Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. Søndag i advent, 16.12.2012
Predigt zu Matthæus 11:2-10, verfasst von Christian Grund Sørensen
Hvorfor svarede Jesus ikke bare "Ja"?
En ven af mig var for nylig landet i Kastrup Lufthavn. Han tog en taxa ind mod Rådhuspladsen, og blev sat af langs siden af bygningen. Som ukendt i byen var han noget desorienteret og spurgte chaufføren: Hvor ligger Rådhuspladsen? "Se dig om!" lød svaret, og så var taxaen væk.
Min ven kunne ikke se noget, der lignede et Rådhus, og begyndte at vandre ned ad gaden. For at orientere sig vendte han sig om - op pludselig, der bag ham, ganske tydeligt, lå Rådhuset.
Han stod faktisk på selve Rådhuspladsen. Men han havde ikke set det. Han manglede det rette perspektiv. Den lille vandretur fik ham til at se med friske øjne.
Hvorfor svarede Jesus ikke bare "Ja!"?
Vi hører, at nogle af Johannes Døberens tilhængere kom til Jesus med et ganske seriøst, eksistentielt spørgsmål "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Eller med andre ord, er du Messias, Guds Søn?
Her er det så vi erfarer, at Jesus åbenbart er forbilledet for den uhøflige taxachauffør! Han siger nemlig det samme: " Se jer om!"
Eller med Bibelens ord: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige."
Alt sammen ting der skulle, ske, når Messias, Guds Søn, skulle vise sig på banen. Og hvad var det, der skete? Vi kender beretningerne fra Det Nye Testamente: Den blinde mand ved vejgrøften, der hører Jesu stemme, og får sit syn igen. Manden, der havde ligget i årevis ved Bethesdas Dam og bedt for et mirakel. De fattige, vanføre, blinde og lamme, der fik indbydelsen til Guds Rige!
"Da skal blindes øjne åbnes", forudsiger Esajas, som vi lige hørte det, " og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld."
Ok. Så langt så godt... "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser..."
Men hvorfor svarede Jesus ikke bare "Ja!"?
Måske det har at gøre med, at det budskab Jesus har til os er så vigtigt, at det hverken kan eller skal antages, bare fordi nogen siger det?
Mon du kan huske, hvordan man kører på cykel? De fleste af har det siddende et eller andet sted på rygraden. Og det siges jo, at den lærdom, man på den måde har fået ind i kroppen, den glemmer man aldrig.
Vi husker ikke altid hvad, der bliver sagt, men hvad det gjorde ved os. Af denne prædiken vil der nok kun være brudstykker tilbage i erindringen på jer i morgen - og måske endda også hos mig selv.
Men hvis Gud er kommet til gennem prædikenens ord at berøre et ømt sted i dit eller mit liv eller sind, så husker vi den lægende eller smertefulde berøring i lang tid. Måske for altid. Gud har sat et uudsletteligt spor i vores liv.
Og hvis det så er noget, vi ikke bare har hørt med vore ører, men set med vore øjne, eller måske har oplevet det, så det sidder så dybt i kroppen som det at cykle, ja så bliver det aldrig glemt, medmindre vi fortrænger det.
Vi hører om Jesus, Livets Ord i 1. Johannesbrev kap.1: "Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved." Sansning på alle niveauer...
Måske det nu giver mening, at Jesus ikke nøjedes med et "Ja". For ville det have overbevist Johannes og hans venner? Måske i begyndelsen - men hvad så når det blev hårdt. Og forfølgelserne og tvivlen kom. Og Johannes kom endda til at ende sine dage med hovedet på et fad. Om nogen havde Johannes brug for en tro, der var rodfæstet, holdbar og fast ind til benet.
Men hvad skal vi så bruge det til i dag? Hvorfor svarede Jesus ikke bare "Ja!"? Og hvorfor svarer Jesus ikke bare "Ja?" I mit liv! I dag? I mit liv 2012 og 2013?
Hvis vi har en lige så lille tro som Johannes Døberen, og Jesus kaldte ham faktisk for den største blandt kvindefødte. Hvis vi har lige så lille en tro som han, så har vi måske på samme måde behov for at erfare - i stedet for at lære udenad?
Den danske filosof Søren Kierkegaard var inde på det, når han talte om, at "Sandhed lader sig ikke remse". Det vi dybest set ved, det er kommet til os gennem en dyb proces af erkendelse, oplevelse, internalisering.
Faktisk er hele Kierkegarrds forfatterskab bygget op på den tanke, at sandheden må vi erkende langsomt. Trin for trin. Gennem forskellige stadier. Først der træder Kristus i virkeligheden til sidst sandt frem for vores erkendelses øjne.
Den danske salmedigter Grundtvig er på samme spor: "Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han før ej havde kær!" Om den helt holder vand, er jeg ikke sikker på. Man kan jo være klog på ondskab, uden at holde af det onde, f.eks.
Måske derfor siger Jesus ikke bare "Ja"! Fordi det, at se, hvem han er og at lære ham er kende kræver alle sanser?
"Smag og se, at Herren er god," lyder det i Salme 34. Og ved nadveren indtager vi, internaliserer vi, føler i vores krop en snert af Guds tilstedeværelse. Vi bruger vore sanser. Ligesom disciplene, der vandrede med Jesus, oplevede hele situationen med hele deres krop og følelsesregister.
Måske må vi - ligesom Johanes tilhængere - og i øvrigt også apostlene - gå igennem en tid med uvished. En tid med indre kamp. En tid med anfægtelse? For først derigennem kommer vi til at se lyset.
Sådan var det for Abraham, der drog afsted uden at vide, hvor Gud ville føre ham hen. Og en Peter, hvis vej gik gennem sværdkamp, fornægtelse og tilgivelse.
Vi er jo i Advent - det vil sige, i afventen på, at Herren viser sig. Ikke blot på den verdenshistoriske scene, for det skete jo konkret for længe siden. Men i dit og mit personlige liv.
Hvorfor svarede Jesus ikke bare "Ja"? - For ligesom Johannes disciple vil vi ret hyppigt gerne have en bekræftelse. Og vi har ikke megen lyst til at vente...
Måske Jesus er som taxachaufføren, der vil have os til at se os omkring. Indse virkeligheden?
Måske er Jesus som den far, der lærer sit barn at cykle. Og der må de første slingrende meter og fald til, før vi lærer at balancere?
Måske vil han, at vi skal leve og erfare - i samspil med Gud, for at vores tro kan vokse og leve ud af den erfaring? I glæde og smerte.
På vej mod jul. At se barnet fra Betlehem, og have ham med i mit liv i dag. 2012 - og 2013.
Amen