Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 22.07.2012
Predigt zu Matthæus 10:24-31, verfasst von Niels Henrik Arendt
I disse Jesu ord til sine disciple genspejles deres frygt for at stå alene i verden. Jesus havde flere gange forberedt dem på, at kun en tid skulle de være sammen; men hver gang han gjorde det, var det som om, de viste det fra sig. De brød sig ikke om, at tiden skulle gøre ende på deres nære forhold. Jesus lagde heller ikke skjul på, at når den tid kom, kunne de komme ud for barske ting, sådan som han selv kom det. Ikke noget under da, at de frygtede den fremtid og bad om, at nutiden måtte vare ved.
Men Jesus lader dem ikke slippe. I stedet for sætter han mod i dem overfor den risikofyldte fremtid ved at tale om, at der er noget, der er endnu mere grund til at frygte end den.
Frygter vi fremtiden? Ja, vi gør, selvom vi måske ikke umiddelbart vil være ved det. Tiden ændrer den form, frygten iklæder sig. I 60'erne og 70'erne frygtede vi atombomben. Det gør vi ikke så meget mere. I 80'erne var det forureningen og ødelæggelsen af kloden, der fremkaldte frygt; det gør den tilsyneladende heller ikke så meget mere, selvom jordens tilstand jo ikke er blevet bedre. Men der er stadig ting, der kan gøre os panikslagne: sygdomme f.eks. De er vor tids store frygt-tema. Lægesiderne i aviserne og ugebladene er blandt de mest læste. De rummer prognoser for, hvor mange af os der vil blive ramt af uhelbredelige eller ubehandlelige sygdomme, og råd om hvad vi kan gøre for at undgå det. Vi reagerer prompte på alle rygter om den slags. Vi har vores tanker rettede mod alle de sygdoms-risici, vi er udsat for, mens vi i virkeligheden måske går rundt og er kernesunde. Og vi er med på at man gør absolut hvad som helst, hvis det kan forlænge livet en smule.
Vi er fælles om en oplevelse af livets og verdens ubestandighed; denne oplevelse er vel stærkere i vores tid end nogensinde før. Vi frygter for tidens forandring af vores liv. Undertiden så meget, at vi dårligt tør leve livet.
Oplevelsen af ubestandighed er nu ikke noget nyt. Den findes udtrykt allerede i Det gamle Testamente, i ordene fra Prædikerens bog om, at alting har sin tid, en tid til at fødes og en tid til at dø, en tid til at græde og en tid til at le, en tid til at danse og en tid til at holde klage, en tid til at få og en tid til at miste. Osv. Prædikeren lægger ikke skjul på, at alting er begrænset. Men vi har svært ved at affinde os med, at det gode i vores liv skal høre op. Sådan er det bare. Vi har kun glæden på tidens vilkår, vi har kun hinanden på tidens vilkår, vi har kun livet på tidens vilkår. Og tidens vilkår er altså begrænsethedens eller ophørets vilkår. Hvad enten vi bryder os om det eller ej: vi er undergivet tidens forandring af vores liv.
Nu kan man jo vende det om og understrege, at tiden jo også betyder, at noget får varighed. Det er ikke sådan, at alting kun består et øjeblik. Prædikeren siger faktisk, at alting får en tid, har varighed udover øjeblikket. "Har vi tid til det?", spørger børn, hvis der er én ting mere de gerne vil nå, inden man skal hjem. Livet giver os tid til det, som vi gerne vil - vi får lov at gå ind i livssammenhænge, vi får lov at påtage os et ansvar, vi får lov at knytte os til hinanden.
Tiden giver varighed til det, som ellers ville være vejret hen med det samme. Men tiden giver ikke evighed. Det er Prædikerens budskab. Alting varer - en tid. Tidens bagside er, at den også tager det fra os, som vi får. Det er den samme tid, som giver os plads til at opbygge noget, men som også nedbryder det. Vi har kun livet og hinanden på tidens vilkår. Det lyder måske meget filosofisk, men i virkeligheden er det udtryk for en helt jævn menneskelig erfaring: at få og at miste er to sider af samme sag. Det er vel dybest set det, der får os til at frygte for fremtiden. Helt til det yderste af neglene prøver vi at gribe og fastholde det gode og glædelige, men til sidst må vi give slip. Og det er frygtindgydende, grund nok til at frygte.
Jesu disciple frygtede fremtiden. Frygt alligevel ikke, siger Jesus til dem. Han vender deres frygt et andet sted hen. Hvad skal de da frygte? De skal frygte Gud, han der kan ødelægge både sjæl og legeme. Gud skal de frygte, og den frygt skal drive al anden frygt ud, så de tør give sig i kast med livet og den opgave, de har fået stillet. Ikke fordi fremtiden ikke kan være frygtindgydende nok. Men ingen formår, hvad Gud formår. Ham er der grund til at frygte over alt andet.
I dag er ordene en opfordring til, at også vi vender vores frygt den rigtige vej. Også for os gælder det om at frygte Gud over alt andet. Ikke fordi fremtiden ikke også for os kan være frygtindgydende nok. Men Gud er så stor, at selv ikke det mindste er for småt til, at han vil tage sig af det. Gud skal I frygte, siger Jesus, for da bliver intet andet så frygteligt, at I ikke kan give jer i kast dermed, da får I mod til livet, mod til den opgave Gud har stillet jer.
Men Gud skal dog vel ikke være et skræmmebillede, være en man er bange for? Er det ikke i strid med kristendommen, og har ikke tidligere tiders skræmmebilleder af Gud lemlæstet mennesker på sjæl og legeme? Vel nok.
Men at man skal frygte Gud betyder ikke, at man skal være bange for ham, som man er bange for en sygdom eller en truet fremtid. Gud er den, der har omsorg for selv den mindste skabning, fortæller Jesus - derfor bliver frygten for ham en frygt, man kan leve med, i modsætning til frygten for alt det, der kun er rædselsvækkende eller skræmmende. Gudsfrygt vil sige, at det bliver alvor for en, med den opgave, som livet stiller en. Gudsfrygt vil sige, at man er klar over, at her gælder ingen undskyldninger. Gudsfrygt vil sige, at Gud ikke er en vankelmodig eller eftergivende far, hvis befalinger man ikke behøver at tage så tungt. Hans krav er vigtigere end alle andre krav. Med ham er det alvor.
Man kunne overveje, når vores tid er mere frygtbetonet end tidligere, om det så skyldes, at det ikke er alvor for os med Gud mere, hvorfor det er blevet så dødsens alvorligt for os med alt muligt andet, som kun er skræmmende, og som er på vej til at gøre os bange for livet selv.
Gud er ikke rædselsvækkende. Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Det er grunden til, at det er alvor med Gud, mere end med noget andet. Men Gud har samtidig vist et billede af sig selv, som gør frygten for ham anderledes end frygten for noget andet. "Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden at jeres far er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt." Gud har ladet os se, hvad der gemmer sig bag hans frygtindgydende vælde, at den skjuler en kærlighed og omsorg, som trodser enhver beskrivelse. Idet Jesus vender sine disciples frygt mod Gud, lærer han dem, at her - i nærheden af ham, som der er grund til at frygte over alt andet - er der godt at være.
Dietrich Bonhoeffer, som var fængslet af Gestapo bl.a. for at have hjulpet 14 jøder til Schweiz, blev - med rette - sat i forbindelse med det attentatforsøg, som man i juli 1944 forsøgte mod Hitler, og det førte til, at han blev taget i skærpede forhør af Gestapo. Man kan forestille sig, hvordan det har været. Sidenhen blev han ført til kz-lejren Flossenburg og hængt. Men efter Gestapo-forhørene sagde han til en ven: Nu har jeg prøvet det, som jeg har frygtet mere end noget andet. Og jeg har opdaget, at et menneske intet, intet behøver at frygte i denne verden.
Gud er frygtindgydende vældig, siger Jesus til sine disciple. Men samtidig lærer han dem, at intetsteds skulle et menneske mere ønske sig at være end i nærheden af Gud. For der er livet alvor, der gælder ingen undskyldninger, men der er også salighed og glæde. Og intet andet er derfor for alvor frygt værd.
At frygte Gud er at få frimodighed til at leve livet og vove døden - fordi ingen og intet kan rive os ud af hans hånd.
Amen