Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i Advent, 02.12.2012
Predigt zu Matthæus 21:1-9, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
På prædikestolens kant står et lille æsel af træ, - det er slidt, har knækket et ben og sine ører. (en figur fra min barndoms krybbe)
Enhver ved, at vores sprog ikke kun består af ord. Når du og jeg virkeligt vil sige noget vigtigt til hinanden, mødes vi ansigt til ansigt, og vore kroppe har talt længe inden, vi åbner munden for at sætte ord på. Vi har aftalt mødet, forberedt os, bevæget os, vore skridt har taget retning mod hinanden, vore øjne har mødtes og kroppens holdning har sladret om alt længe inden, ordene kom til. Alligevel kan ordene ikke undværes. Hvad enten det er et kærligheds møde, hvor ansigterne lyser af gensynsglæde og forventning, og favnen er åbnet på lang afstand, eller det er et vredt møde, hvor kroppen signalerer afstand og mistro eller ligefrem aggression. Vi har brug for ordene til at stadfæste, hvad vi aflæser i hinandens kroppe. Ordene er som tegnestifter, der hænger budskabet fast på sindets opslagstavle. Kroppen husker, ordene er dens hjælpere og tjenere.
Når jeg rækker højre hånd frem imod dig med et smil, er du ikke i tvivl om, at jeg gerne vil hilse på dig. Vi trykker hånd, ser hinanden i øjnene og udveksler en hilsen. Hvis jeg rækker hånden ud med håndfladen opad, signalerer jeg noget andet, og du vil se på mit ansigt og mine øjne for at finde ud af, hvad jeg vil. Tydeligvis har du noget, jeg gerne vil have - det signalerer min åbne hånd. Ordene følger efter og kan gøre det klart.
Sproget har sine konventionelle tegn, - vi kan pege en retning ud for hinanden, vi kan vinke, nikke, ryste på hovedet og vide, hvad der menes. Dog, ikke altid, - længere sydpå betyder et nik med hovedet "nej", mens at ryste på hovedet betyder "ja". Men også undtagelser hitter vi hurtigt ud af. Når en mand (plejer det at være) falder på knæ foran sin udkårne, er der et frieri på vej. Knæler jeg ned foran alteret, er jeg tydeligvis i færd med at bede. Knæler jeg ned foran et lille barn, er det for at være i øjenhøjde, -eller evt. for at hjælpe med en sko eller en vante, der driller.
Sommetider siges der mest uden ord, - der bliver sagt meget uden ord i dag. Æslet her foran mig siger ikke en lyd, men taler alligevel sit eget sprog. Det ene tændte lys af de fire på kransen taler om, at vi er på vej til noget, at vi er i forventning. Vi er begyndt at tælle dage, vi tæller ned, noget er på vej til os fra fremtiden. Der er både glæde og frygt i forventningen. Til trods for ritualer, traditioner og en hel drejebog af gøremål og ting, der hører sig til denne tid på året, så kan vi ikke vide, hvordan forventningerne indfries, om håbet holder eller skuffes. Vi kan kun forberede os, gøre os klar og gøre vores del af det, så godt vi kan.
På den måde ligner vi æselet, - der ikke har indflydelse på de store begivenheder, men bare gør sit. Æselet udfører sin del af opgaven i det store billede. En profeti opfyldes, et tegn, - en hel historien fortalt uden et eneste ord. Æselet arbejder, og der er en samhørighed mellem æselet og rytteren i al deres lavmælte sagtmodighed. Det er som om, de to forstår hinanden, og i det mindste forstår de væsentligt mere, end den hujende menneskemængde med deres kapper og palmer gør.
Ordene er: "Hosianna Davids Søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! " og det, vi forstår af det, er ordene: "han, som kommer". Resten kræver lange forklaringer om Kong David og det jødiske folks forventning om en fredskonge, Messias, profeten Zakarias og meget andet, der ikke rigtigt er rum i vores granduftende tanker, hastigt på vej imod jul.
Så er det godt, at Gud kan tale det ordløse sprog og sende os et æsel. Dér står det på kanten og minder os om, at han, som kommer os i møde, er sagtmodig. At håbet ikke kommer buldrende som en stormflod, men sagte og vedholdende trommer sig vej ind i hjertet. Vi kan næsten se og høre det i æselets hove, der midt i tumulten, sagte trommer mod den sandede vej fra den Gyldne Port til Tempelpladsen. Gud kommer til os, og hjertets døre åbner sig langsomt, håbet finder vej midt i al forventningens tumult. Så sagte, stille, tålmodigt er håbet om, at alting endnu er muligt, at kærlighed endnu kan finde sted og fred sænke sig over den hele jord. Det sagtmodige håb kan vokse sig stærkt ved synet af kongen på æselet. Guds sprog består af andet end ord, mere end ord. Guds sprog er i det ordløse, i tegnene - Gud tegner en konge på et æsel for os. Se!
Gud lod et ord falde. Guds Ord faldt på jorden som et menneskebarn i en krybbe. Ordet var kærlighed, - først og sidst. Sagte, modigt, tålsomt baner den kærlighed sig vej ind i vore hjerter. I dag kommer Han til os på et æsel. Glædelig Advent!