Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 12.08.2007
Predigt zu Lukas 19:41 - 48, verfasst von Arne Simonsen
En tidlig morgen i Jerusalem. Solen var ved at stå op over Oliebjerget.
De første stråler ramte kuplen på Klippemoskeen og fik dens guldbelægning til at stråle og glitre. Stille - endnu ingen trafik. Turen ned gennem Kedrondalen og over bækken op til Getsemane Have: Den tur går man aldrig alene - men altid i følgeskab med Jesus og disciplene.
Haven lå fuldstændig øde hen - ikke et menneske. Tiden stod stille.
Man følger hans blik - over mod byen, mod templet og går så lidt til siden, væk.
Han var jo alene, den dag - den dag han brød ud i gråd: som en mor græder over sit barn, som hun ikke mere kan gøre noget for.
Han græd fordi tiden snart var inde. Snart skulle han dø. Og morderne var derinde. Her skulle hans liv ende.
Han græd.
Det er vente-og vågetiden, der er grådens og afmagtens tid.
En af de unge frihedskæmpere: Kim Malthe Bruun, der blev henrettet 6. april 1945 af tyskerne, skriver i et af sine breve fra Vestre fængsel:
"Det slog mig, at jeg nu forstår noget nyt af Jesus-skikkelsen. Det er ventetiden, der er prøven. Jeg forsikrer for: at få drevet et par nagler gennem hænderne, at dø på et kors, er intet ud over noget rent mekanisk, der sætter ens ånd i en sanserus, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men ventetiden i haven, den drypper af rødt blod .....
Jeg kan godt forstå den grænseløse kærlighed, han har følt til alle mennesker og især til alle dem, der var med til at drive naglerne gennem hans hænder. Han har været hævet over enhver lidenskab fra det øjeblik, han forlod Gethsemane. Kun da han vågede, følte han angsten".
Tårer fortæller om smerte - smerten ved ikke at kunne nå den elskede. Smerten ved at blive afvist - og blive mødt med foragt og vrede.
Måske har det været en tidlig morgen og solens stråler har ramt templet tinder - og byen derinde.
Den jødiske historieskriver Josefus, der levede på den tid, skriver: "Hvad templets ydre angår, manglede der intet af det, som kunne gøre indtryk på sjæl eller øje. Det var nemlig overalt beklædt med svære guldplader, og ved solens første stråler tilbagekastede det et så skærende lys, at man måtte vende blikket bort, som om det var selve solstrålerne. Når fremmede nærmede sig det, forekom det dem på afstand, at det måtte være en sneklædt bjergtop; for der, hvor det ikke var beklædt med guld, var det skinnende hvidt."
Det var Herodes, der havde opført templet - et monument over ham selv. Dette grusomme menneske, der altid levede i en vanvittig angst for at nogen skulle berøve ham magten eller myrde ham, efterlod sig en række store bygningsværker.
Men størst af alle var templet - vidt berømt.
Her strømmede befolkningen til helt ude fra de yderste egne på de store religiøse festdage. Størst af dem var påskefesten - til minde om jødernes udfrielse af Ægypten.
Alt magt var samlet i det tempel - her herskede præsteskabet.
Jesus havde været her så tit, først med sin familie - siden alene.
Op ad de enorme trappetrin, der fører op til hedningernes forgår, har jeg gået - som Jesus før mig for 2000 år siden.
En overvældende oplevelse, hvor tiden er skruet tilbage på et øjeblik - eller tiden står stille. Et helligt øjeblik. Evigheden her og nu.
Jesus græd.
Han så for sig, hvordan det hele skulle styrte sammen - snart.
Han så fremmede hære trænge frem og myrde og brænde af og ødelægge alt.
Han så en ruinhob og et folk, der skulle spredes for alle vinde. Han så, hvor meget dette folk - hans egne - skulle igennem af lidelser. Han havde villet samle dem - men de ville ikke.
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!
Men nu er det skjult for dine øjne.
Ordene bliver ved at ringe for ørene.
Hvem er det Jesus taler til?
Er det alene de mennesker derinde, som snart skal korsfæste ham - eller gælder ordene også os nu?
Ved vi, hvad der tjener til vores fred?
Og hvad er det for en fred vi taler om?
Vi læser dagligt om krigshandlinger i Jerusalem. Situationen er spændt - og kan udløse krig. Kampvogne og bevæbnede soldater overalt. Freden er truet - freden sikres ved våben og oprustning.
Fred forstået som: fravær af krig.
Om nogle få dage: den 29.august - er det 60 år siden, at den tyske besættelsesmagt erklærede landet i undtagelsestilstand. De danske love gjaldt fra den dag ikke mere. Der indførtes bl.a. dødsstraf. Retstilstandene var helt vilkårlige nu.
Fred var der, men kan freden købes for dyrt? - spurgte mange sig selv i de skæbnesvangre dage
Hvor meget skal man give køb på frihed og værdighed for stadig at have fred?
"Vidste også blot du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne" - siger Jesus her, stående med blikket rettet mod den by, der snart ville være en ruintomt.
Hvad var det for en fred han talte om?
Det samme spørgsmål stillede mange herhjemme i disse augustdage i 1943.
Man spurgte: Er der ikke en grænse for fred?
Her handlede det pludselig om menneskelig værdighed og retstilstand.
Her handlede det om, hvor meget man kan holde til af ydmygelser, overfald, vold, drab.
Her var der en grænse for fred - og mange begyndte at gøre modstand.
Ofte ved vi ikke, hvad der tjener til vores fred.
Ofte søger vi en fred, der dækker over fortielser og fejhed.
Fredelig sameksistens: det betyder noget i retning af, at man ikke fører krig mod hinanden
Så længe der ikke er krig, kan det betragtes som fred.
Fravær af skænderi - der er ægteskaber, der overlever på det grundlag.
Lad os dog holde fred! - det er opfordringen til den anden om fredelig sameksistens.
Lad mig dog i fred! - enhver kan høre, at krigen truer. Der er ingen fred her.
Fred og ingen fare! - siger de, der ofte ikke vil se virkeligheden i øjnene - mennesker, der lukker af og bare lader som om der er fred, men nedenunder lurer katastrofen.
Der er en fred, som man ikke skal gå efter: den fred, som dækker over ligegyldighed og fejhed og løgnagtighed.
Der er en fred man skal frygte: En fred, der betyder fravær af liv.
"Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd!" - sagde Jesus ved en anden lejlighed.
Det er "dynefreden" han taler om - den fred, der betyder, at man ikke lever - at man gemmer sig, dukker sig, holder hinanden i skak.
Der er en fred, man skal frygte: det fredelige, det harmløse, det glatte - overfladiske, det intetsigende.
Der er en fred, der bare ønsker at holde skuden flydende og hindre den i at synke og skjule for sig selv og for andre, at den er rådden.
Der er en fred, der kræver opgør, opbrud.
Der er en fred, der som et kandislag dækker over alt muligt - og ingen ved hvad der er nedenunder og de frygter også for at vide det.
"Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd!"
Jesus huggede til den fred, der intet vil - andet end skjule at der intet liv er.
Han ønskede ikke at lade nogen i fred. Han ønskede opgør, klarhed, afgørelse. Han ville noget med os - hans fred var ikke fredelig, men krigerisk.
Ustandselig udfordrede han til at leve.
Ikke det lukkede rum ville han, men det åbne rum, hvor himlen hvælver sig over os og hvor der er plads og hvor man kan ånde frit.
Det lukkede rum er et farligt rum.
For Jesus var templet blevet et lukket rum.
Det var ikke et bedehus længere. En røverkule kaldte han det - og det bliver det altid, når mennesker begynder at fylde det hus med deres eget, og når vi hele tiden skal "sælge" evangeliet som en vare.
Men evangeliet er ikke slet ikke noget man skal sælge - evangeliet er en kærlighedserklæring.
Den kærlighed er i alt, hvad vi rører ved her i rummet - alt det, der berører os og taler til os også i dag.
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke - hører vi her.
Det var ikke nye ord. De ord havde man kendt så længe nogen kunne huske. Det er Gud, der taler til Israels folk:
Du skal elske mig af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke! - befaler han.
Gud vil have det hele menneske - han vil ikke nøjes med mindre.
Lær dine sønner dem! - fortsætter Gud Herren.
Sig disse ord, når du er ude og når du er hjemme, når du går i seng, og når du står op - altid, hele tiden. Det er som selve åndedrættet.
Skriv dem på dørstolperne i dit hjem!
Lige meget hvor man kommer - også i dag er der ved indgangen til en hvilken som helst bygning en lille kapsel: mesousa - hedder den, fæstnet til dørstolpen og indeni er en lille papirrulle. På den står der: Du skal elske Herren din Gud!
Hver gang man går ind eller ud, stryger man med hånden ned over mesousaen.
Du skal elske Herren din Gud! - siger Jesus ved en anden lejlighed til en ung mand, der kommer til ham og ville vide, hvad meningen med livet i grunden er.
Gør du det: elsker du Gud af hele dit hjerte - så lever du! Kort og godt. Det er uhyre enkelt.
Gå ind i bedehuset - tag ikke noget med dig. Fyld det ikke op med dine egne påfund - siger Jesus her.
I bedehuset er der kun plads til Gud - han fylder det helt med sin ånd og intet rum kan sammenlignes med det.
Her er en fred over al forstand. Her er et sted uden for tiden - og dog midt i tiden.
Kirsten Thorup lader i romanen "Bonsai" hovedpersonen: Nina fortælle kærligt om sine forældre, om faderen der "går i kirke til højtiderne.
Som det hører sig til. Moren går hver søndag for at få den portion åndelige føde, hun har så hårdt brug for. Hun ser ikke øjnene bag ruderne, der følger hendes lette gang til kirken og hører ikke de gnavne bemærkninger om hendes renden Gud på dørene. Hun spiser grådigt af Guds ord. Ordene trænger ind i hende som regn i den tørre jord. Hun bliver helt opfyldt af ordene. De flyder gennem årerne blandet med hendes blod. Hun mærker suset, der udgår fra præstens mund. Hun drikker hans stemme som duggen, der falder tidligt om aftenen. Hun er en lille fugl, der pudser fjerene i et fuglebad af marmor på en fornem plads. Hun er i den store verden, der åbner sig mod menneskers sjæle."
Det er det gamle bedehus hun går ind i.
Her møder vi en fortælling om, hvordan alting var fra begyndelsen: at det var godt, men at det blev grundigt forkludret undervejs.
Vores liv derude - og det vi hører om herinde er ikke det samme. Og det bliver det aldrig. Men der er en sammenhæng - det er for at høre om det, at vi kommer her.
Det hedder et bedehus. Her kan vi bede - og lytte os til Guds svar.
Derfor ligger den her, kirken - for med stenens vægt at holde os fast på, hvem vi i grunden er.
Amen.