Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. Søndag efter Trinitatis, 26.08.2012
Predigt zu Matthæus 12:(22) 35-41, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Der er et teleselskab, der her i sommer har kørt en reklamekampagne af de mere usædvanlige. Reklamerne handler for en gangs skyld slet ikke om teleselskabets fortrin frem for alle andre, eller deres lave priser og gode tilbud. Det handler om den hårde tone, der smitter. Om de skældsord og irriterede udbrud, der bliver udgydt i det daglige, på gaden, i butikken, på arbejdet, i hjemmet. Vi giver den hårde tone videre, den smitter, og selv børn lærer at bruge den. Reklamens eneste budskab er, at der til sidst i rækken af mennesker, der irriteret siger grimme ting til hinanden, er én, der vover at bryde kæden med et smil og spørge den sure kollega, om ikke de skal gå til frokost sammen.
Den hårde tone smitter, og der skal overskud til at bryde den.
Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Vi taler om det, der fylder os. Måske skulle man nu tro, at vi altid talte med hinanden om det dybe, væsentlige; om hjertets anliggender og alt muligt godt og glædeligt, vi har at dele med hinanden. Men det er bare ikke lige de ord, vi hører flest af, hvis vi lytter til daglig tale eller til politikere og medier. Ikke engang i kirken er det altid gode, opbyggelige ord, der flyder fra hjertets forråd, vi får at høre. Ikke altid. Nuvel, gode ord kræver tillid. Derhjemme blandt dine fortrolige, hos dine nærmeste hører du dem, - forhåbentligt. Til dine nære og kære taler du selv gode, opmuntrende og håbefulde ord om det væsentlige, dybe, du har på hjerte, -forhåbentligt.
Prøv at tænke nogle dage tilbage, en uges tid måske. Hvilke ord har du fået afleveret? Hvilke ord har du selv modtaget? Hvad gjorde ordene ved dig? Og ved de andre? Vil du stå inde for, hvad du har sagt og stå til regnskab for dine ord?
Fra dig selv ved du godt at ordene: ‘Jeg elsker dig' kan ytres på mange måder og betyde mange ting. De kan sagtens være en måde at afvæbne den anden på, en måde at hævde sin magt. Du ved også, at det du helst vil høre din elskede sige til dig, ikke nødvendigvis er ‘jeg elsker dig', men hellere ord om, hvad I betyder for hinanden. Ord, der rører dig i hjertet, ord, der binder jeg tættere, knytter jer sammen. Du vil gerne høre din elskede fortælle åbenhjertigt om det dybe og væsentlige, om det, der betyder noget for ham eller hende. Du vil gerne selv åbne dig og fortælle. Også dine børn, vil du gerne kunne tale sådan med, nært og fortroligt om det væsentlige i livet. Blandt andet derfor er teenage alderen så svær for både børn og forældre, forlegenhed og frigørelse gør den nære samtale sjælden og dyrebar. Men ikke mindre ønsket - tværtimod, både din teenager og du tørster efter øjeblikket, hvor ordene kan siges.
Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
En gang imellem er stilheden at foretrække frem for, hvad vi i det daglige kan lægge ører til. Mennesker har fået et nyt behov: Stilhed. Ro. Stillekupeer og stillerum. Retræter.
Mennesker søger. Længes. Vi længes efter det, hjertet skulle være fuldt af, vi længes efter det dybe, væsentlige. Hvis vi altså overhovedet giver os selv lov til at mærke efter. Meget af tiden går nemlig med at overhøre, bedøve, adsprede og nedgøre den længsel.
Inderst inde vil vi gerne have erfaring, en oplevelse af mening og af øjeblikke, der fylder hjertet. Vi vil gerne høre og selv udtale ord, vi kan leve af og gå videre på. Det er sjældent, vi tør tale om det. Hvad nu hvis andre ler af det, trækker på skuldrene eller værre: nedgør og bortforklarer det, som er væsentligt for os?
Det hellige er flygtigt for os; det er øjeblikke, vi gemmer i hjertets skatkammer, det er ord, vi gemmer i dybet og tager frem, når vi er i stilheden eller i den nære fortrolighed.
De ord, vi lytter til i dag, handler om den længsel. De handler om mødet med det hellige; mødet med og erfaringen af Guds nærvær. Om ord, der forandrer os.
Nogle mennesker har mødt Gud, de har gjort en erfaring af godhed, en mand er blevet helbredt. De taler om det, stiller spørgsmål til hinanden, de fortæller og undrer sig. Andre har travlt med at bortforklare eller nedgøre det, som er sket. Det er som om alting skal vendes på hovedet, og det gode, som er sket, gøres til ondskabens værk, en list, et overgreb, endnu et fupnummer. Og de, der fortalte tier, de skammer sig lidt, er flove over at have ytret en smule tro. Der høres en hånlatter og hverdagen går videre med sine hårde, eller bare overfladiske ord.
Det er en helt almindelig historie, den kan foregå den dag i dag i frokostpausen i kantine blandt kolleger, eller mellem venner i omklædningsrummet til fitness.
Den foregik også dengang, og Jesus blev vred, da han hørte farisæer og skriftkloge få travlt med at fratage andre mennesker deres erfaring af Guds godhed. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, og lige her er hjertet åbenlyst fuldt af jalousi, der ikke under andre at have oplevet mødet med Guds kraft. Ordene afslører, at der er magt på spil, her er mennesker, der vil have eneret på at beherske det religiøse.
Jesus fortæller som altid lignelser, små ordbilleder, der bedre end forklaringer kan rumme det, som er på spil. Det, som fylder et menneskes hjerte forandrer det menneske. Det er mødet med det gode, det forunderlige, det kærlige, der har forandret mig mest her i livet. Jeg ved, - fordi jeg har erfaret det ofte -, at det er dét, der kan skabe forandring for andre mennesker, når jeg vover at formidle det videre. Når jeg taler om dét - troværdigt, i øjenhøjde og uden at få det til at ligne en udstilling af min egen udmærkelse. Når jeg efter bedste evne i mødet med andre i hverdagen, formidler hvad jeg gerne vil fylde mit hjerte med. Erfaringen af godhed, af nærvær og meningsfylde, også midt i dette sommetider kaotiske og ikke særligt hjertelige liv. Når jeg vover at åbne for det rum, får jeg også lov til selv at lægge ører til de forunderlige beretninger om, hvad der fylder hjertet hos andre. De fortæller om det gode, de har mødt, om det, der bringer dem videre, om det, der i dybeste forstand har forandret dem; de fortæller om mødet med Gud - eller spørger efter det.
Det gode forandrer os. Gud skaber forandring, fornyelse, god frugt og gode ytringer i os.
Det er Helligåndens værk, at vi berøres dybt i hjertet, at vi er i stand til at fylde gode ord i hinandens hjerter.
Når du om lidt går herfra, - efter at have fået hjertet fyldt af gode ord dog gode gaver, så vil du måske mærke forandringen. Det, du giver fra dig derude i de kommende hverdage må gerne komme fra dit hjerte. Du behøver ikke at lytte til de hårde ord , du kan bryde deres magt ved at tale om det, dit hjerte er fuldt af. Det Gud giver os. Der er ord og ytringer nok her i verden, der lægger livet og hjertet øde. Det er det letteste i verden at tale mod Helligånden og nedgøre et andet menneskes fortælling om mødet med Gud.
Skal det altid være sådan? Er det ikke og skal det ikke være meget lettere og ligefor at tale om det, hjertet er fuldt af? Det væsentlige dybe, det vi alle længes efter? Måske er den hårde tones smitsomhed brudt? Måske er det så ikke længere kun stillekupéer og stillerum, vi spørger efter, men den hjertelige samtales rum? Amen!