Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 29.07.2007
Predigt zu Mattæus 7:15-21, verfasst von Eva Meile
Der skal på en måde lidt mod til at gå på prædikestolen og læse disse ord op for menigheden: Tag jer i agt for de falske profeter! - selv om de i dagens religiøse supermarked er mere aktuelle og fristende at udslynge end nogensinde. For i iveren for at gå i rette med tidens mange vildfarelser, når det gælder forståelsen af, hvad kristendom er, indsniger der sig en forstyrrende, selverkendende indrømmelse, der kræver at komme til orde, nemlig: Én ting er, at Jesus kunne sige: Tag jer i agt for de falske profeter, for han var - ikke bare en sand profet, men sandheden selv. Men alle, der siden har forkyndt hans ord og ordet om ham, præster, lærere i kristendom, teologer og missionærer, hvordan kan vi - uden at advarslen bliver en boomerang, et våben, der sigter imod os selv - tage ordene i vores mund? Hvordan kan vi være sikre på, at vi aldrig selv er havnet i den falske profets rolle, fordi mange af vore egne ord og tanker er kommet til at forurene ordet fra Gud?
Er der et ord fra Herren? Sådan har mennesker spurgt i tusinder af år. Sådan fortæller profeten Jeremias, at kong Zedekias havde spurgt ham, da han havde bragt sig og sit land Juda i en farlig situation, bl.a. fordi han havde rådført sig med nogle falske profeter, der havde opmuntret ham til krig. Nu henvender han sig i nødens stund til Jeremias og spørger ham om fremtidsudsigterne med ordene: er der et ord fra Herren? Og det er der. Jeremias giver ham det sande, men forfærdende svar: Du skal overgives i Babels konges hånd.
Det er ikke så mærkeligt, at de andre profeter havde valgt at sige nogle mere behagelige "sandheder", hvem vil ikke gerne sige noget opmuntrende til andre mennesker? Være imødekommende over for deres ønsketænkning? Det er en situation, som ikke mindst præster i dag kender godt. Der er så mange, der har vendt sig fra kirken i de sidste par generationer, der er mange, der i dag er fremmede og også negativt indstillede over for kirkens sprog, for de klassiske teologiske begreber: synd og dom og frelse og forladelse, og så er det fristende for præsterne at finde nogle nutidige og blødere ord, der glider lettere ned.
Det behøver ikke at være et udtryk for at, præsterne jager efter popularitet, på kirkens eller egne vegne. Det kan godt være ærlige forsøg på at forklare og fortolke og gøre attraktivt, hvad evangeliet handler om. Alligevel er risikoen for at blive en falsk profet til stede. Ja, den er måske endda større, jo flere gode og kloge ord, man finder frem, for der er jo det ved menneskers ord, at de både siger for meget og for lidt. For meget, idet de ofte er tvetydige, de har så mange betydningsnuancer, at de nemt kommer til at sige noget andet end det, de tilsigter, de bliver misforstået - noget, som man som præst ikke sjældent er ude for og måske også selv skyld i. Og for lidt siger de i den forstand. at de aldrig kan udtrykke det kristne budskab bedre og mere præcist, end det er gjort med Det nye Testamentes egne ord: Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Det vigtigste for en menighed er, at dette ord, som er og bliver selve ordet fra Herren, fra vores Herre, Jesus Kristus, at det får lov til at stå lysende klart, at det gennemsyrer alt, hvad der sker i gudstjenesten, og aldrig drukner i nok så megen velment ordgyderi fra præstens side.
Nu er der i evangeliet i dag antydet, at der er et usvigeligt kendetegn på, om profeters og præsters forkyndelse er sand eller falsk: I kan kende dem på deres frugter.
Men hvad betyder det? Betyder det, at der, hvor menigheden vokser, hvor folk strømmer til af glæde over en fortræffelig prædikant, dér virker en sand profet? En fyldt kirke - det må vel være en god frugt?
Nej, ikke nødvendigvis. Der er det særlige ved den gode frugt, som er en følge af, at mennesker har hørt et ord fra Herren, at den slet ikke er synlig i objektiv forstand, sådan at enhver kan se: dette er frugten af evangeliet. For alt, hvad der er synligt, er lige så tvetydigt som menneskeordet. Det kan have alle mulige årsager.
Der er kun et eneste kriterium for den sande prædiken frem for den falske, og det er, at den høres af det enkelte menneske som Guds nådige ord, det ord, som gør tilværelsen ny, og som skaber taknemmelighed og kærlighed i hjertet.
Og det er ikke noget, der kan objektivt konstateres. Guds ske lov for det. Men man kan trygt stole på, at hos det menneske, der har hørt ordet, gør det sin virkning, dér skaber det liv af død og kærlighed af ligegyldighed og tro af vantro.
Det objektive kriterium på de sande frugter findes altså ikke. Heller ikke såkaldt "gode gerninger" er et sikkert vidnesbyrd på tro. Sagen er jo, at alle troens synlige gerninger lader sig gøre uden tro, alle synlige gode gerninger lader sig gøre uden godhed, alle kærlighedens synlige gerninger lader sig gøre uden kærlighed. Alt lader sig hykle.
Til syvende og sidst er det kun Gud selv, der ved, om hans ord er hørt. Om prædikenen har båret frugt. Om forkyndelsen var sand. Dommen derover tilhører ham.
Vi skal derfor ikke i kirken bekymre os om ordets succes. Vi skal overhovedet ikke bekymre os, men glæde os over, at Gud selv tager ordet ved vores gudstjeneste og kommer helt nær til os på en måde, som ikke kan ødelægges af menneskeord, nemlig i dåben og i nadveren. I dåben, hvor han tager imod og velsigner et lille nyt menneske - om han eller hun er tre måneder eller 30 år er ikke afgørende - lille er man, når man giver sig ind under Guds omsorg og barmhjertighed, og ny er man, når denne Guds kærlighed og tilgivelse skyller alt det bort, som vil holde en nede i selvtilstrækkeligheden og trivialiteten.
Og i nadveren, hvor Guds ord bliver til håndgribelig virkelighed, hvor det kan smages, spises og drikkes, uberørt af menneskesprog. Hvor kun Guds direkte, personlige henvendelse er hørlig: her er jeg, tag imod mig. Din synd er slettet, det evige liv er dit, du er et nyt menneske.
Om denne påstand er sand eller falsk, og om ordene bærer frugt eller ej, det kan kun dit og mit hjerte svare på. Og svaret, som er lig med lydighed og taknemmelighed, kan ingen anden end Gud høre. Men han hører det med sikkerhed. Amen.