Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekonger, 06.01.2013
Predigt zu Matthæus 2:1-12, verfasst von Marianne Frank Larsen
Når man skal ud at rejse, kan det ske, at man kommer hjem med andet og mere, end man havde regnet med. Man pakker sin kuffert, og når man kommer hjem og pakker ud, ligger der noget i den, som ikke lå der, da man rejste ud. En solgul kande, måske. En kjole. Eller en god flaske vin. Men måske er det ikke kun i kufferten, der ligger mere, når man kommer hjem. Fra de bedste rejser har man også noget mere med hjem i hovedet og i hjertet, end man havde, da man rejste ud. Fordi man har set noget, der ikke bare var interessant, men som fæstnede sig i ens sind og ens blik og gjorde ens verden større end den, man kendte før. Så man ret beset ikke er helt den samme, når man vender hjem. Hans Edvard Nørregaard Nielsen fortæller et sted i sine erindringer om sin rejse til Rom med det teologiske fakultet engang i 1967, hvordan de rejser ud for at undersøge den oldkristne og byzantinske kirkekunst. Og kommer hjem med synet af svalen og skaden i apsismosaikken i Santa Maria in Trastevere og de røde valmuer mellem knejsende havreaks på Forum Romanum og med lyden, man færdes i hele tiden, af iscenesat vand, fra det brusende til en lille spæd rislen, og med duften af friske fyrrenåle, når man træder ud i morgenlyset. Og så skriver han: "Jeg opdagede uden først at have læst det, at en hjemfølelse i Rom er et af de usynlige bånd, som man aldrig siden unddrager sig".
Det er det, man kalder en dannelsesrejse. En rejse, man bliver dannet af, og med dannet mener jeg ikke, at man lærer bordskik og almindelig høflighed. Men bogstavelig talt, at man bliver dannet, eller formet af den, formet af de syner og dufte og lyde, der gør indtryk på een, svalen på apsismosaikken og de røde valmuer fx, sådan at noget i ens hoved og hjerte får en lidt anderledes form end før, man rejste. Og noget i ens øjne også. Fordi man kommer til at se en smule anderledes på sit almindelige liv og sit sted og sig selv - af det, man har set ude i det fremmede. Man har nemlig set et glimt af en historie, man kun kendte fra bøgerne. Set at man ikke bare er sig selv, men at vi tænker og tror og synger og bygger, som vi gør, fordi nogen har tænkt og troet og digtet og tegnet og bygget før os. At vi er del af en stor tradition, der åbner sig for os i al sin rigdom og skønhed. Det er noget af det, man kan være så heldig at få med hjem. Måske rejser man ud for at få styr på den oldkristne kirkekunst. Og så kommer man tilbage med en hjemfølelse i Rom eller et andet vidunderligt sted, et usynligt bånd, man aldrig siden kan unddrage sig, eller måske en hjemfølelse i en historie og en verden, der er meget større end ens egen.
De vise mænd rejser ud for at finde den nye jødiske konge, som stjernen på himlen er et varsel om. Fra deres bøger ved de, at når der viser sig sådan en stjernesol på himlen, er det tegn på, at Kristus er født, den konge, der skal komme fra Gud for at tage magten i verden. Derfor sætter de selvfølgelig kursen mod magtens centrum i jødernes land: kongeslottet i Jerusalem. Deres forventninger kan vi aflæse af de kostbare gaver, de har med. Gaver, der er en konge værdig. I Jerusalem finder de også en konge, men det er ikke den rigtige. Det er kong Herodes, der hersker med vold og magt over sit folk, og som øjeblikkelig lægger planer om, hvordan han kan komme den nyfødte kongesøn til livs med list og sværd. Ikke for alt i verden vil han risikere at miste sin magt. Hos ham er der ingen nyfødte kongesønner. Men bøgerne og stjernen på himlen viser vej væk fra kongeslottet, ud af hovedstaden, ud ad landevejen, langt ud på landet, til Betlehem. Uendelig langt væk fra magtens centrum. Helt ud i periferien.
Og der, helt ude i periferien, står stjernen stille over det sted, hvor barnet er. Dér, i en almindelig stald, møder de vise mænd en anden konge. Han ligger i en almindelig kvindes arme og ligner et almindeligt, nyfødt barn. Alene stjerneskæret fortæller dem, at han er den konge, de rejste ud for at finde. Han ligner ikke den magtfulde Kristus, de havde regnet med. Og alligevel er deres glæde meget stor, og alligevel falder de på knæ og rækker deres kostbare gaver frem - til et sovende spædbarn. Fuldstændig forvisset om, at de er fremme. De er ved vejs ende. Hvad der er periferi i kong Herodes' rige, er centrum for dem. Besynderligt nok. For hvis der er noget, et nyfødt barn ikke har, er det magt. Det kan intet styre eller bestemme selv; det er fuldkommen afhængigt af, at andre tager sig af det. Og gør de det ikke, er barnet fortabt. Når dette nyfødte barn alligevel ejer en magt, der fylder de vise mænd med glæde og forvisning og ydmyghed, er det en anden magt end den, de forventede. Ikke en skræmmende magt. Men skrøbelighedens magt til at kalde mildhed frem i menneskers øjne og hænder. Kærlighedens magt til at danne og forme og sætte uventede aftryk i menneskers hjerter. Det er den, der udgår fra den nyfødte i Marias arme.
Og sådan bliver de vise mænds rejse til en dannelsesrejse. En rejse, der danner og former deres hjerter, så de ikke er de samme, som da de rejste ud. Deres store forventninger bliver opfyldt, men på en helt anden måde, end de havde regnet med. Denne konge hersker kun med kærlighedens magt. Hans rige er ikke et kongerige her på jorden. Det er kærlighedens rige. Og når han siden skal kæmpe for det, kæmper han ikke med vold og sværd; men alene med ord, der lyder frit, og som enhver frit kan bøje sig for - eller lade være. Og netop enhver. For dette rige er åbent for enhver. Denne konges udvalgte folk er ikke alene det jødiske folk. Men enhver, der bøjer sig for kærlighedens magt i hans ord. Hvad de vise mænd selv er det første og fineste udtryk for. De første barselsgæster er ikke fromme jøder, men vildfremmede mænd fra et land langt borte. Vi siger, de kommer fra Østerland. På tysk siger man das Morgenland, morgenlandet, for sådan må landet hedde ude mod øst, hvor solen står op. Nu er det stjernesolen, der er stået op. Og i sidste ende er det Herren selv, der står op og lyser for dem. Hans lys er ikke begrænset til de indforståede, men tindrer for alle, nær og fjern, der vender blikket imod ham.
De vise mænd vender hjem til deres land ad en anden vej, fortæller Matthæus, og ordene er selvfølgelig udtryk for, at de ikke længere har noget at gøre i Jerusalem. De er færdige med kong Herodes. Men måske er det også udtryk for, at de ikke længere selv er de samme, som da de rejste ud. At rejsen har dannet dem og givet dem noget ganske andet med hjem, end de havde regnet med. I deres sind bærer de vise mænd på nye syner og nye dufte og nye ord. Eller gamle ord, som har fået forbløffende ny betydninger. Konge, rige, magt, kamp, folk. Centrum, periferi. Fattigdom, rigdom. Intet betyder længere det, det betød. Det lille barn har gjort ordene meget større - og verden med. Det, de vise mænd har set og hørt, har dannet deres hjerter og deres syn, så de ser det liv og det sted og den hverdag, de vender tilbage til, med nye øjne. De ser det i lyset af den magtfulde kærlighed, der lå svøbt i Marias arme. Først nu er de for alvor blevet vise.
Hver gang vi rejser os op og forlader vores stuer for at gå i kirke, er det i virkeligheden en dannelsesrejse af samme slags som den i dagens evangelium. Nogle af os har ikke mere end 600 meter, og alligevel er turen herind en rejse ud i en verden, der er uendelig meget større end vores egen, og ind i en historie og en sammenhæng, der åbner sig for os med en uventet rigdom og skønhed. Uventet, fordi det ikke er det, vi forstår ved rigdom og skønhed til daglig. Uventet også, fordi vi glemmer de gamle ords nye betydninger fra gang til gang. Konge, rige, magt, kamp, folk. Vi kommer med forventningen om at møde noget og nogen, der er større end os selv. Herinde, ved rejsens ende, møder han os som et nyfødt barn, der hersker med kærlighedens magt og kæmper med ord, der lyder frit. Sådan opfylder han vores forventninger på en anden måde, end vi regner med. Sådan danner han endnu engang vores hjerter og vores øjne, så vi kan vende hjem ad en anden vej - i hvert fald billedlig talt. For vi vender hjem i det milde lys, han har tændt over vores sted og vores dage og over os selv. Med en hjemfølelse i hjertet, et usynligt bånd, vi aldrig mere kan unddrage os. En følelse af, at vi også hører hjemme i et krybberum i Betlehem.
Amen