Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Julesøndag, 30.12.2012
Predigt zu Matthæus 23:34-39, verfasst von Leise Christensen
Når vi ser nyheder i fjernsynet, er det ofte sådan, at man hidkalder eksperter (af en eller anden grund hedder de altså smagsdommere nu om dage), og de skal lave beregninger og prognoser for, hvordan de bestemt regner med, at det skal gå i den kommende tid. De taler om, hvordan verdenssituationen er, og hvilke konsekvenser det får for fremtiden, de taler om, hvordan vores forbrug vil ændre sig, og om hvordan modeskaberne ved den næste store opvisning vil præsentere de kommende linjer i moden. Her, hvor det verdslige år er ældgammelt, og hvor vi snart skal til at tage afsked med det, formelig vrimler det med eksperter i medierne, der giver deres uforgribelige meninger til kende om dette og hint, der vil ske i fremtiden - den nærmeste eller den fjernere. Jeg mindes det år, hvor meteorologen Voldborg forudsagde, at julimåned ville blive den bedste sommer nogensinde set nord for Alperne. Ingen tøvede, alle lagde deres ferie efter vejrprofetens foreskrifter med det sørgelige resultat, at de tilbragte tre uger med stiv kuling og øsende regn grænsende til slud, som det kun kan ske netop nord for Alperne. Ved årets slutning, hvor det kendte dagblad Ekstrabladet skulle kåre årets nytårstorsk - Voldborg blev en sikker vinder det år - da spurgte selv samme blad, hvordan han havde det med at have sendt titusinder af forslidte og solhungrende danskere ud på en regnvejrsodysse i hele julimåned. Til det svarede Voldborg, som sandt var, at han havde da aldrig sagt noget, hvilket år han talte om. Det var bare noget, som folk havde lagt i hans tale om juli. Personligt mente han, at der havde været tale om en femårsprognose! Da jeg boede på kollegium, deltog vi ofte i den såkaldte profetkonkurrence. Det var et af de store dagblade, der hvert år til nytår havde en konkurrence om, hvem der kunne gætte/forudsige, hvad der ville ske i det kommende år med spørgsmål, der kunne lyde sådan: Er Gorbatjof stadig regeringsleder i Sovjet næste år (ingen havde dog fantasi til at spørge, om der overhovedet ville være et Sovjet næste år...)? Hvem vinder VM i dit og dat osv.? Man skulle med andre ord lave sin private prognose for fremtidens hændelser. Vi klarede os alle sammen ret dårligt, for fremtiden er som bekendt noget af det vanskeligste at spå om. Prognose betyder simpelthen forudsigelse, og dagens tekst handler i en vis forstand om netop forudsigelse. Det er nemlig en dag, hvor den ældgamle profeti om en frelsers fødsel griber ind i noget nyt, noget så nyt som et ugegammelt spædbarn. Det er en gammel tro, som bliver opfyldt, da Simeon holder barnet. Der er bogstaveligt talt gået et lys op for den gamle mand. Han taler om forløsning og trøst. Omkring dette barn mødes julesøndag de gamle, Simeon og Anna og de unge, Josef og Maria, i fællesskab og i glæde over barnet. De danner grundstenen i kirken. De er første led i en kæde, som uafbrudt rækker helt frem til os her i dag. Selvom tiderne og stederne skifter! Der var en høvding i Afrika, som for første gang hørte juleevangeliet. Efter at have spurgt om og fået det forklaret, sagde han: "Jo, den fortælling trænger vi til at høre, for at vi kan føle os trygge og ikke hele tiden skal tro, at der er nogen efter os med lange spyd!" Budskabet om Jesu fødsel har en underfuld evne til at hjælpe mennesker, uanset hvor de befinder sig. Overalt i verden formår det budskab at løse op for noget bundet og bringe fred "trods nød og fare". Det er en god erfaring at gøre at høre juleevangeliet og tro som Simeon, at dette her, det er Israels trøst - og det vil jo sige min trøst. At dette her bringer lys - lys for os alle. Det er godt at opdage, at hvor fremmede vi end kan være overfor hinanden, om man er høvding i Afrika eller almindelig vestjyde, så er der alligevel noget, som vi er fælles om: Guds gave i Jesus Kristus. Derfor er juleevangeliet en fortælling, som vi trænger til at høre igen og igen, så vi som Simeon kan opleve denne spontane glæde, denne opløftethed, som skal bære os langt ind i januar - og som ikke ender der, men holder sig, og som lige så stille forvandler sig til mod til at leve. "Så vi ikke hele tiden skal gå og være bange og tro, at der er nogen efter os med lange spyd" som han sagde, den afrikanske høvding. Den prognose om frelserens fødsel, som Simeon og Anna troede så fast på, viste sig at holde stik. Sådan er det som nævnt langt fra med de menneskelige prognoser - der bliver man som nævnt ofte ret så forbavset, hvis de viser sig bare at nærme sig noget, der minder om sandheden. Men mennesket har en stor trang til at lave disse forudsigelser om fremtiden, fordi vi frygter det navnløse - hellere tegne et skræmmebillede af, hvordan det kommende år bliver end at træde ind i det fuldstændigt ukendte, hvor intet endnu har fået navn eller indhold. Hellere have nogle forestillinger om, hvad det er, vi går ind til i den kommende tid, hvor lidt kvalificerede disse forestillinger end måtte vise sig at være, end at nærme sig fremtiden fuldstændigt uden holdepunkter, hvor fiktive eller flygtige disse end måtte være. Som kristne ved vi lige så lidt som alle andre, hvad fremtiden måtte bære på til os, men een ting ved vi, og det skal være vores trøst, vi ved, hvad Maria bar på. Julenat fødte hun sin Søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe. På julens søndag hører vi også om, at han blev omskåret og navngivet som skikken bød dem. Han fik navnet Jesus af englen allerede inden, han blev født. Navnet betyder Herren er frelse. Han skulle frelse os - derfor fik han dette navn. Derfor steg han ned fra himmelen og blev kød ved Helligånden og Jomfru Maria. Vi ved ikke noget om det ukendte, som venter os forude i livet, men vi behøver ikke at frygte det. Gud er hos os. Så frygten må vige. Prognoser kommer og går, ekspertudtalelser kommer til verden og dør, men i Jesus Kristus har vi et holdepunkt, som er uforanderligt - uforanderligt i den forstand, at vi ved, at den kærlighed, som Gud nærer til os, varer for evigt både i vores jordiske fremtid og ind i evigheden. Den skal være vores faste holdepunkt, når alt andet glipper, og vi føler os omgivet af de lange spyd. Med ordet om Guds søns fødsel behøver vi ikke mere frygte alle dem med lange spyd. Og det er den største julegave, livsgave et menneske kan få. AMEN