Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2012
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Michael Wagner Brautsch
"Den lille dreng Jakob holder Peter Plys i poten og spørger, så snart han ser mig: "Vil du mon være så forfærdelig rar at fortælle Peter Plys en historie?" "Det vil jeg måske nok, men hvad slags historier holder han mest af?" "Han vil helst høre en historie om sig selv!"
Sådan begynder bogen om verdens dejligste bjørn, Peter Plys. Og han afslører sig som meget menneskelig, skønt han er et plys-dyr. Han er meget filosofisk, eftertænksom og spørgende, og skønt han måske er lidt enfoldig, så er han også nysgerrig, og bare man er nysgerrig, så skal man nok klare sig.
Og så vil han helst høre historier om sig selv. Og det vil vi også, og det er en af grundene til at det er dejligt at komme i kirke juleaften. Den kærlighedshistorie der altid fortælles i kirken, er nemlig historien om os selv og hvor højt vi er elsket af Gud. Og om tilgivelse, som ikke er glemsel, men en helt ny begyndelse på noget der allerede er kendt.
En helt ny begyndelse. Som dengang en familie blev drevet rundt i livets storm og uvejr i lang, lang tid, og endelig kunne landsætte deres forhold og familie på toppen af et nyt højt bjerg. Efter al den søgang og deres insisteren på at holde modgangen ud og gøre det sammen med det de fandt vigtigst at bevare, nemlig familien og alt skabt liv, så fandt de et nyt højdepunkt. Det er fortællingen om Noah og hans familie.
Hvis man gerne vil læse en opbyggelig historie om trængsler i parforholdet, og hvordan man overlever sin familie, så må historien om Noah og hans og familiens skib være arke-fortællingen. Intet sted i verdenslitteraturen er så meget parforhold stuvet sammen på så lidt plads og med så megen modgang. Verden falder sammen om ørerne på dem, mens de sidder derinde!
- Det er historien om mange sager, og også om parforholdet, og hvor godt det kan gå, hvis man tager lige meget hensyn til formen (en ordentligt ramme) og indholdet (alt det, der måske er svært at sætte ord på i dagligdagen)! Eller sagt i juleaftens-tale: når man finder en hånd at holde i, midt mellem - og lige tæt på - den uopnåelige stjerne i toppen, og de meget nærværende gaver i bunden - af træet!
Når Hr. og Fru Noah endelig tager mod til sig og får vendt ryggen til de værste fabeldyr: - enhjørning og kentaur og hvad der nu kan stikke hovedet frem, når misforståelser og angst får overtaget, og når de samtidig husker at tillade både husdyr og rovdyr samt partnerens rotter på loftet, i deres fælles skib og fælles sejlads.
Hvordan kommer man videre? Hvordan er den nye begyndelse?
"En dag var Plys spadseret gennem skoven for at høre, om han ven Jakob i det hele taget brød sig om bjørne", står der som indledning til Peter Plys bogens 8. kapitel. Og det er da en meget god begyndelse. Måske er det dét vi spekulerer på, når vi er alene, og måske er det dét vi skal have svar på, når vi endelig er sammen igen. Også i kirken. Om vi overhovedet er elsket!
For 13 mia. år siden samlede Gud alt varme i universet på et meget lille område, mindre end noget øjet kan se, og derefter spredte Han det med stor hast i alle retninger, og gør det stadig.
For 2000 år siden samledes al kærlighed i universet på et meget lille og ydmyg sted, i en stald i byen Betlehem, og derefter var det Guds ønske, at den kærlighed skulle spredes med stor hast i alle retninger, og stadig skal gøre det. Gudsriget, Guds sande kærlighed, som favner enhver der tør blive favnet og tør tage imod en helt ny begyndelse.
Kærligheden er en åben dør, til helt nye verdner. Kærlighedens dør har Gud givet os, men bevægelsen skal vi selv foretage os. At bevæge sig i kærlighed er, at bevæge sig mod Gud. For verden består af åbne og lukkede døre, af begyndelser og afslutninger. Hvis kærligheden er en ny begyndelse, nu, dengang og altid, så er hadet og ligegyldigheden og ensomheden den lukkede dør og afslutningen på noget, der kunne have været.
Da familien Noah havde samlet alt det nødvendige, lukkede de døren til deres gamle verden. Og da udfordringerne var overstået, åbnede de den igen til en ny virkelighed.
Når du kommer hjem og ind i din stue, så prøv at gå hen til den nærmeste dør. Hvis den er lukket, så åbn den, eller omvendt. Du vil da opleve, at der sker noget. Du kan ligeledes gå hen til det nærmeste menneske og gøre det samme. Eller næsten det samme, for mennesker er mere indviklede end døre! Men det er alligevel forbløffende let at åbne og lukke dem, hvis man ønsker det. Det kræver blot, at man interesserer sig for dem. Men: åbn aldrig et menneske, hvis ikke du vil se ind i det. Og luk aldrig et menneske, hvis ikke du har set nok.
Om vi nu åbner eller lukker hinanden som døre, så får vi altid en ny begyndelse. I stalden i Betlehem var døren åben ind til den sande kærlighed og ind til Guds Rige, og samtidig ud til verden, så de første der fik Guds kærlighed at se var markens hyrder, enfoldige, fattige og udstødte.
Og døren blev ikke lukket efter dem, men stod på vid gab, så vise mænd (og kvinder) kunne komme efter. Og ikke nok med det; døren forblev åben, så også kærlighedens fjender endte med at få adgang - dengang i Getsemane have i Jerusalem, omtrent 30 år efter den magiske nat i Betlehem.
Jesus Kristus, Guds Søn! Til de syge Han mødte på sin vej, sagde Han: "Kom ud af jeres livs indelukke, åbn døren og tag en ny begyndelse". Til de døde sagde Han: "Spræng Dødens lænker; lad mig åbne dødens port, så den ikke længere kan holde dig fangen. Kom ind til livet og en ny begyndelse". Til de vildfarne sagde Han: "Jeg er Vejen". Til de søgende sagde han: "Jeg Sandheden", og til de livstruede, dødsmærkede, sygdomsfikserede og triste sagde han: "Jeg er Livet".
"Jeg er døren til Gud", sagde Han også. "Ingen kommer til Faderen uden gennem mig".
Plysbjørnen vil helst høre historier om sig selv, og det vil vi også. "Mens Peter Plys spiste sit morgenmåltid, et meget enkelt måltid, der bestod af honning med marmelade, havde han pludselig fundet på en ny sang. Den begyndte sådan:
Det er rart at være bjørn!
Da han var kommet så langt, kradsede han sig i sit lille trekantede hoved og tænkte ved sig selv: "Ja, den begyndelse lyder såmænd rigtig godt, men hvordan skal det gå med den næste linje?"
Al begyndelse er svær, siger man, men nu er vi jo allerede i fuld gang og et godt stykke henne ad vejen, kærlighedens vej - og Gud ønsker at vi kan sige: "Det er rart at være menneske". Og hvad andet end håbet kunne bringe os så langt?
Lad derfor fortsættelsen, og det sande julearbejde være troen. Troen som styrke, men også som en svaghed, vi tillader os selv og hinanden. Den svaghed, at vi ikke kan være foruden Kristus. Troen er glæde og fortrøstning; den glæde og fortrøstning, at vi aldrig i evighed skal være uden Ham. Det er julens sande budskab. Glædelig jul.
Amen.