Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 09.12.2012
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Der har til alle tider været mennesker, som har været ivrigt optaget af Jesu genkomst og dommedag. Andre har bedt sig fri for at beskæftige sig for indgående med den slags, fordi det alt for let fører til skræmmekampagner og spreder frygt og uro. I dag bliver vi slet ikke spurgt, om det er et emne, der interesserer os eller ej. I dag får vi forkyndt, at verden skal gå under og Jesus Kristus skal komme igen. Undergangen vil ske med bulder og brag, og måske endda før vi regner med det.
Men det er som bekendt ikke sket endnu, selvom det er mange hundrede år siden, Jesus fortalte om det, og endda føjede til, at det skulle ske snart. Derfor har mange efterhånden afskrevet tanken. De første kristne derimod var helt overbeviste om, at Jesus snart kom igen. De troede, det ville ske i deres egen levetid. Den opfattelse havde Paulus også. I hvert fald, da han var ung. Da mente han, at han selv ville nå at opleve, at Kristus kom igen.
I de første menigheder var der mange, der levede i forventning om, at dommedag var lige om hjørnet. Og det var en hel anfægtelse for dem, når nogle af deres medkristne døde. For Kristus var jo ikke kommet endnu. Og hvad skulle der så overhovedet blive af dem, der døde? Ville de gå glip af opstandelsen eller hvad? De første kristne havde af gode grunde ikke noget Ny Testamente at blive undervist ud fra. Kristentroen var så ny, at de ikke havde nået at få at vide, at dem, der dør, før Kristus kommer igen, skal sove hen indtil da.
Der findes også mennesker i dag, som lever med en stærk bevidsthed om, at Kristus snart ka´ komme igen, selvom det hører til sjældenheder. Det fortælles om stiftsprovst Henry Ussing, at han hver morgen bad til Gud og spurgte: "Herre, kommer du i dag?". Og hver aften bad han tilsvarende og spurgte: "Herre, kommer du i morgen?"
Det ville nok ligge mange af os fjernt at bede og tænke som stiftsprovsten. Vi har måske snarere en tendens til at skubbe verdens undergang og dommedag så langt ud i fremtiden, at det bliver længe efter vores egen død. Vi regner ikke med, at det bliver vores hus og hjem, der skal forgå. Ikke vores grønne plæner og blå himmel, der skal ryddes af vejen med et brag. Så vi indretter os solidt. Til tider næsten så man skulle tro, vi skulle være her til evig tid. Samler til huse. Opretter solide pensionsordninger. Fremtidssikrer os. Planlægger langt ud i fremtiden.
Men sagen er helt enkelt, at ingen af os kender tidspunktet. Lige gyldigt hvor mange tegn på verdens undergang, vi får løftet sløret for, så beholder Gud i sidste ende hemmeligheden for sig selv. Kun Gud ved, hvornår det vil ske. Men han vil til gengæld gerne fortælle os, HVAD der skal ske. Og det fortæller han os igennem Jesus.
I evangeliet til i dag er der to ting, Jesus koncentrerer sig om at få sagt til os om verdens undergang og dommedag.
Det første, han fortæller os, er at verden skal gå under med bulder og brag. "Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes."
Det lyder skræmmende og frygtindgydende. Og samtidig kan vi ikke rigtig greje, hvad det er sådan mere præcist, der skal foregå. Derfor har hver generation også gjort sig sine egne tanker om, hvordan verden skal gå under. Vi kan næsten ikke lade være med engang imellem at spekulere på det.
Da jeg var barn, levede jeg med en fornemmelse af, at hvis den forkerte person befandt sig på det forkerte sted, eller hvis en magtfuld person blev tilstrækkeligt vred, så kunne personen trykke på en knap, og hele verden ville mere eller mindre blive udryddet. Dengang atombomben lige var opfundet og siden hen blev afprøvet og viste, hvor meget den var i stand til at ødelægge, da var der i flere årtier masser af mennesker, som frygtede, at vi ville komme til at opleve en 3. verdenskrig. Og igennem en sådan verdenskrig ville atombomber udrydde menneskeheden.
I vore dage er der mange, der forestiller sig, at der vil ske en miljøkatastrofe, som vil gøre en ende på det hele. Det vil måske nok ske over en meget lang årrække. Men ganske gradvis vil vi nærme os det tidspunkt, da katastrofen indtræder, tænker mange. Ozonlag. Klimaforandringer. Eller forurening vil ødelægge verden.
Andre frygter, at der vil opstå en verdensomspændende miltbrand epidemi. Eller at der vil sprede sig en fugleinfluenza, som vil være så langt uden for vores kontrol, at den vil udrydde os.
Vi går måske nok ikke hver dag og tænker på verdens undergang. Men engang imellem kan der sprede sig en stemning af panik eller kollektiv frygt for det, der kan true os og hele verden.
Jesus havde realitetssans nok til at vide, at vi som mennesker kan frygte alverdens ulykker. Vi kan gyse for alt det, der kan gøre en ende på det liv, vi kender. Og Jesus behandlede ikke sine tilhørere som sårbare sjæle, der skal skånes for tanken om undergang.
Men han har mere at sige, end at verden skal gå under med bulder og brag. Han fortæller, at midt i braget kommer Menneskesønnen. "Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Midt i rædslerne skal vi altså se Menneskesønnen komme på himlens skyer.
Når han kommer, da kommer han ikke som atombombens opfinder, der vil forlænge vore rædsler. Han kommer heller ikke som fugle-influenzaens smittekilde eller miljøkatastrofens udspring. Jesus Kristus kommer som forløser.
Ikke ydmygt og beskedent som et menneskebarn i en stald. Men med magt og megen herlighed.
Så vel kan vi frygte for det, der kan få verden til at gå under. Og vel kan vi blive bange ved tanken om, at den verden, vi kender, ikke kan holde for altid. Jesus forklejner ikke vores frygt. Han siger selv, at vi kan blive skrækslagne og grebet af angst.
Men der er én ting, vi ikke behøver at frygte. Det er at blive alene i rædslerne. Det sker ikke. For vi skal møde Kristus som forløseren. Han kommer med en magt og herlighed, hvis omfang vi kun har set glimt af indtil nu.
Uanset hvordan og hvornår himmel og jord skal forgå, så er der én ting, som ikke skal forgå. Det er Jesu ord. "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå." Når verden går under, da skal menneskesønnen tale det ord til os, som selv det største bulder og brag ikke kan overdøve.
Derfor skal vi genkende ham på røsten. Ligesom disciplene, der kæmpede i en lille robåd en buldermørk nat på Genezaret sø. Der hvor himmel og hav stod i ét. De var sikre på, at deres sidste time var kommet, og at de gik den visse druknedød i møde. Midt i de rædsler fik de øje på Jesus. Han kom vandrende på søen hen imod dem. I første omgang blev de skrækslagne og troede, det var et spøgelse. Men da han åbnede munden og talte til dem, genkendte de ham på røsten. Og han kom som forløseren, der bragte dem ud af deres forpinte situation.
Sådan skal vi også genkende ham. Når alting raser og bryder sammen omkring os, da skal vi genkende Kristus på røsten.
Evangeliet til i dag lyder altså, at verden skal gå under. Og vi kan ikke altid undgå at grue for det. Men når vi står midt i undergangen, da kommer han på himlens skyer. Ikke som ondskabens og lidelsernes forlængede arm. Men han kommer som vor forløser. Da skal vi genkende ham på den røst, der siger: "I dag skal du være med mig i paradis." Amen.