Göttinger Predigten

Choose your language:

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

20. søndag efter trinitatis, 21.10.2012

Predigt zu Matthæus 21:28-44, verfasst von Marianne Frank Larsen

Er der noget bedre end at få ja? Når man tager mod til sig og beder om det, man håber, men ikke ved, før den anden svarer, er det det bedste svar, man kan få. Skal vi lege? spørger børnene håbefuldt, må jeg være med? Og får de ja, får de lys i øjnene og liv i lemmerne. Yes! Skal vi mødes, spørger vi andre. Skal vi følges? Kommer du? Vil du ha' mig? Vil du være min? Så kan det jo være, at man får nej. Men hvis man får ja, er det en ny verden, der åbner sig. En glæde, der breder sig. En fremtid, der begynder. Den begynder med et ja. Et løfte, man kan leve på. Vil du elske og ære? Ja. Og det bliver ved så længe, vi vil hinanden noget. Vil du med? Vil du give mig en hånd, en time, et kys, et svar? Må jeg forstyrre dig? Vil du hjælpe mig? Skal vi stadigvæk følges? Spørger man, risikerer man altid at få nej. Et ja er aldrig en selvfølge. Tænk, at du indvilger, tænk, at du vil det samme som jeg! Det er en gave, en glædelig overraskelse at få ja. Også når man søger et arbejde, et studium, et stipendium. Kan I bruge mig? Vil I have mig? Vil I støtte mig? Må jeg komme ind? Må jeg komme ud? Og man håber, og man beder, og man krydser fingre. Hvad blev det? Det blev et ja! Nej, hvor vidunderligt! Det er blot et ganske lille ord, men det lille ord kan dække over en meget stor virkelighed. En glæde, der fænger og får fat.

Hvis ellers det holder. For desværre er der ikke altid dækning for ordene. Det er det ømme punkt, Vorherre sætter fingeren på i dagens evangelium med fortællingen om de to brødre. Deres far beder dem begge om at gå ud og arbejde i familiens vingård. Den ene bror svarer ja som den pæne og velopdragne søn, han er. Han vil ikke lægge sig ud med sin far, ikke spolere den venlige stemning, så hellere snakke den gamle efter munden. Men da faderen er gået, bliver han siddende, hvor han sad. Han er ikke til sinds at lette sig fra stolen. Hos ham er der ikke dækning for ordene. Han siger ét og gør noget andet. Hans ja er tomme ord. Mens den anden bror svarer nej. Den dér vingård gider han ikke. Der er lige noget andet, han meget hellere vil. Det siger han ligeud. Og forventningen er slukket i faderens blik, da han drejer om på hælen og går. Men da han er gået, kommer sønnen på bedre tanker. Tager sig sammen, kommer på benene, går ud og griber grensaksen og gør, hvad der skal gøres.

Ingen tvivl om, hvad der er værst. Det er langt værre at vende et ja til et nej end det modsatte. Den, der siger ja uden at gøre alvor af ordet, bryder den andens tillid. Så hellere lægge ud med at svare nej. Et nej kan da vendes til et ja, hvis man kommer på bedre tanker, og godt det samme. Men et ja, der bliver vendt til et nej, kan gøre ubodelig skade. Jamen, du lovede. Du sagde. Jeg troede. Gør man den erfaring tilstrækkeligt mange gange, at et ja kan dække over alt muligt andet end et ja, også over et nej, så mister man sin tillid til omverdenen. Det gælder både for børn og voksne. Så tør man ikke længere stole på det ja, man får. Så kan ethvert ja i princippet være behæftet med svig. Halvhjertet. Tvetydigt. Uden dækning. Som det er mellem brødrene og deres far, sådan er det også mellem os. Der er ikke altid dækning for ordene. Ja, det vil jeg gerne, siger vi, men det vil vi slet ikke. Ja, det skal jeg nok; ja, det gør jeg - men vel gør vi ej. Vi siger ét og mener noget andet. Eller siger ét og gør noget andet. Og hver gang er det et brud på den tillid, et andet menneske viser os. Nedbrydende og ødelæggende for det liv, vi har til fælles.

Ind i den verden, hvor et ja kan dække over så meget andet, er der kommet et menneske, som kun siger ja. Klart, entydigt, rungende ja. Det er ham, der fortæller lignelsen i dagens evangelium. Det vil sige, vi hører ham minsandten også sige nej. Han er jo ikke en medløber, der er ude på at stryge andre mennesker med hårene. Han siger ja til ethvert skrøbeligt menneske, der beder ham. Vil du hjælpe, vil du komme, må jeg få - din hånd, dine ord, din velsignelse? Ja, siger han, til toldere og syndere og prostituerede og spedalske og lamme og blinde og børn, ja til at de skal være fri til at leve. Og nej, siger han, til enhver, der mener, han har sit på det tørre. Men når han siger nej til selvgodheden og egoismen hos farisæerne og alle os andre, så bunder det nej i et stort ja til det liv, vi har til fælles. Det er fordi han siger ja til vores fælles liv og det ansvar, vi har for hinanden, at han siger nej til den selvgodhed og egoisme, vi ødelægger livet med. Hans nej er udtryk for det samme som hans ja til enhver, der har brug for ham og det liv, han kommer med. Hans ja er udtryk for en ubetinget glæde over vores liv.

Og til forskel fra vores ja, som kan vise sig lige så halvhjertet som den anden brors, så er der dækning for ordene, når det er Vorherre, der taler. Han gør alvor af det, han siger. Rækker skrøbelige mennesker det nye liv, han lover dem, i samme nu, som ordene er udtalt. Rejs dig, tag din seng og gå. Han svigter ikke, han snyder ikke. Han ikke bare siger ja til den Far, der beder ham, og de mennesker, der beder ham; han udfører ja'et. Lever det ud. Hele hans liv og alt, hvad han gør, er ét stort ja til os og til Gud, ét langt forsvar mod død og ødelæggelse - ikke for ham selv - men for det liv, vi har til fælles. Og det slår aldrig nogensinde om i et nej. Selv ikke, da de forråder ham. Selv da giver han dem sig selv at spise og drikke. Selv ikke, da de misforstår og falder i søvn og svigter ham. Selv da kalder han på dem. Selv ikke, da de sømmer ham fast til korset. Selv da beder han for dem. Da kunne han have sagt nej. Men han gør det ikke. Han står ved det ja, han én gang har sagt, også da det koster ham livet. Sådan ikke bare siger han ja. Han er et ja. Paulus siger det så fint: "Guds søn var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja." Eller sagt ganske kort med den nyeste oversættelse: "Han sagde ikke både ja og nej - han var ét stort ja."

Hvem er det, der siger det Ja? Vi tror, at det er himlens og jordens skaber. Det er ham, der forsvarer vores liv og siger ja til os med Jesu fødsel og liv og med hans ord og gerninger. Det tror vi, fordi vi kender slutningen på historien. For han bliver jo mødt med et nej. De vil ikke have ham. De kan ikke bruge det ja til noget. Og har de sagt ja til ham, så slår deres ja om i et nej langfredag. De forråder og svigter og forlader ham. Lukker munden på ham og begraver ham - præcis som de onde vinbønder i lignelsen. Lige så entydigt som han har sagt ja til verden, lige så entydigt siger den nej til ham. Men de hadefulde stemmer får ikke det sidste ord. Det er derfor, vi tror, han har Gud til far. Fordi Gud trodser deres nej og vækker ham og sender ham ud i morgenlyset. Gør den sten bygmestrene vragede til hovedhjørnesten. Vender nej til ja. Forunderligt og forbløffende. I ham er der kun sagt ja. Og det er hans sidste ord. Et ja - til os og til livet - der aldrig slår om i sin modsætning.

Et ja kan siges på mange måder. Med et ord. Med en tommelfinger. Med et nik. Med et blik. Og får man det blik, som betyder ja, er alting godt. Her i kirken bliver der sagt ja med ord. Med vand. Med brød og vin. Med korsets tegn. Med et blik, der lyser imod os. Med fortællingen om barnet og manden og den døde, der blev levende. Når vi siger ja - vi tror på Gud Fader og hans enbårne søn og Helligånden - så er vort ja et ekko af det ja, han har sagt til os. Det er fordi, han har sagt ja til os, at vi ubekymret kan svare ja til ham. Vi der kender os selv godt nok til at vide, at vores ja ikke altid er til at regne med. Men det er hans. Det stoler vi på. Det hviler vi i. Og det kommer vi for at høre igen og igen i løbet af vores liv. At der bliver sagt ja til os. Trods alt det halvhjertede og tvetydige, vi rummer. Kun ja.

Amen.