Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 02.09.2012
Predigt zu Matthæus 20:20-28, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Der er ikke noget så skønt som at blive beundret. Vi vokser flere centimeter, hvis fx chefen på arbejde roser vores indsats i høje toner. Og vi suger det til os, hvis fx en i vores familie eller en bekendt kommer og betror os, at vedkommende beundrer os, fordi vi er så dygtige til det, vi gør eller for den måde, vi er på som mennesker. Vi ka´ li´ at blive påskønnet. Mange af os i hvert fald. Og vi nyder det, hvis nogen ligefrem ser op til os og tildeler os ære og anerkendelse.
En dag mødte Jesus nogle mennesker, der higede efter at blive beundret. Det var to af hans egne disciple, Jakob og Johannes. Dem man kaldte Zebedæussønnerne. De havde en særstilling i forhold til Jesus. For sammen med Peter udgjorde de en slags inderkreds - en form for forretningsudvalg - i discipelflokken. Og nu ønskede de sig så inderligt, at de også ku´ få lov at få ærespladserne i himlen engang. Derfor fik de deres mor til at gå hen og spørge Jesus om ikke godt det ku´ la´ sig gøre.
Moderen havde indtil da holdt sig noget i baggrunden og måske trippet lidt uroligt rundt. For Jesus var i gang med at holde en tale for disciplene. Han fortalte, at han snart skulle til Jerusalem og lide og dø. Han stod og forklarede disciplene om alle de forfærdelige pinsler, han skulle igennem, når han sku´ dømmes og spottes og ligefrem henrettes på en smertefuld måde. Alle de lidelser havde han lige stået og indviet disciplene i.
Og næppe havde Jesus gjort den sidste sætning færdig, før Zebedæussønnernes mor ilede hen til ham og bad: "Vil du ikke godt gi´ mine sønner ærespladserne i Guds rige. Giv dem sæderne til højre og venstre for dig, Jesus."
Sikken en frækhed at spørge om det. Og sikke en anmassende facon. Hvis Jesus sku´ sidde som en konge i himlen, skulle hendes to sønner så placeres på hver sin side af ham? Kun sådan lige et hovedhøjde under Jesus, så de ku´ blive æret?
Det er ikke så sært, at de ti andre disciple blev forargede. Og lige siden Matthæus har fortalt om episoden, har vi i generation efter generation delt de ti disciples harme! Jo, for som kristne mennesker har vi da lært, at vi godt lige må vise lidt ydmyghed og gå lidt mere beskedent til værks.
Når det gælder forholdet til Gud, så fører vi os i hvert fald ikke frem på den måde. Hvis bare vi får lov at slippe inden for i Guds rige, så er vi lykkelige. Vi havde ikke ligefrem forestillet os, at vi skulle sidde på tronen på højre og venstre side af Jesus selv, så lidt af glansen fra ham ku´ falde på os. Nej, hvis bare vi må være med til festen i Guds rige, så ber´ vi ikke om mere. Så meget har vi da forstået.
Men før vi blir´ alt for forargede over den emsige mor og hendes ærekære sønner, så lad os lige dvæle lidt ved, at sønnerne var villige til at betale en stor pris for at få de ærespladser. Da Jesus spurgte, om de ville drikke det bæger, han skulle drikke - og det betød, om de var indstillet på at lide martyrdøden for deres tro, da svarede de ja. Så de var altså villige til at følge Jesus til den bitre ende - villige til at gå i døden - for at få de ærespladser.
Og det var ikke bare tomme ord ud i den blå luft. For de to disciples vovemod blev sat på en hård prøve. For flere af disciplene kom til at lide martyrdøden.
Så de ville altså ofre deres eget liv for at få en æresplads i Himmeriget. Og større pris kan ingen mennesker jo give. Hvad var der så galt med det? Jo, problemet var, at det slet ikke kan lade sig gøre at betale for en plads i Guds rige. For de pladser er der kun én, der ka´ betale. Og det er Jesus selv. Det er en sag, som Gud alene kan klare. Og han valgte at klare den igennem sin søn.
Pladserne i himmeriget HAR sin pris. Både den ene og den anden plads i Himmeriget har kostet noget. Det skal vi ikke tage fejl af. Men der var ikke andre end Guds søn, der havde det at betale med, som det kostede. Nemlig Jesu eget, fejlfrie liv. Det var det, Jesus mente med sige det - som vi hørte lige før - at han har betalt den løsesum, der skulle til. Han har betalt prisen. Og nu forærer han pladserne i Guds rige væk - skænker dem bort - til dem, der vil tage imod dem.
Og når det er ham, der har betalt for pladserne, så er det også ham, der suverænt fordeler dem. Og hvem ved, om han fordeler dem sådan, at det bliver nogle små, nydøbte spædbørn som f.eks. NN, der skal døbes i dag, der får ærespladserne til højre og venstre for Jesus Kristus. Og måske bliver det præster og biskopper, der får pladserne længst væk fra ham. Det styrer Gud. Helt og aldeles. Så det er der slet ingen grund til at bekymre sig om.
For han har lovet, at alle i hans rige skal have det godt. Hver og en skal leve i glæde. Ingen skal savne noget. Og herlighederne skal aldrig høre op. Så om vi får den ene eller den anden plads - det skal vi slet ikke spekulere på. Vi skal rent ud sagt meget hellere ta´ og bryde ud i lovsyng og sammen takke for, at vi får pladserne i Guds rige foræret. Og tilbage blir´ så noget helt andet, som vi til gengæld skal bekymre os om. Noget helt andet, som vi skal sætte alle vores kræfter ind på at få. Og det er ærespladserne her i verden. Vel at mærke de pladser, som Jesus opfattede som særligt ærefulde. Det er pladserne på højre og venstre side af vores lidende medmennesker. De pladser skal vi være ivrige efter at få! Det er ærespladserne her i verden. Eller som vi hørte tidligere: "Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener. Og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl".
Den mest ærefulde plads, der findes, er pladsen til højre eller venstre for vores næste. Og jo mere lidende, den næste er, jo mere ivrig skal vi være efter at placere os lige ved siden af ham. Jo mere ensom og syg den næste er, jo længere tid skal vi blive stående skulder ved skulder sammen med vedkommende. Og jo mere kamp og modgang, der udspiller sig i den næstes liv, jo mere trofast skal vi være til at stå ved hans eller hendes højre eller venstre side. Der er ærespladsen.
Jesus gik selv foran og viste med al tydelighed, at vi skal stræbe efter de ærespladser. For det tidspunkt i hans liv, hvor Gud højt ophøjede ham og gav ham navnet over alle navne, det var det tidspunkt, da han hang på korset. Det øjeblik, hvor han blev aller mest ydmyget og led værst, det var det øjeblik, da Gud tildelte ham den største ære. Og da havde Jesus en røver på både højre og venstre side. Der var der to dømte og kriminelle personer ved hans højre og venstre side.
Så det, der er stort, og det, der er ærefuldt i Guds øjne, det er at placere os så tæt som muligt ved siden af mennesker, der lider og kæmper. Dem, der er kommet i bitter nød og vanskeligheder.
Lad os så i dag slutte af med en fortælling om en hændelse, som en ældre herre oplevede engang, da han var barn. Det drejer sig om en ældre mand her i sognet, og jeg har fået lov at gengive hans fortælling og tage den med på prædikestolen i dag.
Engang da denne her ældre herre var barn, havde han en kammerat, der var temmelig tyk. Niels hed han. Og Niels var ikke bare sådan almindelig tyk, men trimletyk. Større end nogen anden på hele skolen. Alligevel havde de andre børn respekt for ham. Han var nemlig rap i replikken og ikke nem at bide skeer med. For han havde ordet i sin magt. Så han ku´ spidde enhver, der kom ham for nær. Og så var han rent fagligt den dygtigste i sin klasse.
De første år i skolen klarede han sig godt. Men da Niels fyldte 14 år, kom han i mellemskolen. Og der gik det galt. For her var der næsten ingen, der kendte ham på forhånd og havde respekt for ham.
I det første frikvarter stimlede de store drenge sammen om ham. De ikke bare så på ham. Men de ligefrem gloede på ham som på et mærkeligt dyr i zoologisk have. De udvekslede blikke og små bemærkninger. Og der stod Niels - omgivet af lutter ukendte, der nedstirrede ham ondt fra alle sider.
Han begyndte at vige tilbage. Langsomt. Skridt for skridt bevægede han sig baglæns i et forsøg på at komme på afstand af den ondsindede skare. Indtil han stødte sin fod mod noget hårdt og mærkede, at han ikke ku´ komme længere tilbage. Nu stod han i helt bogstavelig forstand med ryggen mod muren.
Som han nu stod der - udstillet - til grin for alle og enhver - og i bævende frygt for, hvad de ku´ finde på - da var der en person, som pludselig trådte ud af mængden. Det var Niels´ bedste kammerat. Han banede sig vej gennem flokken og stillede sig hen ved siden af ham. Han placerede sig skulder ved skulder ved siden af Niels.
Dér stod de to gutter. Ved hinandens højre og venstre side. Med ryggen mod skolemuren og delte vanæren.
Den begivenhed illustrerer meget præcist, hvad der er budskabet i denne her prædiken: Vi skal stille os ved vores fortvivlede eller nødlidende næstes højre eller venstre side. Skulder ved skulder ved et medmenneske, der er trængt. Dér og ingen andre steder er ærespladsen.
Amen.