Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 15.07.2012
Predigt zu Matthæus 19:16-26, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Mennesket kan ikke frelse sig selv. Om jeg gør nok så mange gerninger; sælger alt hvad jeg har og giver pengene til de fattige, går i kloster og bruger resten af mine levedage på at bede og være tjener for de syge, ensomme og forfulgte. Om jeg holder hele Moseloven incl. de Ti Bud til punkt og prikke: jeg kan ikke frelse mig selv. For den kristne er der kun én vej til Guds velsignelse og syndernes forladelse: troen på frelse ved Hans Enbårne Søn Jesus Kristus.
Den unge mand bedyrer, at han har holdt alle lovens bud. Han har ikke begået drab, ikke brudt noget ægteskab, har ikke stjålet, har ikke vidnet falsk og har altid æret sine forældre. Det er nogenlunde til at måle og veje. Men skråsikkert svarer han også, at han altid elsker sin næste, på samme måde som han selv er elsket af Gud og som han elsker sig selv. Bemærkelsesværdigt, at han således tør give sig selv den ros. Det er jo ikke en del af Moseloven, men anden halvdel af det såkaldte "dobbelte kærlighedsbud".
Men ellers er det de mere målbare bud, han bliver eksamineret i. Buddet om, ikke at dyrke andre guder end Israels Gud ligger ikke på det grønne eksamensbord. Det er ellers nemt at bryde: Ja, med sin store formue, som han ikke kan slippe, har han en mammon-gud, han dyrker mere nidkært end sin Himmelske Far.
Han mener selv, at han elsker sin næste, men elsker han også Gud Herren af hele sit hjerte og af hele sin styrke og af hele sit sind? Hvilket centrum har han egentlig i sit liv? Hvad er, i hverdagen og i festen, det absolut vigtigste for ham?
Kommer han hviledagen i hu og holder han den hellig? Måske. I det bud ligger jo, at vi ikke altid skal arbejde, men også nyde verden og hinanden; ikke lade os bekymre over hverdagens gøremål, hver dag! At hvile og samle kræfter. At forkæle og lade sig forkæle. Ikke for at opnå noget, ikke for at samle point, men for at nyde den gave Gud har givet os: livet og kærligheden. Ikke at glæde sig over livet, er, ikke at glæde sig over Guds gave. Og det er utaknemmeligt.
At holde den hellig? Det betyder, at vi ikke må ende i åndelig ugidelighed. Bønner må bedes og salmer kan synges; ånden skal holdes rede; skal plejes og styrkes, som en sportsmand plejer og styrker sin krop - kort fortalt skal man åbne sig - lade sig åbne - for Guds velsignelse, når den lyses over os. I kirken og i lønkammeret. Ikke for Guds skyld, men for vores egen. En sund sjæl, gerne i et sundt legeme.
Har den rige unge mand afholdt sig fra begær? Næppe! De bud fylder ellers meget i Moseloven: Ikke at attrå næstens ægtefælle, medarbejdere eller ejendom. Bliver han aldrig misundelig på naboens evner og formue og ejendele? Sikkert. Kommer han aldrig til at skade sin nabo, i begæret efter dennes besiddelser? Højst sandsynligt!
Den fransk-amerikanske kulturforsker og historiker, René Girard, (født 1923) har udviklet nogle teorier om "offeret". Hans teorier bygger på den observation, at 2 børn i en sandkasse altid kommer i slagsmål om den samme spand. Girard ser dette, som et udtryk for, at det menneskelige begær altid rettes efter det objekt, som en anden person besidder. Min næste og min nabo.
Derfor bliver denne anden person, selve hindringen for begærets opfyldelse - og må ryddes af vejen. Et samfund trues derfor konstant af, at blive opløst i et ragnarok af gensidigt begær og vold, fordi alle mennesker kommer til at repræsentere hindringer af andres begærs opfyldelse.
Men samfundet kontrollerer imidlertid dette potentielle kaos, ifølge René Girard, ved med mellemrum at kanalisere begæret hen mod en enkelt person, syndebukken, som alle kan samles om at dræbe.
Det er svært altid at holde tanken ren; selvom munden og hjertet indgår en pagt, holder den så alle døgnets vågne timer? Den unge rige mand: Har han aldrig været martret af dette begær efter næstens besiddelser? Han gik bedrøvet bort, men hvor var han, den Påske Jesus blev syndebuk, martrer og korsfæstet? Måske sad han hjemme og filosoferede over sin rigdom og talte sine penge, måske stod han i Jerusalem og skreg "korsfæst ham".
Sidste søndag hørte vi også Jesus fra Matthæusevangeliet, blot 3 kapitler tidligere end dagens tekst. Han sagde: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?" Hvis nogen vil følge efter mig, skal han og hun være parat til selv at blive syndebuk for Sandheden, siger Jesus. Man skal miste sit liv, for at frelse det, siger han også.
Den unge mands liv var hans velstand og hans begær efter at beholde denne velstand. Hans liv var bundet op på formuepleje, økonomisk værditilvækst og i det hele taget at kunne klare sig selv. Denne dyd, ikke at være andre til last, men have nok i banken og madrassen til en regnvejrsdag på Børsen. Han var ikke blot fanget i velstand: han var fanget i dette liv.
"Hvordan skal jeg handle i denne verden for at få evigt liv? Hvilke gode gerninger skal jeg gøre?" Den unge mand kommer til Jesus, og må have et svar. For hans liv er, trods velstanden, tomt. "Alt er tomhed", siger Prædikeren i Det gamle teatamente. Prædikerens visdom er, at: "Den der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! Jo større velstand, des flere til at æde den; hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet?..... Den riges overflod giver ham ikke ro til at sove."
"Hvad godt skal jeg gøre", spørger den unge mand. "Det gode er ikke noget man gør, men noget der er", svarer Jesus. Hvis der findes en god gerning, så er det at vende sig mod Gud. Ved Jesus Kristus at tage imod det Gudsrige, der kommer fra Himlene, der hvor Gud råder, ned på denne ellers fortabte jord. At lade Gud virke i denne verden gennem os. Det er det gode.
Ingen er fuldkommen. "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige. Og kom så og følg mig!" Det første er let, det andet er svært. Zakæus kravlede ned fra træet, gav sin formue til dem han havde snydt, og blev en Jesu discipel. Skønt han først ikke ville. Den unge mand vil så gerne, men ender med at kravle op i træet i resignation og fortvivlelse over ikke selv at kunne handle sig til nåden og frelsen og livet i Kristus.
Han forstår ikke, at det ikke er ham der skal handle, men at frelsen består i, at lade GUD handle. Gennem ham. Og fordi han ikke kan leve efter det, så er han blevet et offer. For begæret, for egenrådigheden og for sig selv. Spørgsmålet er så, om han i denne krisesituation, ikke får brug for en syndebuk, og hvem eller hvad denne så ender med at blive.
"Hvad bliver der så af vores stolthed", spørger Paulus og fortsætter: "Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger."
Det er umuligt for et menneske at frelse sig selv. "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt." Amen.