Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis, 05.08.2007
Predigt zu Lukas 16:1-9, verfasst von Hanne Drejer
Der findes som bekendt mange fordomme om kirke og kristendom. En af de mere sejlivede er, at det, der siges i kirken og står i Bibelen, ikke har ret meget med virkeligheden at gøre!
Den fordom burde da kunne aflives, når man har hørt denne søndags evangelium.
Men hvad skal vi dog med den umoralske historie? Ja, får vi ikke andet ud af at komme i kirke i dag, end dette, at i dag handlede det da i al fald om det virkelige liv, så er det dog også et budskab!
En mand i en højt betroet stilling bliver afsløret. Han har snydt og bedraget med sin herres ejendom og står nu til afskedigelse. I allersidste øjeblik når han alligevel at redde sig selv fra tiggerstaven, nemlig ved at skaffe sig medskyldige. Han opsøger nogle andre, der også skylder hans herre penge, og ændrer på gældsbeviserne, så det nu ser ud som om de skylder mindre end de faktisk gør.
Og det var jo herligt for dem, men mindst ligeså herligt for godsforvalteren, for dermed er de og han jo i samme båd. For nu skylder de jo godsforvalteren en tjeneste for den, han har gjort dem. Han kan jo true med at afsløre deres fælles bedrageri, hvis ikke de behandler ham pænt, nu hvor han har brug for det!
En historie taget lige ud af det virkelige liv. En banal og hverdagsagtig historie om frækhed og svindel, egoisme og ansvarsforflygtigelse, som dem vi dagligt kan læse og høre.
Javel. Men hvorfor roser herren denne mand? Jo, herren roste den uærlige godsforvalter, fordi han havde handlet klogt, står der!
Og det er jo da også sandt. Han gav ikke op så let, men fræk og kvik som han var, sørgede han for at redde sig selv. Og det var jo klogt, det er da sandt! Det var bestemt hverken pænt eller rosværdigt eller moralsk uangribeligt, men klogt, det må man sige det var.
Og den slags fortællinger om egoistiske og umoralske mennesker, som det alligevel går godt, fordi Gud vil det, vrimler det faktisk med i Bibelen.
Tænk på den største konge jøderne har haft: kong David, som var en stor hærfører og en begavet politiker, der med rette er berømt for at give landet ære og berømmelse. Men også han var kun et menneske, som en skønne dag misbrugte sin magt. Da han nemlig fik øje på den skønne Batseba, fik han behændigt skaffet hendes ægtemand Urias af vejen. David beordrede blot at Urias skulle sættes på så farlig en post, at han ikke kunne undgå at blive dræbt, når hæren næste gang skulle i kamp. Hvorefter David kunne indlemme Batseba i sit harem.
Uanset alle sine fortræffeligheder som konge, er David som menneske præcis så lille og egoistisk og syndig som alle andre.
Og tænk på jødernes stamfar Jakob. Han var tvillingebror til Esau, og Esau var faktisk den førstefødte og derfor i en jødisk familie den, der skulle være familiens stamfar og modtage sin fars velsignelse. Men Jakob snød sig til førstefødselsretten ved at friste den sultne Esau med en ret linser og snød sig bagefter til faderens velsignelse ved at gå ind til den blinde far og udgive sig for at være broderen Esau.
Og en gang udtalt kunne denne velsignelse ikke tages tilbage.
Så selvfølgelig blev der dødeligt fjendskab mellem de to brødre og Jakob måtte flygte, men ikke desto mindre var det ham, den bandit, der blev jødernes patriark og af Gud selv fik navnet Israel og blev stamfar til Israels 12 stammer.
Bibelen vrimler med tilsvarende fortællinger.
I dag hører vi Jesus fortælle endnu en, den om den uærlige godsforvalter. En historie der lyser af frækhed og klogskab og overraskelser, og som er helt på linie med så mange af bibelens andre fortællinger, der altid fortæller om virkelige mennesker på godt og ondt.
Her er ingen svævende bortforklaringer. Sådan var verden dengang, som den stadig er.
Forvalteren når at redde sig fra tiggerstaven, og man aner næsten at affæren nu er så omfattende, at det ikke kan betale sig at trævle den op. Ligner det noget vi kender? Ja mon ikke! Sådan går det til hvor der virkelig er penge, mange penge på spil, og det gjorde det åbenbart også dengang.
Men hvad skal vi stille op med slutningen, at Herren roste den bedrageriske godsforvalter fordi han havde handlet klogt? Hvor er evangeliet dog henne, når sådan en fyr kan blive rost?
Jamen, her er det glædelige budskab da netop ikke svært at få øje på. For når selv kong David, der misbrugte sin magt kunne bruges, og Jakob der snød sig til at blive familiens overhoved, dog blev jødernes patriark, og en bedragerisk godsforvalter der nægtede at give op, dog fik ros, så er der måske også håb for os.
Endelig er det jo ikke altid lige dejligt at blive rost! Ros kan også være sarkastisk ment, og svide som salt i et åbent sår. Som det fortælles om en anden godsejer, der engang roste sin gartner i en anbefaling, som han gav ham. Deri skrev godsejeren: Det er helt utroligt, hvad den gartner har fået ud af min have!
Og det lød jo pænt.
Sandheden var blot, at den dygtige gartner ikke kun var dygtig til at få blomster og grøntsager til at trives, men også dygtig til at sælge løs af det og putte pengene i sin egen lomme.
Men da godsejeren opdagede dette bedrageri, og selvfølgelig helst ville af med manden hurtigst muligt, opfordrede han gartneren til at søge en anden stilling, og gav ham den anbefaling, at det var rent utroligt hvad han havde fået ud af hans have!
Og det var jo heller ikke løgn!
Jesus sagde om sig selv at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere! Det er det, der er evangeliet, det er det glædelige budskab, - når vi ellers er kommet os over at vi altså bliver kaldt for syndere!
Bibelens fortællinger om Gud og mennesker lægger ikke noget til og trækker ikke noget fra. De fortæller den usminkede sandhed om os. Og den sandhed er kun til at bære af en eneste grund, at Gud er til og kan og vil bruge os i sin tjeneste - selvom vi er som vi er.
Derfor behøver vi heller ikke ændre ved denne umoralske fortælling om den bedrageriske godsforvalter, der endte med at blive rost.
For som vi hørte i epistelen, den 1. læsning fra altret denne søndag:
Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder (og sandsynligheden er ganske stor), så har vi en talsmand hos faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens.
Guds søn kom til os, som vor frelser og forsoner, fordi vi ikke selv formår at komme til Gud. Han kom og bliver ved at komme med Guds rige og Guds nåde til os, hvad enten vi er bedrageriske godsforvaltere, der har sat alt overstyr, eller vi er pæne ansvarlige borgere, der kæmper for ikke at skylde nogen noget. Det som vi aldrig når til - ikke at skylde nogen noget! Selvom vores meget moralske tid gør alt for at bilde os ind at vi kan nå dertil.
Og tænk engang, det betroede gods tages ikke fra os, selvom vi ikke lever op til kravene. Vi får en ny chance hver eneste ny dag! Amen.