Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 01.07.2012
Predigt zu Matthæus 5:43-48, verfasst von Leise Christensen
Sommetider kan jeg godt få den tanke, at det er lidt synd, at vi skal høre disse centrale tekster fra kristentroens kerne i begyndelsen af trinitatistiden. I sidste uge havde vi lignelsen om Den fortabte Søn, ugen før kravet om efterfølgelse, i næste uge er det Peters bekendelse og i dag altså teksterne om næste- og fjendekærlighed. Mere væsentligt kan det næsten ikke blive. Men disse fantastiske tekster skal vi altså høre midt i sommertiden, hvor folk er på ferie, i haven og ved havet. Men det skal nu ikke hindre os i at se lidt nærmere på dem. Buddet om næstekærlighed er for nogle mennesker det mest centrale i kristentroen. Hvis man spurgte nogle tilfældige mennesker på gaden om, hvad der kendetegner kristentroen, jamen, så tror jeg, at mange, måske endda de fleste, ville svare, at næstekærligheden var det væsentligste. "Du skal elske din næste som dig selv". Men som vi hørte i den gammeltestamentlige tekst, der blev læst op lige før, ja, så er det jo absolut ikke et bud, der er forbeholdt kristendommen. Næh, Gammel Testamente har et helt klart bud om, at man skal tage sig af enken, den faderløse og den fremmede. De tre grupper var de mest udsatte i det israelitiske samfund, og derfor kræver Gud i Gammel Testamente, at man har omsorg for netop dem. Disse grupper er altså et andet udtryk for samfundets svageste. Et tilsvarende bud om at elske sin næste kan man såmænd finde i de fleste religioner, så man kan bestemt ikke sige, at det er noget, Jesus lige står og opfinder som noget enestående genialt og nyt. Næh, det er ikke buddet om næstekærlighed, der er noget særligt for kristentroen.
Det er derimod fortsættelsen: Du skal elske din fjende, ja, du skal endog bede for ham. Se, det er langt vanskeligere at have med at gøre. For vores næste kan vi til nød elske - vores ægtefælle, børn, naboer, arbejdskammerater og landsmænd, men vore fjender? Betyder det virkelig, at man skal finde sig i alt og blive brugt som dørmåtte i tide og utide? Betyder det virkelig, at den gamle talemåde om, at hver mands ven er hver mands nar, er sat ud af kraft - at man ikke længere må sige fra, når man synes, at nok er nok? Skal man altid vende den anden kind til? Ifølge Jesus altså - ja, det skal man! Skal vi elske al-Assad, Talibanlederen og den kære leder? Ja, det skal vi! Skal Ekstra Bladet elske dem, de professionelt hader? Ja, det skal de. Og det skal vi andre også. Siger i hvert fald Vorherre. Og vi skal tilmed bede for dem.
I denne tid er det nogle af de største dage i fire år, i hvert fald for fodboldentusiaster. De vil sidde klinet foran skærmen og lur mig, om de ikke vil se op til flere spillere på begge hold gøre korsets tegn for sig, inden de løber på banen eller undervejs, og mon ikke mange af spillerne har bedt til Gud, inden de snørede støvlerne og placerede benskinnerne? Og har de bedt til Gud om, at deres modspillere, fodboldfjenden, ville vinde? Næppe. Næh nej, de har da bedt om, at de selv måtte blive Europamestre og til slut triumferende må række armene op i en sand sejrsrus. Men burde de bede for fodboldfjenderne i stedet? Javist burde de det - if. Jesus. Nu kan det jo være inderligt ligegyldigt, om Spanien eller Tyskland (nu da Danmark er ude af turneringen!) bliver Europamestre, selvom der er mange penge i skidtet. Men eksemplet illustrerer, hvor svært det er at bede for fjenden. Når man ikke engang kan bede for sine modstandere i en fodboldturnering, hvordan skulle man så kunne det i krig, jalousiforhold og andre hadefulde relationer? Kan man overhovedet kommandere følelser frem, hvad enten de er hadefulde eller elskende? Kan man hade, elske eller være ligegyldig på kommando? Det kan man jo ikke. Det ved vi godt. Mange ægteskaber kunne være reddet, hvis man kunne.
I dag har vi det med at lægge følelser i alting. Man skal føle kærlighed eller had. Man bliver ikke gift, hvis man ikke føler en hel masse inderligt og stort og varmt og omsiggribende. Følelserne, mavefornemmelserne, det inderste, dybeste og personlige har fået en enorm betydning for de beslutninger, vi tager, og hvis man ikke føler kærlighed til fjenden, jamen, så kan man ikke elske ham, man kan ikke andet end hade ham, og så vil man ham det ondt. For det siger ens mavefornemmelse nemlig! Både kærlighed og had er følelser, og dem kan vi ikke bestemme over eller kontrollere. Det ved vi, det føler vi, og det handler vi så efter. Men det er egentligt ikke det, Jesus forlanger. Han forlanger ikke den dybfølte kærlighed af os overfor vore fjender. Det er ikke kærlighed som følelse, han kræver, men kærlighed som livsholdning, som en indstilling til livet og de mennesker, som vi måtte møde på vores vej. Den kærlighed, der kræves af os, er ikke en følelse, nej, den er en holdning, der kræver handling af os. Vi har så travlt med de store, smukke ord, de store følelser, men kærlighed, der ikke viser sig i handling, er intet.
Her kunne man nævne et digt af Benny Andersen, der handler om at være god, om at elske. Han fortæller alle de ting, han gør for at elske og være god, men der skal megen øvelse til, finder han ud af. Og han øver sig så. I enerum. Og til sidst når han ved daglig øvelse op på at være god en hel time der i sit enerum. Med Benny Andersen må vi sige, at det er svært at være god, især overfor andre mennesker. Det kommer nemlig ikke af sig selv. Der skal vilje, handling, tro, håb, ansvarsfølelse, omsorg og respekt til - alle de ting, der hører kærlighedens væsen til, for ellers er der ikke tale om kærlighed i bibelsk forstand. Det er de ting, som vi skal bestræbe os på for at kunne rumme også fjenden. Måske ikke som ven, men som et gudskabt menneske på lige fod med os selv, et menneske, der har al mulig ret til at være til som sig selv, fordi han eller hun er villet af Gud.
Dagens evangelielæsning er ikke en ordre: Du har værsgo at elske din fjende, nej, det er netop et evangelium, et glædeligt budskab: Dagens tekst er en invitation til at se livet fra en anden vinkel end den evindelige kivs- og strids- og fjendskabsvinkel, som vi mennesker ustandseligt placerer os i. Det er en invitation til at se livet fra kærlighedens side, fra Guds side. Det er en invitation til at leve i Guds verden, som er skabt i kærlighed, af kærlighed, til kærlighed. Kærlighed af den forpligtende, handlende slags.
Dagens tekst er ikke en dom over os mennesker, en dom, der skal tynge os til jorden, fordi vi ikke formår at elske vores næste, endsige vores fjende. Men det er en påmindelse om, at vi skal leve vort liv i respekt over for, at Gud har skabt både mig selv, min næste og min fjende i sit billede. Og jeg må ikke tage min fjendes gudbilledlighed fra ham ved at tale og handle, som om han ikke var et Guds barn. At vi begge, både min fjende og jeg, er Guds børn, forpligter til en handlen i verden, der respekterer netop den kendsgerning. Det medfører også, at når vi er på jagt efter det onde hos vor fjende, at vi da søger først og fremmest hos os selv.
For har vi intet til fælles med det menneske, som vi anser for vores fjende, har vi dog alligevel altid én ting til fælles, nemlig ondskaben. Således står kampen mellem det onde og det gode ikke mellem min fjende og mig, men mellem det onde og det gode i mig selv. Jesu ord om, at vi skal elske vore fjender, er et tilbud om at se verden, medmennesket og vore egne liv fra et andet perspektiv, det kærlighedens perspektiv, som Gud vil, at vi skal leve i.
Amen.