Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 12.08.2012
Predigt zu Matthæus 11:16-24, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Man hører ofte sagt, at det moderne menneske ikke kan forstå det budskab, der forkyndes af kirken. Man siger, at evangeliet ikke siger det moderne menneske noget. Selvom at det er påstand, der tilsyneladende ikke har meget hold i erfaringen, så siges den alligevel tit.
For er det såkaldte moderne menneske så specielt? Er vi virkeligt så særlige, at lige netop vi ikke vil høre evangeliet? Hvis vi ser på historien, så har antallet af kirkegængere, hvis vi vil måle det på det, været konstant. Vi er ikke så forskellige fra vores forfædre. Og hvis vi lytter til Jesu ord, som de kommer til os i dagens evangelium, så er vi tilsyneladende heller ikke så forskellige fra den tids mennesker. De ville heller ikke høre evangeliet.
Om man spiller på fløjte eller synger klagesange, så vækker det ingen genklang. Fordi de ikke vil høre på Johannes, vil de ikke høre på Jesus. Fordi vi ikke vil høre lovens dom, kan vi ikke høre evangeliets nåde.
Det skyldes måske, at det moderne menneske har opstillet det vi kan kalde for en glansbilledideologi. Vi fremstiller os som de perfekte forældre, der bestemt har styr på børnenes skolegang og altid er over dem og er sammen med dem. Vi fremstiller os som mennesker på styr på både fritid og arbejde, og som køber spiseborde med plads til tolv personer, for så mange er vi til bords, for venner er der nok af og overskuddet er stort. Men vi ved jo godt alle, at det ikke hænger således sammen. Eet er det glansbillede vi spejler vores liv i, noget andet er den virkelighed vi lever i. Vi har, som alle generationer før os, svært ved at få enderne til at nå sammen. Så svært at depression er ved at være en folkesygdom. Og her er vi hverken bedre eller værre stillet end generationerne før os. De havde også svært ved at få livet til at hænge sammen og til at gå op i en højere enhed. Men det særlige for os er at vi ikke vil indrømme det. Vi vil ikke indrømme, at livet ikke hænger sammen.
Jeg så fornyelig en undersøgelse, der viste, at den unge generation, der vokser op, ikke vil finde sig i ikke at kunne få en lejlighed i City, på trods af at deres økonomi slet ikke kan holde til det. Men man vil ikke finde sig i, at livet ikke er perfekt. Man vil ikke finde sig i at bo i en to-værelseslejlighed som tyveårige selvom det er det økonomien kan holde til. Vi har et glansbillede af livet, der slet ikke kan holde til virkeligheden.
Og dette glansbillede skygger for livets dom, skygger for lovens ord og dom. For hvis glansbilledet er et billede af det perfekte liv, hvad skal man så med en frelser? Hvad skal man med en frelser, hvis man selv er fuldkommen i livet?
Og når glansbilledet så krakelerer, bliver dommen dobbelt så hård, for da er det ens eget ideal, man ikke kan leve op til, og ens egen dom over den selv, der lyder, og det er altid den hårdeste.
Vi må gøre op med denne glansbilledideologi, for at kunne komme tilbage til virkeligheden, hvor dommen fra Johannes døber lyder: Du kan ikke leve op til livet, du kan ikke overskue det i sin helhed, omvend dig! Ja, tro på Jesus som din frelser.
For at kunne høre nåden i Jesus, er vi nødt til at høre dommen i Johannes. Hvis vi kun hører vores egen dom over os selv, så kan vi ikke høre Jesus nådes ord over os. Vi er nødt til at møde loven i form af livets krav: at du skal elske - også andre end dig selv. Du skal elske, også selvom at livet ikke blev så perfekt som vi havde håbet.
Først når vi ser, at vi ikke skylder os selv livet, men det er en gave fra Gud, som vi er mere eller mindre gode forvaltere af, først da kan vi høre evangeliets nådefulde stemme.
Det er jo således at budskabet om syndernes forladelse tydeligst høres hvor sorgen over synden er størst.
Hvis vi forvandler alt til vores egen gerning og vores eget liv, så hører vi kun vores egen dom, når livet kommer til kort, og kan da ikke høre Guds nåde, der lyder til os i Jesus. Vi må høre Guds dom over livet og Guds dom over os, som en forløber for Guds nåde og tilgivelse over os.
Hvis vi gør os selv til skaber af livet, så er der jo ingen, der kan genskabe det for os, når vi kommer til kort, når vi er fortabte.
Vi må høre livet som en Guds gave, og derved Gud som vores skaber, således at han kan genskabe det for os, når vi er i mørke. Kort sagt: vi må møde Johannes som frelserens forløber, og vide at som ploven er forberedelse til høsten, således er loven forløberen for nåden. Efter Johannes kommer Jesus, efter loven kommer evangeliet, efter dommen kommer nåden, og den som har ører, skal hører.
Amen