Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
21. søndag efter trinitatis, 28.10.2012
Predigt zu Lukas 13:1-9, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Lukasevangeliet begynder sin beretning om Jesu vandring til Jerusalem i kap. 9,51 hvor der står skrevet:
"Da den tid var ved at være inde, hvor Jesus skulle optages til himlen, vendte Han sig mod Jerusalem som målet for Sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede Hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod Ham, fordi Han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: "Herre, vil Du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?" Men Han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby."
Det meget lange vandringsafsnit i Lukasevangeliet strækker sig over 10 kapitler, og afsluttes med Lukas´ udlægning af fortællingen om de betroede talenter. Den afsluttes med disse ord:
"Jeg siger jer: Enhver, som har, skal få, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har."
Disse 2 afsnit fra Lukas er ikke udset til at være søndagslæsning i kirken, men de viser ganske godt, hvad denne søndags evangelium vil sige.
Jesus kommer på sin vandring til Jerusalem i en lære- eller stridssamtale, med temaerne omvendelse og "skyld-skæbne". Nogle folk fortæller Ham, at Pilatus har myrdet en gruppe galilæere, antageligt pilgrimme, som var i templet for at ofre, og blandet deres blod med offerdyrenes. Denne sammenblanding af mord og offer har ophidset jøderne og rejst et spørgsmål, som intet troende menneske har kunnet undgå at stille sig selv:
"Hvordan kan en god Gud tillade en verden der er ond?" Enhver der bekender at være troende, oplever at støde ind i mennesker der lader deres tvivl udspringe af netop dette spørgsmål: "Hvis Gud virkelig er kærlighed, hvorfor er verden da så fuld af ondskab? Har Gud ikke vendt ryggen til Sin skabning, og ladet ondskaben få lejlighed til at råde?" I den teologiske fag-term kaldes dette spørgsmål for teodicé problemet, og er eet af de mest undersøgte områder i teologien.
Der er skrevet flere hundrede tusind bøger og afhandlinger om netop dette emne, og når der skrives så meget om det, så er det ikke blot fordi emnet er interessant - det er også fordi det er uhyre svært, ja muligvis umuligt at svare på.
Lukasevangeliet tilføjer endnu en beretning om et tårn, der styrter sammen og slår nogle mennesker ihjel, og det står klart efter Jesu tale, at det er en blind skæbne, der har ramt disse mennesker. Jesus giver sig til at polemisere mod den forenklede opfattelse, at en ond skæbne er straf for synd.
Jesu samtalepartnere mener, som altså også mange i vor egen tid, at Gud med denne grusomme død vil straffe disse mennesker for alvorlige, måske skjulte, synder.
De synder samtalepartnerne tænker på er de andres synder, men Jesus viser dem tilbage til deres egen synd. "Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de!" Det er ikke første gang Lukas lader Jesus vende disse spørgsmål om. Tænk på ordsproget om splinten og bjælken i Lukas kap. 6: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje."
Jesus vender sagen på hovedet og opfordrer til omvendelse til Gud. Hvis de ikke vender om, vil det gå dem som de 18 der blev dræbt under sammenstyrtningen i Siloa. Han betoner menneskets ansvar og medansvar for sin egen skæbne og stiller dem over for et eksistentielt valg:
- deres liv og død afhænger af, hvad de afgør sig for i livet. Tænk på en anden historie fra Lukasevangeliet: fortællingen om den fortabte søn. Faderen venter på den fortabte søn, men sønnen må gå i sig selv, før han kan vende om og vende hjem. Uden dette eksistentielle skridt går han fortabt. Da han angrer og vender om, erkender han, at hans skæbne ikke afhænger af hans synd, men af faderens tilgivelse (og her er det meningen at læseren skal tænke på faderen som Gud selv).
Anden del af søndagens tekst er lignelsen om et ufrugtbart figentræ, som står i en vingård, som i Palæstina ofte også er beplantet med frugttræer. Vingårdsejeren er skuffet og vred, fordi træet efter adskillige år stadig er håbløst ufrugtbart. Nu er hans tålmodighed brugt op, og han vil have det fældet, så det ikke lægger beslag på jorden og suger næring fra de omkringstående vinstokke.
Så sker det usædvanlige, at gartneren griber ind og går i forbøn for træet. Han, den underordnede medarbejder, appellerer til havens ejer og beder om en forlænget frist for træet. Ikke nok med det: for at afprøve alle muligheder giver han det ekstra pleje og gøder det, hvad det fordringsløse figentræ normalt ikke har brug for. Lykkes det ikke at redde træet efter disse anstrengelser, kan det hugges om. Hvordan det ender, fortælles ikke - afslutningen står åben og overlades til læseren eller tilhørerens fantasi.
Det er her nærliggende at opfatte lignelsen som en allegori, hvor vingårdsejeren er Gud, og gartneren er Kristus, jfr. lignelsen om de onde vinbønder endnu længere fremme i Lukasevangeliet, nemlig i kap 20,9-15. Det er den historie vi hørte i søndags i Mattæus´ gendigtning.
En mand forpagter sin vingård bort, men da høsten skal afregnes, prygler forpagterne de udsendte tjenere og slog arvingen ihjel. Tjenerne skal i fortællingen forstås som de gammeltestamentlige profeter og arvingen er Jesus selv.
I dagens tekst vil Kristus som gartneren udskyde dommen, griber ind og går i forbøn for mennesket. Og viser sin tålmodige solidaritet ved at gøde mennesket med sit ord om omvendelse, i håb om at det bærer frugt og vender om i tillid til Gud.
Lukas har altså, som vist, gennemarbejdet disse temaer, og lader Jesus fortælle os igen og igen, at Gud er en barmhjertig Gud, men at vi selv har et ansvar for vort liv. Men for at vende kort tilbage til begyndelsen: den lange vandring til Jerusalem indledes hos Lukas med Jesu irettesættelse af disciplene: De skal ikke true mennesker til at tage imod Jesus og evangeliet om Guds rige der er kommet med Ham.
Og vandringen afsluttes med at Jesus konstaterer: den, der har (og det, Han taler om, er tro), ham skal der gives mere - den, der ikke har, fra ham skal endog det tages som han har. Det vil sige: alle mennesker har fået troen, men den skal gødes og passes og plejes som dagens figentræ. Smider man sin tro væk, ja - så mister man den helt. Mennesket kan ikke frelse sig selv, men vi har et medansvar for, at projektet kan lykkes.
Det vil også være det klassiske svar på teodicé problemet: mennesket har en fri vilje og kan dermed selv være med til at afhjælpe krig, sult, økonomisk ulighed, undertrykkelse, forfølgelse og sygdom. Alle disse ting der gør, at verden kaldes ond. Når Jesus ikke blot afviser, men endog irettesætter disciplene, da de foreslår at bruge trusler og tvang for at en by skal tage imod Jesus, så er det for mig at se, et skriftsted der direkte afviser eksistensen af hellig kristen krig.
Der findes ikke religionskrige hvor mindst den ene er kristen. Det kan godt være man bruger kristendommen som dække for at føre krig, men det er ikke og kan aldrig blive kristendom at tvinge andre til at tro som en selv.
I borgerkrigen i Nordirland hørte vi om krigen mellem katolikker og protestanter. Ja, det kan da godt være, at den ene part tilfældigvis er katolikker og den anden protestanter, men det er jo i grunden ikke det de slås om. De slås om penge og magt. Indflydelse og politisk undertrykkelse. Om besættelse og politisk frihedstrang. Der er ikke tale om en god gud der tillader denne verdens onde krige.
Det handler om mennesket, der ikke fuldt ud vil vende sig mod Gud og holde op med at føre krig. Mennesket har sin fri vilje til at fordele denne verdens ressourcer, så du skal ikke anklage din Gud, men din bror, hvis du ikke har mad nok på bordet eller tag over hovedet. I hele denne plan samarbejder Gud og menneske. Gud lader kornet gro på marken - mennesket skal forarbejde og fordele det.
Men hvad så med ulykken der - øjensynligt - rammer blindt? Tårnet i Siloa dræbte 18 personer - hvor var disse menneskers medansvar? Havde de del i det der skete? Vi spørger ganske naturligt: hvad er meningen? hvorfor skete det? trafikulykken, den uhelbredelige sygdom, tragedien? Hvordan kan Gud tillade det?
Hvad har den døde gjort, siden han fortjente en så meningsløs død? Dette problem er vigtigt, men det er også vigtigt at forstå, at vi ikke har fået nøglen til universets gåde. Det, vi kalder "blind skæbne" rammer os (og aviserne er hver dag fulde af disse historier, ulykkelige trafikdrab, meningsløs vold, iskold terror).
Den onde skæbne der rammer disse mennesker er ikke en straf for et syndigt liv. Det kan vi lære af søndagens tekst. Vi lærer også at livet er en gave - som den figentræet har fået ved at blive plantet i vingården, og selvom vores betroede talenter, frugterne på grenene ikke viser sig tydeligt, så får vi stadig en chance til. Der bliver sørget for os: vi kan høre Ordet om Guds Søn, vi har dåben og nadveren og Helligånden, så vi aldrig skal være langt væk fra vores Gud.
Men hvis vi ikke tager imod næring, hvis vi vender os bort og insisterer på at være golde og ufrugtbare, så skal det "ingenting" vi har, endog tages fra os. Her er samarbejdet mellem Skaberen og skabningen også påkrævet. Livet er en gave.
"Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der er krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken, som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø."
Sådan digtede Halfdan Rasmussen - og dermed har han jo sagt det hele meget kortere og meget bedre end jeg. Livet er en gave. Vi har fået livets gave af Gud, men at livet er en gave betyder ikke, at vi kan klage og få det byttet eller rettet til når det passer os. Livet er ikke som et elektrisk tog man får til jul. Livet er udlånt og skal leveres tilbage. Og der er ingen garanti med. Ikke engang dåben er en garanti for et lykkeligt liv uden problemer eller modgang.
Livet tilhører Gud, for Han er Skaberen - Han er begyndelsen og enden, og idet vi erkender at vi skylder Ham alt må vi med Job fra det Gamle Testamente sige: "Nøgen kom jeg af moders skød, og nøgen vender jeg tilbage. Herren gav og Herren tog, Herrens navn være lovet!" Amen.