Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2013
Predigt zu Lukas 2:21, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Ny begyndelse. Ikke nu, men NU. Som en nytårsaften klokken 24.00 ("ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende" - Paulus, naturligvis!), men alligevel med den festivitas det kræver, at skulle tage afsked og byde velkommen i eet NU. I den ene retning: Vemod, desillusion og skyld - i den anden: Forventning, håb og livsmod.
Januar er opkaldt efter den romerske gud Janus, der har to ansigter på samme hoved: et der skuer frem og et der skuer tilbage. Det er meget, et menneske skal kunne rumme i eet nu. Det kan være svært, nej, umuligt, at gribe nuet. Og dog så er det i dét, vi lever. Det er her og nu, opfyldelsen af både det der var og det der venter, i tidens fylde, sker.
Tidens fylde. Det er det udtryk vi hører julesøndag, hos Paulus i hans brev til menigheden i Galatien: Da tidens fylde kom, sendte Gud Sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at Han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.
Og allerede nu i dag lyder det så fra Paulus hånd, et lille stykke tidligere i samme brev: Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde....., men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.
Vi har fået barnekår, som vi også synger i flere julesalmer, men vi skal ikke opføre os som børn, der har brug for en opdrager - eller på græsk: en pædagog. Gud har ved Jesus Kristus, ved Hans fødsel, død og opstandelse taget os ud af lovskolen til frihed under ansvar. Det sker i troen, og det sker i et øjeblik, i et NU.
Dengang det var før, og nu hvor alt kan blive anderledes. Dengang til nu. Det er altid det vi bestræber os på, hver gang vi læser i Bibelen, hver gang vi hører fra Det gamle Testamente, det Jesus og Hans samtidige læste højt for hinanden og for sig selv, og som havde afgørende betydning for dem dengang i deres - nu forsvundne NU - og hver gang vi læser om Jesus og Hans samtidige dengang i Det nye Testamentes tid, som har afgørende betydning for os i vores samtids NU.
Tidens fylde. Det udfoldede NU, hvor Gud griber ind i tiden og ind i vores liv på afgørende vis. "Der var engang", og derfor vil der altid være.
Dengang til nu. Det er altid den transformation hele vores Gudstjeneste skal bygge på, så Ordet kan gå i kødet på os, og blive til levet liv og livsmod. Naturligvis ikke uden sans for den modstand, der ligger indbygget. Evangeliet glider ikke nemt ned: der er rigeligt med modhagere der får det til at stikke og kradse, så man nemt får det hele eller halve galt i halsen.
Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er Han?
Vi mener, Han er Under, er Gud og mand.
Vi tror, Han er fra Himlen, hvor livet bor,
og dog blev åbenbaret på dødens jord.
Vi tror, Han er den vise, der alting ved
og har sig ydmyg bøjet med støvet ned.
Sådan digtede K. L. Aastrup i sin Kristus-bekendelses salme fra 1941 der har nr. 54 i vores salmebog. Og denne salme er ikke glat og behagelig, men hele vores tro i eet kort og fyndigt snuptag: medgang og modgang, glæde og sorg, håb, trøst, men også mismod, angst og smerte. Som livet selv, som døden selv, i eet NU. Hvem mener du Kristus er?
Dagens evangelietekst er formentlig kirkeårets korteste. Et enkelt vers der fortæller to ting: For det første at Marias førstefødte skulle omskæres 8 dage efter fødslen, og for det andet at Han skulle hedde Jesus - ganske som Maria havde fået bebudet af ærkeenglen Gabriel ved undfangelsen. Men hvem er Han? Ham, der er selve den transformation fra dengang til nu, fra nu til engang og fra nu til NU, i tidens fylde.
I Peter Madsens fremragende tegneserie "Menneskesønnen", er vi bl.a. med indenfor til Gudstjeneste i synagogen i Nazareth (Lukas kap. 4), hvor Han læser op fra Esajas, og det ender med at indbyggerne er på nippet til at slå Ham ihjel, for en profet er ikke anerkendt i sin hjemby, som Jesus selv siger. Det lykkedes ikke folkene i Nazareth at dræbe Jesus, det lykkedes dem kun at dræbe det håb, Han kunne have tændt i dem.
Peter Madsen har tegnet hændelsen i synagogen, hvor den syvarmede lysestage står med sine lys og lyser stærkt, mens Jesus har ordet. Og tilhørerne er grebet af Esajas ord og Jesu autoritet i oplæsningen, og derfor lyser deres ansigter om kap med den syvarmede lysestage. Indtil pludselig dette NU griber dem, og de husker hvem Han er - eller rettere: Hvem de mener Han er.
Hvem mener du Jesus er? "Hvem tror han selv han er? Det er jo bare Josef og Marias knægt. Ham er der da ikke noget særligt ved, det er jo bare....." På samme måde som det lyder den dag i dag; Kristendommen er da meget god som etisk og moralsk rettesnor og enhver er da salig i sin tro, men de kristne skal ikke komme her og påstå at Jesus Kristus og Bibelen er det vigtigste der findes og gøre det til absolut centrum i livet. Det er jo bare.... Han er jo bare.... Kirken er jo bare....
Reduktionens effektive aflivningsmetode over for enhver forestilling, ethvert håb. Da Jesus fortæller de gamle bysbørn om dengang i gamle dage, da Guds undere fandt sted uden for grænsen, hos dem som ikke hørte til de udvalgte, da stiger stemningen til ophidsede råb. Vrede ophidsede råb som vi kan høre dem i verden i dag, hvæsende råb, som slukker lysene i den syvarmede, der står mørk og osende tilbage i synagogen, da de jager Ham ud.
Og alt det, der kunne være fest og glæde: lyset og håbet, freden og trygheden, det, som vi jo ønsker, skal være tæt forbundet med det at have barnekår, alt det er så muligvis forbi. Hvis der altså ikke bliver pustet til gløden, så håbet atter flammer op i os. Så Ordet, trods den kolde skulder, baner sig vej - ikke bort fra os, men hen til os. Og så er Gud mig nær. Så tager Gud, som Kristus, også mig ved hånden. Ikke som en reduktion fra Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader og Freds Fyrste - til en lunken oplevelse af Gud/Kristus som "menneskets bedste ven" - som den moderne svage teologi ville udtrykke det, men som livsomstyrter, som jordrystelse, som et helt nyt fundament, i eet NU, alt eller intet.
Skuespillerinden Malene Schwartz har udgivet sine erindringer under titlen: "Livet er ikke for begyndere" (2003). En beretning om en livslang usikkerhed og skyhed - Jeg var både feteret og ensom, skriver hun - men hun skriver også om at nå frem til et nu, hvor der er godt at være. Hvor hverken skyld over fortiden eller angst for fremtiden skal trække hende bort fra dagen i dag som opfyldelsens dag, som hun kalder det, og fortsætter: Jeg synes ikke, at der er noget, jeg specielt skal opnå, og jeg er ikke længere på flugt fra noget. Jeg synes i dag, at jeg er blevet brugt, og at jeg er blevet brugt godt.
Livet er ikke for begyndere. Med Malene Schwartz' livshistorie og brug af udtrykket er det meget sandt. Og dog så er det måske mere sandt, at livet kun er for begyndere. I hvert fald ikke for fastholdere. I Nazareth ville de fastholde Jesus i gamle forestillinger. Ofte står vi på samme måde med både kristendom og os selv, og da er det godt at få en ny begyndelse. At give slip og dermed kunne tage fat - nu - i dag.
Det værste er, siger Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen "Det værste og det bedste" (2002), når en hemmelig dør i tapetet går op, og man stirrer ind i det rum, hvor mørket til de kommende vintre står stablet - det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt.
Det bedste er når det akkurat lykkes, at udholde hjertets hamren i brystet, og så med ét ånde lettet op ... - ja, (og det er det bedste i hele digtsamlingen): det bedste er at gi op omsider, og pludselig mærke det hele begynde: Det er det bedste for mig.
Lad os ikke begynde kalenderåret med at reducere og med at holde igen. Lad os glæde os over det NU vi har fået af vores Himmelske Far til at udfolde vores håb og vores kærlighed i. Lad os bekende og glæde os over de barnekår vi har fået at leve vores liv i. Barnekår, fordi livet skal være båret af tillid, tryghed, nysgerrighed, energi og smittende glæde - som hos et barn når det har det bedst. Lad os bekende, mens vi husker de kloge ord, at "hvis du altid er bange for at sige det forkerte, kommer du aldrig til at sige det rigtige!"
Nu er 2012 forbi og 2013 står rent og ubrugt foran os. Mange ting vil ændre sig, og vi vil både i og udenfor kirkens fællesskab opleve såvel glæde som sorg. Sådan er det - alting er i en evig bevægelse og i en evig forandring. Alting, undtagen Gud og den frelse der udgår fra Gud. "Da 8 dage var gået, og Han skulle omskæres, fik Han navnet Jesus, som Han var blevet kaldt af englen, før Han blev undfanget i moders liv."
Navnet Jesus betyder "Jahve er frelse", og den frelse er det, den er. "Jeg er den, Jeg er", siger Gud om sig selv, og dermed menes, at selvom vi ikke tager ved lære af vores fejltagelser, selvom vi begår de samme fejl igen og igen, og selvom vi beder om tilgivelse hos Gud for de samme synder aftenbøn efter aftenbøn, Gudstjeneste efter Gudstjeneste, så er Guds tilgivelse altid det, den er. Den bliver aldrig brugt og krøllet og mindre fin den sidste gang vi når at få den i livet, frem for den første gang bønnen kom over vores læber.
Både dåbskjolen og kisten indeholder en synder; sådan er det og det er menneskelivets grundvilkår. Men det er også vores grundvilkår, at vi har en frelse og en Frelser vi kan vende os til, og som aldrig bliver træt eller som opgiver os, på samme måde som vi opgiver vores nytårsforsæt fordi de bliver for besværlige.
Det er godt at huske på, på denne årets første dag, den første dag i et nyt år, dette NU, hvor vi igen vil snuble og træde forkert, men kun fordi det altså er vores lod at vandre ud af livets vej. Livet er kun for begyndere, livet er for alle os der som børn, Guds børn, vil lade det folde sig ud, som sommerfugle der bliver en tid og så må flyve bort til andre steder. Ny begyndelse. Ikke nu, men NU.
Gud er frelse. Godt nytår.
Amen.