Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 25.11.2012
Predigt zu Matthæus 11:25-30, verfasst von Marianne Frank Larsen
Filmen "Sophie Scholl - de sidste dage" er den autentiske historie om Sophie, der sammen med sin bror uddeler løbesedler i protest mod den nazistiske regering på universitetet i München. De bliver arresteret den 18. februar 1943, dømt til døden for højforræderi den 22. februar til middag - og henrettet samme dag kl. 17. Filmen er baseret på forhørsprotokollerne og på erindringer fra dem, der var sammen med Sophie i fængslet de sidste dage. Hun blev kun 21 år, så det er en dybt sørgelig film. Men det er samtidig en meget smuk film, fordi den skildrer hendes mod til at trodse autoriteterne og sige sandheden, koste hvad det vil. Rank sidder hun i forhørslokalet, mens forhørslederen hidser sig op, rank står hun i retslokalet, mens dommeren overfuser hende, rank går hun ind til guillotinen. Samtidig med, at vi også ser, hvor bange og ulykkelig hun er, når celledøren er lukket. Men det skal de ikke se! Modet til at tale så frit og holde sig så rank har Sophie ikke fra sig selv. Det har hun fra sin far hjemme i Ulm. Sådan har han lært sine børn at gøre. Men hun har det også fra sin far i himlen. Med ganske få ord, uden føleri, ser vi hende bede til ham. "Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig", siger hun, og vi oplever det, som om Sophies hjerte finder hvile hos ham. Som om hun hviler i noget, der er større end systemet og større end hende selv, da hun bliver ført til forhør og til døden.
Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, siger Sophie, og ordene har hun lånt af den gamle kirkefader, Augustin fra Milano, der var biskop i Nordafrika i 300-tallet. Han indleder simpelthen sine erindringer med de ord: "Du har skabt os til at høre sammen med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig". Sophies hjerte er uroligt, fordi hun tænker på dem, der holder af hende. Hvad skal der ske med faderen, som allerede har mistet sin stilling på grund sine holdninger, hvad skal der ske med moderen, der er svagelig og ikke vil kunne bære sorgen over at miste sine børn, hvad med kæresten, som er ved østfronten, hvad med broderen og vennerne, og hvad med hendes eget unge liv? Men også vi, der bare lever ganske almindelige liv, kender hjertets uro. Bekymringerne for vores børn, vores syge, vores forældre, fortrydelsen over det, der skulle have været anderledes, sorgen over det, der er forbi, søvnløse nætter med myriader af tanker om det, vi skal nå, og det, vi skal tage stilling til, og det, vi er bange for, og det, vi ikke kan klare. Augustin har ret. Vores hjerter er urolige. Og nogle af os kan ikke finde hvile i vores egne tanker eller vores egne følelser eller vores egne resultater. Vi hviler ikke i os selv.
Og jeg tænker, at det ligger i selve ordet: hvile. At det finder vi ikke i os selv og det, vi kan, for hvile betyder netop at give slip på os selv og det, vi kan - og det, vi skal og vil, og på alle de tusind ting, vi selv tænker og føler og mærker. Først da glider øjnene i, og kroppen og sindet får den hvile, vi har så meget brug for. Det gælder bogstavelig talt, men det gælder også i overført betydning, at skal vi finde hvile, som Sophie i forhørslokalet, så har vi brug for noget andet at hvile i end os selv. Noget, eller nogen, der favner os og værner om os, som vi er. Sophie hviler i sin jordiske fars kærlighed, hans ranke holdning og hans ubetingede tillid til hende. Og hun hviler i sin himmelske fars omsorg og hans gode løfte om en ny begyndelse til trods for, at alt er forbi. Jeg kunne også sige, at hun hviler i hans gode hænder. Det er ingen sovepude. I hans gode hænder kan Sophie ranke ryggen og sige det, der skal siges, med en ro, der udstiller de hidsige embedsindehavere, hun er oppe imod, som ynkelige, små mænd.
Kom til mig, alle I der slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Sådan siger Jesus til os i dagens evangelium, og det er lige de ord, vi har brug for netop nu. Ikke i maj og juni, når lyset vokser og sommeren ligger lang og lysegrøn foran os. Men netop nu i november, når mørket bliver tættere time for time, og hjerterne bliver urolige af tab og bekymringer, og vi slider os trætte uden at kunne finde hvile. Netop nu kommer de ord til os som en kalden, der rører os og rammer os. Tænk, at der er een, der vil give os hvile. Den hvile, han kalder os ind i, er den hvile, han selv taler og handler i. Med rank ryg og frie ord, uden frygt for, hvad det kommer til at koste at sige sandheden, hviler han i, at Gud er hans far, og han selv er Guds barn. Og kalder os ind i det samme forhold, den samme hvile, den samme tillid. Tilliden til, at vi er elskede børn af hans himmelske far. Uanset hvor gamle vi er, og uanset hvor vi er i vores liv, uanset hvad der lykkes for os, og hvad der ikke gør, uanset hvad vi har mistet, og hvad vi har sat over styr.
Hvile, siger han, men i samme åndedrag taler han om åg og byrder, vi skal tage på os, og i vores ører er det præcis det modsatte af hvile. Åg og byrder - det plejer at være alt det, der tynger os, alt det, der slider os ned og gør os trætte. Men Jesus hævder, at hans åg er godt, og hans byrde er let, og så må vi selv tænke over, hvad det er for et åg og en byrde. Et godt bud er, at det er det åg og den byrde, der ligger i at se i øjnene, at vi ikke skal klare det hele selv. At vi ikke kan finde hvile i vores egne følelser eller vores egne resultater, lige meget hvor mange visioner og strategier, vi lægger, og lige meget hvor mange teknikker, vi lærer, lige meget hvor mange selvhjælpskurser, vi tager, og hvor fokuserede vi er. For dét er jo et åg og en byrde for vores forfængelighed og for vores selvhævdelse. At vi aldrig kommer til at hvile i os selv, hvis ikke vi finder hvile hos en anden. Det er det modsatte af, hvad vi plejer at tænke. Det er så tungt et åg at skulle se det i øjnene, eller jeg kan også sige: det er så provokerende, at det kom til at koste ham selv livet. Han, der kom for at give mennesker hvile, fik ikke selv nogen hvile her hos os. Tværtimod; han blev forrådt, forfulgt, fanget ind og slået ihjel for den måde at tale om Gud og mennesker på og for det tilbud om hvile, han gav. Men selv på korset hænger han og kalder os til sig.
Vi tror, at han stod op af døde, og det er derfor, vi kan høre, hvad han siger, når han kalder på os i dag. Og hvis vi hører ordentligt efter, så opdager vi, at den byrde og det åg, han lægger på os, er det, han selv bærer, sagtmodig og ydmyg af hjertet, som han er, blottet for selvhævdelse, uden et eneste holdepunkt i ejendom eller karriere eller visionsplaner eller strategier. Han falder aldrig for fristelsen til at hævde sig selv. Fuglen har rede og ræven har grav, men han har absolut intet, han kan hvile sit hoved på. Han hviler alene i forholdet til sin far. Bliver ved med at være sin fars søn og vores bror - og intet andet. Og hvis vi mærker efter, når han lægger åget på os, så opdager vi, at nok tynger det os at erkende, at vi har brug for en anden. Men det er samtidig et rigtig godt åg og en forbløffende let byrde, fordi det holder os fast på, at vi ikke bare er os selv. Vi er hans fars elskede børn. Og det er sådan set en lettelse. Et forhold og en identitet, vi kan hvile i.
Det er sidste søndag i kirkeåret. Vi haster afsted for at nå alt det, vi skal, og hjerterne vakler, mens det mørkner omkring os. Men på tærsklen til vinteren står der een og kalder på os, og hvis vi hører godt efter, kan vi høre en fin og lys klang i hans ord, et varsel om noget, der kommer. Salmedigterne har også fornemmet det allerede nu i november. Det er lyden af englenes stemmer julenat. Fred til mennesker, synger de. Jeg vil give jer hvile, siger han, og ordene fletter sig ind i hinanden, for her står han, ham der selv er Guds fred til mennesker, og rækker os den hvile, vi har så meget brug for. En far, der holder os i sine gode hænder og ser os som sine egne dyrebare børn. Vores hjerter er urolige indtil de finder hvile hos ham.
Amen