre er mennesker af kød og blod, der længes og trænger til tilgivelse for at blive hele mennesker igen. Så kvinden kan dø i fred med sig selv og sin mand, drengen kan lege uden hele tiden at se stumperne af tallerkenen, og sønnen kan komme hjem til det, han savner.
Tilgivelse er en dyb længsel, hos dem, en længsel, der bliver besvaret i et kæmpe kram. En længsel, der går ud over al forventning, kvinden bliver ikke sendt bort, drengen får ikke straf, og sønnen slipper for at blive daglejer. Tilgivelsen overgår langt deres fantasi om, hvad der sker, når de får lettet deres hjerte og bedt om tilgivelse.
Jeg kender ikke jeres længsel, men jeg kan fortælle jer om min.
At få et kram af faderen, et kram, der letter en for alle bekymringer, for her er en, man kan stole på. Her er en, der for en gangs skyld har styr på verden og kan få den til at gå i hak igen. Når jeg skal forstå, hvad himlen er, er det faderen, jeg tænker på, et knus, der sætter verden på plads. En der med et kæmpe kram kan lette mit hjerte, viske tavlen ren og gøre mig til det menneske, jeg i grunden ønsker at være.
For at vi ikke bare skal vente, til vi kan få en himmelkrammer.
Er vi så heldig, at Jesus gav os et sted midt i hverdagen, hvor vi kan få det kram, vi længes efter. Et sted hvor vi kan gå hen.
Et sted, der, når vi vender det ryggen, gør os til nye mennesker, for vi er tilgivet.
Det er os, der skal gå derhen, der bliver ikke proppet noget ned i halsen på os. Men går vi derhen, får vi tilgivelse for det, der tynger os. Og sådan er det, fordi Jesus har sagt det.
Kvinden kan være utro igen, drengen smadre en ny tallerken og sønnen gå tilbage til svinestien. Men i det øjeblik, vi fanger dem, er de tilgivet, som vi, når vi vender ryggen til alteret og går ned, er tilgivet. Det gamle er borte, og vi er nye mennesker, der ikke skal bære på den gamle skyld.
Prøv at forestille jer et Kram, der kan løsne alle spændinger, fjerne alle bekymringer og på en eller anden måde viske tavlen ren. Efter det svæver man ti centimeter over jorden. Erfaringen, der kommer tættest på, må være at være nyforelsket. Alt er nyt, og bare et enkelt kram fylder en med livsmod, man kan magte hele verden, for intet er mere det samme.
Det er det kram, vi bliver stillet i udsigt, når vi hører om sønnen, der får sin faders tilgivelse. Det er det, der venter os, når Jesus fortæller os, hvordan verden kan være. Det er det, Gud er, et sted, vi kan søge hen og lægge det fra os, som vi må bære på i livet, og så svæve ti centimeter over gulvet, klar til at tage fat på livet igen.
Amen.