Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag i trinitatis, 19.08.2012
Predigt zu Lukas 7:36-50, verfasst von Anders Kjærsig
Kvinden i farisæerens hus
Løgstrup har tre prædikener til første tekstrække og to til anden. Her kun anden række. Den ene er fra 1940 og er med i Ole Jensens udvalg. Den har Løgstrups egen titel "Tilgivelse og samfund". Den anden er fra 1942 og har ingen titel. Den kunne hedde "Vi lever i oprør". Begge har et snert af Tidehverv, specielt forholdet til lovens første brug. Men evangeliet hæftes på anderledes hos Løgstrup end den ville gøre i en klassisk Tidehvervsprædikenen eksempelvis hos en Tage Schack. Stakkels Simon.
Farisæeren Simon er ifølge Løgstrup en typologi på det moderne menneske. Han gør intet forkert i forhold til Gud. Overholder datidens lovkodeks, kommer i templet, ofrer, beder og læser i mosebøgerne; tilgiver selvfølgelig ikke synderinden, da hun pr. definition er udelukket fra tilgivelsens kategori både teologisk og politisk. Datidens Israel havde nemlig teokrati, og Simon er en retfærdig mand. Han gør det, man bør gøre.
Men han har det samme problem som Luther: Han har nok opfyldt Guds krav, men han kan ikke finde hvile i det. Den moralkodeks, som samfundet kræver, skygger for både liv og tilgivelse. Han kan ikke se synderinden som en Guds skabning, og han kan ikke finde sit eget liv som nærværende og levende. I et overvågningssamfund kalder vi kodeksen konventioner og moral, udtalt og uudtalt. Vi tilfredsstiller sekulære guder som forbrug og materialisme. Giver det mere hvile? Bliver vi mere ubekymrede? Er vi bedre til at tilgive?
"Med al den Flid, med al den Samvittighedsfuldhed, med al den Iver, han lagde i sin Gudsdyrkelse, Selvtugt og gode Gerninger, saa unddrog han dog Gud sig selv, idet han med al dette arbejdede paa sin egen Retfærdighed".
Vi lever i oprør
Men Simon, den moderne udgave, ville være en hykler, hvis ikke han levede i et oprør mod Gud. Oprøret sætter ind med Jesu forkyndelse. I det Jesus viser vejen til Guds rige ved at leve et liv i ord og gerninger, som svarer til Skaberens ide, så afslører han på samme tid vores egen mangel på at leve et liv i umiddelbarhed og ubekymrethed. Jesus rykker således ved vores kodeks. Det gælder for jøde som hedning. Menneskets forhold til både Gud, medmenneske og samfund løsnes fra dets moralske greb og sættes nu fri til skøn og tydning. Og her står vi samme sted som Simon. Vi bliver afsløret af Jesu forkyndelse. Vi kan ikke leve op til en samfundsmoral, der garanterer, at det enkelte menneske nu bliver tilgivet sine fejl uanset om de er juridiske eller moralske. Simon er derfor mere nøgen og gennemskuelig end synderinden. Og oprøret mod Jesu grænseløse tilgivelse kan vi ikke fjerne.
"Men vi vil ikke leve Livet i Modtagelsen af det af Gud; vi vil ikke være de skabte mennesker, vi er. Vi lever i Oprør...Vi er i Simons Situation. Leve Livet i modtagelse af det af Gud kan vi ikke; men det maa være et nyt liv, som Gud giver på ny i sin tilgivelse. Men det var i Troen paa sit nye liv, et tilgivet liv, at Kvinden bar sig ad som hun gjorde."
Den grænseløse tilgivelse
Tilgivelse giver kun mening, hvis ikke den er afhængig af samfundsmoral. Den kan ikke gøres til en konvention, fordi den både overspiller og underspiller konventionen. Underspiller fordi den er relateret til situation og person og hinsides jura, overspiller fordi situationen har engangskarakter og kan være et udslag af liv og død.
"Tilgivelse tager i dets egen levende øjeblik de to mennesker ud af deres samfundstilstedeværelse og stiller dem ansigt til ansigt men hinanden ene og alene som Guds skabninger. De er intet andet i tilgivelsens levende øjeblik: menneske overfor menneske".
En ting er at tilgive synderinden. Men hvad med bødlen, tyrannen, morderen, den bestialske? Kan man tilgive det utilgivelige? Hvilket ansigt kan man tåle at blive konfronteret med?
I Skabelse og Tilintetgørelse har Løgstrup nogle overvejelser over den grænseløse tilgivelse. Det handler om, hvorvidt man kan tilgive en forbryder, der har udøvet den utilgivelige handling. Situationen er spændt ud mellem indignation og nåde. Indignationen over forbryderens handlinger vil straffe ham og nåden vil tilgive ham. Men mennesket formår hverken indignationen eller nåden. Hvis man bliver i indignationen, så tilgodeser man ofrene men man forbliver kynisk over for forbryderen. Selv om mennesket ikke formår at tilgive det utilgivelige, kan Gud måske. Og tilgiver mennesket forbryderen, fører det til overgreb på ofrene. Derfor kan den grænseløse tilgivelse ikke artikuleres inden for en kulturel og samfundsmæssig horisont, men må overlades til ritualet: "Den tro [der tilgiver det utilgivelige] kender vi i vor tilværelse kun som ritual". Og "Bevares kan troen derfor ikke uden menighed og kirke".
"Og naar vi derfor tilgiver hinanden, da begynder vi ikke opbygningen af et ny samfund eller en ny moral, men da bekender vi vor tro paa, at vi er skabte af Gud - da forkynder vi Guds rige". Tilgivelse, tro og kirkegang hænger sammen. Vi kan tilgive meget indenfor en samfundsmæssig kontekst og uden ritual, men kan vi tilgive det utilgivelige? Ikke uden ritual. Løgstrup er nok human kristen men også specifik kristen. En specifikation der forankres i praksis, i liturgi og kirkegang.
Amen