Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis (Alle Helgens dag), 04.11.2012
Predigt zu Matthæus 5:13-16, verfasst von Niels Henrik Arendt
Vi har ikke officielle helgener i en protestantisk kirke. Går man andre kirkesamfunds fortegnelser over helgener igennem, er det svært at finde noget, der er fælles for dem. Men man kan se, at over en meget lang periode har man i hvert fald opfattet en helgen som en person, der levede uden at blive 'besmittet' af verden.
Mens almindelige mennesker ikke kunne undgå at få snavs på hænderne, ikke kunne leve uden at gå på kompromis, uden at lade sig kompromittere, var helgenerne nogle, som bevarede en mere ren tro, som handlede mindre selvisk, som levede på et højere niveau af moralsk eller religiøs renhed. Hvordan kunne det lade sig gøre? Undertiden var helgenerne personer, der trak sig bort fra verden, levede i afsondring eller en eneboertilværelse.
Om en af dem fortælles, at han boede i 30 år på en 15 meter høj søjle, der stod ude i ørkenen, og hvortil maden måtte hejses op i kurve. Det har ikke været særlig behageligt, men at han ikke begik fejltrin (hverken i den ene eller anden forstand), er ikke så underligt. Om et mere moderne menneske, den store digter Leo Tolstoi, fortælles det, at han havde sat sig for at leve et helgen-liv, og at han derfor trak sig tilbage fra verden for at leve i næsten fuldkommen afsondrethed på sit gods.
Der er også mennesker i vore dage, der bliver trætte af at skulle leve i en verden, som dyrker andre idealer end dem selv. De begynder måske at meditere, trækker sig ind i sig selv og lukker den materialistiske verden ude. Der er beretninger om en ny interesse for livet i klostre - eller man finder andre steder at gennemføre den sindets renselse, som i ens øjne er forudsætningen for et mere autentisk liv. Simple living, eller hvad man nu kalder det. Det bygger alt sammen på en afsondring eller en adskillelse: en adskillelse mellem lyset og mørket, mellem troen og verden, mellem mig og alle de andre.
Nu er de eksempler, jeg her har nævnt, på mennesker, der har trukket sig ud af verden for at leve et helgenliv, undtagelser. Det, som er vigtigt at få sagt, er, at selve det med afsondringen eller det med at skille tingene ad, er noget vi alle sammen benytter os af. Mit liv og andres liv må holdes ude fra hinanden, siger vi: jeg skal tage vare på mit liv, de andre på deres. Jeg er selv forfatteren til mit liv, men til de andres liv er jeg kun tilskuer. Eller vi siger: der gælder én slags normer for mig og mine nærmeste i vores fællesliv; men de kan slet ikke bruges, når talen er om samfundslivet.
Vi synes det er i orden, hvis man bliver revet med af sine følelser, når det gælder forholdet til ens nærmeste, men vi synes bestemt ikke det er i orden, hvis det sker i større målestok: dér er det med at bevare nøgternheden, at lade være at lade sig rive med.
Sommetider kan man næsten synes, der er en form for personlighedsspaltning over forholdet mellem os og samfundet. De fleste mener, at de lever ordentligt, hæderligt og ansvarligt (og det gør de vel også betragtet sådan hver for sig) - og alligevel er samfundsproblemerne støt voksende med misbrug, miljøsvineri, ensomhed og en meget generel mangel på glæde.
I kirken har det i nogen udstrækning været det samme: vi har lavet en hel masse adskillelser, mellem indenfor og udenfor, mellem gudstjenesten p.d.e.s. og hverdagen p.d.a., mellem det religiøse p.d.e.s. og det verdslige p.d.a.s.
Der er blevet sagt mange sandheder inde i kirken om den enkeltes forkrøblede liv, men der er ikke mange af sandhederne, der er nået udenfor. Det, man kalder evangeliets lys, har strakt til kirken, men vi har ikke vandret mange skridt bort fra den, før dunkelheden igen har rådet, og vi har måttet famle os frem. Det har ikke været som et lyn, der splittede mørket i verden og rakte hele vejen fra vest til øst. Der mangler ofte et 'remtræk' mellem det, der siges i kirken, og den virkelighed, vi lever i. Gud har vi haft berøring med i kirken - men vi har haft svært ved at få øje på ham eller plads til ham i vores daglige virkelighed.
Men kirken er anbragt i denne verden. Og det er den for at kaste lys ind i mørket. Kristendommens mening er at bringe sandheden for en dag, også i det tilfælde hvor sandheden er ilde hørt. I er jordens salt, siger Jesus. Og saltet svier, samtidig med at det renser. I er verdens lys, og et lys tænder man ikke for derefter at sætte det under en skæppe.
Men det er jo i en vid udstrækning, hvad der er sket. Martin Luther skriver i en prædiken netop til denne dag om alle de hellige, som har trukket sig bort fra verden og sidder i kakkelovnskrogen og gør gode gerninger - fordi de er bange for at sige verden det, der skal siges. Man kan godt sige, at kirken og kristendommen i nogen grad har fundet sig i at blive forvist til kakkelovnskrogen.
Hvad sker der ved det? Hvad sker der ved at undlade at lade lyset brede sig ud til verden udenfor og i stedet for lade verden udvikle sig efter sine egne sære love? Der sker det at man overlader den til håbløsheden. Der sker det, at selvom man siger, at i verden skal fornuften råde, så bliver det liv, som skal leves der, offer for de mest irrationelle kræfter og love, f.eks. et monster som det, man kalder 'markedet'.
Hvad sker der med vores eget liv, hvis Gud bliver forvist fra den daglige virkelighed? der sker det, at det går mere eller mindre i spåner i stress og afmagtsfølelse overfor problemerne. Og så bliver søndagens eventuelle kirkegang ikke den begivenhed, der sætter alt andet i ugens løb i perspektiv, men den bliver en isoleret hændelse. Ikke en kraftkilde og et håbets vendepunkt.
Tiden er kommet, hvor vi igen trænger til at høre, at Gud er på færde overalt, og at alt, hvad vi gør, og alt hvad der sker, skal bedømmes og dømmes ud fra den kendsgerning, at denne verden er Guds. Tiden er kommet, hvor der er mere brug for evangeliets salt end nogensinde før, hvor sandheden kan komme for en dag, hvor det kan blive sagt lige ud, at hvor menneskene selv vil være herrer, og hvor deres fornuft alene skal stå for styret, der går det ad helvede til. Tiden er kommet, hvor der er mere brug for evangeliets lys end nogensinde før, det lys, som afslører falskheden og dobbeltbundetheden og løgnen i meget af det, der siges om fremskridtets velsignelser, men som også viser, at kærlighedens og fællesskabets liv er det, som vi er skabte til.
Man kan godt forlade denne verden, sådan som nogle af helgenerne gjorde, og så overlade den til håbløsheden og elendigheden. Men Gud viste, at det var det sidste, han kunne drømme om at gøre - da Jesus gik omkring og var salt og lys på denne jord, i denne verden.
Der er ikke brug for helgener, for hvem deres eget sinds renselse og deres eget livs renhed er hovedsagen. Den sag kan man lade Gud om. Men der er brug for mennesker, der vil gå ind i verden og sige til og sige fra - og blive udskældt for det, men blive ved dermed, fordi alt andet vil være at overlade den til håbløsheden. Lyset i verden, lyset i vores eget hverdagsliv, lyset ind over døden kommer fra Gud. For vi alle, de levende og de døde, ja, hele denne verden er stadig hans. Amen