Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis , 16.09.2012
Predigt zu Lukas 10:38-42, verfasst von Eva Tøjner Götke
Martha og Maria.
De to søstre er blevet til en slags symboler på to forskellige måder at forholde sig til livet på.
Den ene - Martha - er praktikeren.
Den anden - Maria - er den åndelige pige, der sidder ved Herrens fødder og lytter til hans ord.
Og da Martha klager over, at Maria ikke hjælper til, men bare sidder dér - så fremhæver Jesus Maria ved at sige, at hun har valgt den gode del. "Et er fornødent", siger han.
Det er så ofte blevet udlagt sådan, at det eneste rigtige er at sidde dér og lytte og være åndelig - og ikke være optaget af alt det praktiske.
Jeg har altid taget Martha i forsvar.
Jeg har nemlig en søster, der aldrig har hjulpet til derhjemme!
Men også af andre grunde, tager jeg Martha i forsvar.
For det nytter jo ikke, at vi alle bare sætter os ned med foldede hænder.
Der skal jo ligesom brød på bordet.
Så der er nogen, der må smøge ærmerne op og - handle.
Og handler kristendommen i øvrigt ikke også om, at vi skal gøre noget, handle, gribe ind, - og ikke bare sidde og være selvgode i vores inderlige fromhedsliv.
Men i dag vil jeg holde med Maria.
For jeg tror nemlig slet ikke, at denne lille scene handler om enten at være praktiker eller åndelig.
Der er noget, der er gået op for Maria, som ikke er gået op for Martha.
Maria har fundet det ene fornødne.
Det har Martha ikke.
Maria har truffet et valg.
Hun sidder selvforglemmende, tryllebundet og opslugt af de ord, der udgår fra Herrens mund.
Sådan er det ikke med Martha.
Hun er splittet.
Vimser rundt, som den velopdragne pige, hun er.
Kunne hun da bare gøre dét til det ene fornødne - men hun er jo ikke ét med det hun gør.
Hun er misundelig på Maria.
Spiller martyr.
Sig dog, at hun skal hjælpe mig!
Det er her vi skal høre ordet: èt er fornødent.
"Martha, du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent."
Det handler altså ikke om, at Jesus ophøjer den åndelige pige og nedgør den praktiske.
Han minder os om, at vi altid skal gøre os klart, at ét er det fornødne.
Nogle gange kalder det på os at være praktikere.
Andre gange skulle vi tage og sætte os ned og være tilstede, slippe alt, hvad vi har i hænderne, i stedet for altid at vimse omkring, bygge carport, slibe gulve, putte i opvaskemaskinen, og rydde op.
Det hele er jo et spørgsmål om at være til stede.
Og aflæse situationen og finde ud af, hvad det er der kræves af os. Nu. Her. Med det menneske, eller de mennesker, vi har overfor os her. Nu. I dag.
Og så være tilstede i det vi gør - hvad vi end gør.
Om vi vælger det praktiske eller om vi samler vores tanker om noget.
Det, der er budskabet til os, er ikke, at det ene fornødne er at sætte sig ved Herrens fødder.
Budskabet er, at vi altid skal huske på, at der er ét, der er det rigtige.
Og ikke to. Eller tre.
Det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør.
Alt er ikke relativt.
Vi kan ikke ligeså godt sige det ene, som det andet.
Eller gøre det ene, som vi kan gøre det andet.
Der er forskel.
Kristendommen lærer os, at vi skal skelne.
Og evangeliet lærer os at skelne.
Det var det, der skete for Maria den dag.
Da Herren trådte ind i huset.
Maria slap det, hun havde i hænderne og satte sig ved Herrens fødder, ja, glemte sig selv.
For her var der bare noget, der var vigtigere end at lede efter de pæne dækkeservietter.
Vi kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor det skete for hende og ikke for Martha.
Men vi kan sammenligne det, der sker med Maria med det, der skete for disciplene, da de blev kaldet.
De var i hvert fald praktikere - om en hals.
Var i fuld gang med at fiske.
Det var deres dagligdag.
Men da Jesus kommer forbi og siger: følg mig, slipper de alt, hvad de har i hænderne og lader garn være garn, uden først at have forhørt sig om, hvad Jesus kan tilbyde.
Et er fornødent.
Og de greb det.
Evangeliet handler altså om, at der findes en magt, der kan lukke vores øjne op, så vi kan aflæse situationen og se det, der er vigtigt.
En magt, der kan fortælle os, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt.
Der findes særlige situationer i vores liv, hvor vi er mere afmægtige i forhold til denne magt - end andre.
Eller mere åbne for den - hvordan vi nu end vil sige det.
Når vi f.eks. bliver forældre og får et barn, så viser verden sig på en anden måde.
Så ser vi, at der er forskel.
Glæden over det lille barn, hjælper os med at prioritere.
De store bekymringer før, bliver nu ubetydelige - fordi det hele bliver sat i perspektiv af glæden over det lille barn.
Men også den, der bliver ramt af livstruende sygdom, får et andet perspektiv på tilværelsen og mennesker omkring sig.
Det er måske mærkeligt at sige det i den sammenhæng: men det er jo en gave at kunne prioritere.
Og mange syge fortæller selv, at de ser det som en mening med deres sygdom, at de får et andet blik på livet, på kærlighed, på nærvær - end før.
Det er en gave at kunne sige: ét er fornødent - og være tilstede i det, man gør, hvadenten det er af praktisk art eller af åndelig art.
Det store problem i vores samfund i dag er jo, at vi har en masse muligheder, og vi står overfor at skulle vælge hele tiden.
Vi kan gøre alt: vi kan rejse til Thailand, vi kan købe en ny bærbar, vi kan sætte skik på forhaven, vi kan sælge huset og få arbejde et andet sted, intet binder os.
Men hvad er egentlig det éne fornødne?
Hvad skal jeg vælge?
Evangeliet giver ikke nogen manual til den konkrete situation.
Vi har friheden.
Men når budskabet virker i os, så bliver vi grebet af den kærlighed, der får os til at glemme os selv og være tilstede på en sådan måde, at vi slet ikke tænker over eller sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige.
Ligesom Maria.
Der sad tavs og opslugt af Herrens ord.
Der udfoldede en verden for hende, som hun aldrig havde set med de øjne før.
Martha derimod - glemte ikke sig selv.
Tværtimod.
Og derfor tjente hun ikke gæsten med et oprigtigt hjerte.
Hun tænkte mere på sig selv - og det urimelige i, at hun var ene om arbejdet.
Havde det været Jesus, kunne vi vel ikke fortænke ham i at have tænkt sådan.
Han havde da virkelig et arbejde at gøre, som han syntes alene om i denne verden.
Han kunne med rette have klaget over, at vi ikke gør mere for at gøre verden til et bedre sted at være men bare sidder foran fjernsynet og ser på.
Og da han blev taget til fange og slæbte afsted med sit kors, kunne vi have forstået, hvis han havde klaget over, at det var takken for alt det gode, han ville give.
Men ingen af delene gjorde han.
Han var ét med sin tjeneste, og ét med sit budskab.
"Som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der er stumt, mens det klippes,
således åbnede han ikke sin mund."
Han var tilstede i det, han sagde og gjorde.
Guds kærlighed virkede i ham.
Så han glemte sig selv.
Heldigvis for os valgte han den gode del.
Det ene fornødne.
Amen.
,