Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis, 05.08.2012
Predigt zu Lukas 18:1-8, verfasst von Peter Fischer-Møller
Først to små hverdagsbilleder.
Nummer et: En præst er på tur med konfirmanderne til København. På trappen foran Hovedbanegården sidder der en pjaltet kvinde med et snottet barn på skødet og rækker en hånd frem. Præsten lader som om han ikke ser hende, men så let slipper han ikke. Hun råber efter dem, konfirmanderne flytter sig lidt forskræmt, og så får præsten da fundet en femmer frem af foret. Måske ikke så meget for hendes skyld som for at få fred, for ikke at komme til at tage sig dårligt ud i konfirmandernes øjne.
Det andet billede: En unge som lige har lært at cykle kommer slingrende ind på parkeringspladsen foran Brugsen. Det går - lige til det ikke går mere. Han skvatter. Men han har dårligt nået at få spændt stemmebåndene til et skrig over det skrabede knæ, før tre voksne har kastet indkøbsposerne og står omkring ham - og de ser på drengen og hans knæ og trøster lidt, og det er som om de først nu får øje på hinanden, og nu det er klart, at der ikke var sket noget alvorligt, morer de sig lidt over, at de på den måde var lige ved at løbe hovederne sammen for at hjælpe.
Hvor er vi i de billeder? hvad er det for motiver, der styrer vores handlinger? Og hvilken betydning har det, om vi bliver drevet af ønsket om at undgå ubehageligheder eller at tage os pænt ud i andres øjne eller af ren og skær medfølelse?
De spørgsmål kan det være nyttigt at have med sig, når vi nu vender os til et tredje billede, det billede Jesus tegner for os af den uretfærdige dommer.
I 2000 år har man nu fortalt den historie videre, og stadig kan vi lade os overraske af den. For han er da usympatisk den der dovne, frygtsomme, selvoptagne dommer. Det er da virkelig ikke den slags vi kunne ønske os ansat i det danske retsvæsen. Vi ønsker os, som man gjorde det den gang, kloge og upartiske dommere, der alene er optaget af at retfærdigheden kan ske fyldest.
Og mens Jesus tegner billedet af den uretfærdige dommer for os, sidder vi allerede og gnider os lidt i hænderne ved tanken om den sønderlemmende dom han nu om et øjeblik vil fælde over dommeren - sådan som vi for lidt siden hørte dommen blive fældet over de uretfærdige magthavere i den gammeltestamentlige læsning.
Men vores skadefryd må vi holde for os selv i denne omgang, for tvært imod al moralsk rimelighed, retter Jesus slet ikke sit skyts mod den usle dommer. Han bruger ham tvært imod som et positivt eksempel.
Der stod disciplene med åben mund og polypper, og jeg er sikker på, at Jesus har moret sig godt over dem, som jeg tror han stadig morer sig over os, når vi stopper op og klør os i nakken over historien her.
Hvad i alverden er meningen?
Ja, meningen er vel, at vi i første omgang skal stoppe op og undre os og tænke lidt dybere over billedet.
Og så kan det godt være, at vi ikke kun får øje på en doven, selvoptagen, frygtsom dommer, men måske også på os selv.
For er vores liv ikke fuldt af den samme slags erstatningshandlinger, som vi mest gør for vores egen skyld? Eller gør vi virkelig uden videre bare glade og gerne det gode? Nej vel! Det handler ikke kun om en enkelt episode foran Hovedbanegården. Ofte må vi vist se i øjnene, at vi handlede nødtvungent for ikke at tage os alt for dårligt ud, for at andre ikke skulle snakke om os, for at leve op til den pæne borgerlige moral.
Sådan kan Jesu lille historie om den uretfærdige dommer få åbnet vores øjne for, at vi måske, når det kommer til stykket ikke har så meget at lade hinanden høre, når det handler om dovenskab eller selvoptagethed eller frygtsomhed. Den viser os vores egen skyggeside, og kalder os på den baggrund til ikke at være så hårde i dommen over andre. Men den lader os ikke hænge dér i en navlebeskuende optagethed af vores egne gebrækkeligheder. Nej, den vender vores opmærksomhed et andet sted hen.
Væk fra motiverne, væk fra viljen, som vi jo ellers plejer at mene, at Vorherre ser på.
Jesus vender i første omgang vores opmærksomhed mod resultaterne. Mod det, at der jo faktisk kommer noget positivt ud af det, at enken faktisk får sin ret.
Som det stadig sker. Det kan godt være at vi nok ikke alle sammen og ikke altid betaler vores skat med glæde, men vi gør det så alligevel for ikke at få vrøvl med skattevæsnet og retssystemet og politiet.
Og se, det kommer der noget positivt ud af: skoler, sygehuse, veje, socialhjælp til de dårligst stillede og nødhjælp til uretfærdigt behandlede palæstinensiske enker og meget mere. Og det er noget værd uanset hvilke motiver, der lå bag.
For det andet placerer Jesus os nu et andet sted i billedet.
Han siger: prøv at se jer selv i den anden figur, i den fattige kvinde. Se situationen fra hendes synsvinkel.
Selvom enken ikke ser ud til at have særligt gode chancer for at opnå noget, så opgiver hun ikke. Hun bliver ved med at gå dommeren på dørene indtil han for bare at blive fri for hende tager sig af hendes sag og skaffer hende ret.
Denne enke bruger Jesus som et billede på hvad han forstår ved tro og bøn. Det er ganske bemærkelsesværdigt. Som Jesus taler om det her drejer tro sig tilsyneladende ikke om en bestemt trosbekendelse, om at have nogen bestemte meninger og tanker om Gud og om tilværelsens indretning. Nej, tro er her simpelt hen trofasthed overfor det, man synes er rigtigt, det man ikke kan leve uden. Og bønnen er ikke nogle bestemte velformede ord, et bestemt indlært ritual, men bønnen er det ikke at give op, det at blive ved med at udtrykke sit håb. Bønnen er et råb om hjælp fra den, der ikke selv er herre over situationen, men som ikke vil opgive sit håb.
Enken i lignelsen her, udtrykker en drøm, vi ikke kan og ikke skal opgive uanset hvor håbløst det ser ud. En drøm, som har sit udgangspunkt i det som er os nærmest, vores eget og vores kæres liv, det at vi i glimt sammen med dem oplever livet som noget uendeligt dyrebart. Som Guds gode skaberværk, som vi har fået ansvar for, og hvor der burde være plads til og muligheder ikke kun for mig og mine, men for alle. En drøm, som tager sit udgangspunkt i det nære, men som rækker videre, som sprænger rammerne for os og vores og bliver en drøm for hele Guds skaberværk, for alle hans mennesker.
En drøm, som pludselig sætter sig igennem i vores hverdag, næsten uden at vi tænker over det, som den gjorde det for de tre i billedet vi begyndte med, de tre, der smed deres brugsposer for at hjælpe drengen, der var faldet af cyklen, ikke for at gøre indtryk på nogen, men kun fordi der var brug for hjælp.
At holde fast ved denne opfattelse af livet som noget fantastisk stort og dyrebart, som vi skal kæmpe for og hjælpe frem, det kalder Jesus tro, at give sit håb for dette liv udtryk, kalder han bøn.
Sådan taler Jesus, som jeg hører det, om tro og bøn i evangeliet i dag - og sådan levede han det selv. Sådan var Jesu egen tro, en uopgivelig kærlighed til denne gudskabte verden og dens mennesker, en kærlighed der rettede sig særligt mod de undertrykte og udstødte, dem som man almindeligvis ikke regnede med eller regnede for noget. Urokkeligt holdt han fast ved sin drøm om et liv uden skel mellem mennesker et liv, hvor det ikke var selvopholdelsen, men omsorgen, der var ledestjerne. Urokkeligt holdt han fast ved sin drøm og sin kærlighed på trods af al den ondskab og uretfærdighed og egoisme, han også så omkring sig - ikke kun hos nogle, men hos alle, selv hos hans disciple.
Gennem evangeliet i dag siger han til os:
Vær fortrøstningsfulde! Lad være med at miste modet, selvom meget ser svært og mørkt ud, for når godhed og retfærdighed kan bryde igennem tværs igennem jeres meget brogede liv, hvor meget snarere vil Gud så ikke lade godheden og kærligheden vinde den endelige sejr i sin verden! Jesus vil holde os fast ved det håb, han vil have os til at klamre os til det, bede om at det må gå i opfyldelse, ikke kun om at det vil ske engang, ikke kun om at Gud trods alle vores mudrede erstatningshandlinger vil kendes ved os ved tidernes ende, men også om at hans rige må bryde igennem her og nu, at kærligheden må sætte sig igennem i vores liv med hinanden i dag.
Amen.