Göttinger Predigten

Choose your language:

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

1. søndag efter hellig tre konger , 13.01.2013

Predigt zu Luk 2:41-52, verfasst von Poul Joachim Stender

Hvad kan vi ønske for vore børn? Jeg håber, at de bliver oprørske. Det var Jesus i alt fald. Ikke kun stak han som 12-årig af fra Josef og sin mor Maria, da de engang besøgte templet i Jerusalem. Han sad også helt selvstændigt og diskuterede med de ældre skrift­lærde. I dag virker det som om børnenes oprør mod autoriteterne er gået i stå. Stort set hører børn og deres forældre samme musik. De går i samme tøj. De ser de samme film i fjernsynet. Bruger den samme mobiltelefon og er på facebook. De mener i vidt ud­strækning det samme. Og søndag morgen er både børn og voksne rørende enige om at blive hjemme fra kirken. Hvor er oprøret henne? Hvor er den oprørske ånd fra den 12-årige Jesus i Jerusalems tempel? Vi har som enhver anden tid brug for en ungdom, der siger fra overfor den måde mange af os voksne lever på. Hvis vi kun interesserer os for arbejde og penge, er det vigtigt, at teenagerne gør oprør imod os og for­tæller os, at der er vigtigere ting. Kristus f.eks. Hvis vi voksne bilder os ind, at Vorherre har forladt verden og at der ingen Gud findes der tager vare om vort liv, er det livsnødvendigt, at vi har nogle børn, der gør oprør mod os ved at gå i kirke om søndagen, mens vi ligger i sengen med rundstykkerne og Ekstrabladet. Her fra prædikestolen vil jeg mane til ungdomsoprør: Op på barrikaderne børn! Gør oprør mod forbrugersamfundet, fjernsynet, mobiltelefonerne, suppeterningerne, mærketøj, fast food, travlheden og danskernes sløve forhold til kristendommen. Det er jer, de unge, der skal forny kirken, forny vor verden og fylde den med den kærlighed som Gud skænkede os julenat. Der er da et eller andet galt med vor opdragelse, hvis vi ikke kan opdrage vore børn til at være kritiske. Hvem skrev Det gamle Testamente? Det gjorde dem der var kritiske overfor den jødiske gudsdyrkelse. Hvem døde på et kors Langfredag? Det gjorde ham der turde gøre oprør mod det, der forhindrede kærligheden i at folde sig ud. Det er i øjeblikket som om børnene kopierer os voksne. Forleden rejste min ældste søn sig til nytårsfesten blandt sine velhavende kammerater, hvor mærkerne på deres tøj betyder alt, og sagde, at hans generation var ved at drukne i materialismen og at de ikke havde bevæget sig 5 millimeter væk fra deres forældres levevis. Bagefter sagde de til ham, at de godt kunne høre, at han var søn af en præst. Men min ældste søn har ret. Hvis den unge generation bare kritikløst følger i min generations fodspor, ender det ikke godt. Hellere ikke hvad angår vi voksnes grænseløse forbrug af alkohol. Nej, vi skal ikke ønske os fromme børn, hvis der med fromhed forstås lydige børn, der overtager det samfund de fødes ind i. Vi skal ønske os oprørske børn ligesom den 12 årige Jesus, der sætter spørgsmålstegn ved vor livsstil, vore ideer, vore drømme, vore autoriteter, vore vaner, vor gudsdyrkelse. At tage børn med i kirken, er ikke udelukkende at gøre dem fortrolig med deres religiøse baggrund og Guds ord. Enhver gudstjeneste er rebelsk. Maner til oprør, revolution mod egoismen og golde traditioner og en levevis, der er blevet overfladisk og småborgerlig.. Evangeliet er med hele sin ånd en enorm provokation mod vor nuværende levemåde. Det er ikke uden grund at Vor­herre, blev korsfæstet. Han gjorde oprør mod Josefs og Marias gudsdyrkelse. Han kunne ikke acceptere Moseloven når den satte overholdelsen af loven højere end kærlighedsbudet. Som kristne er vi de sande revolutionære. Vor Mester og Herre lavede revolution fordi han elskede os. Og derfor må vi tage vore børn med i kirke, børnebørnene og oldebørnene. Ikke for at gøre dem fromme i betydningen lydige. Men for at gøre dem gøre dem oprørske, så de i deres liv og det samfund som de skal opbygge, ikke kommer til at begå de samme fejl som os. Se nu den store diskussion der var forrige år om efterløn. Skal vi have efterløn eller ej? Kirken har altid gået ind for efterløn. Vi er overbeviste om, at Gud skænker os det evige liv efter vor død som en løn vi får uden at have fortjent den. Det kalder jeg efterløn. Men det er en løn vi gerne vil have et forskud på allerede i dette liv. Og hvordan får vi det? Tjen andre som Kristus tjente os! Både rødblok og blåblok i dansk politik har ret. Hvad enten vi skal arbejde en time mere hver dag eller får slettet vor efterløn eller begge ting på engang, handler det ikke om, hvad der gavner os selv personligt. Men hvad der gavner vort medmenneske og samfund. Hvis I unge, der tilfældigvis er i kirken i dag, og gud ske lov har vi unge i kirke her i Kirke Saaby kirke, på et tidspunkt vil gøre oprør mod den tanke, at alt i livet udelukkende handler om en selv, er I revolutionære som Kristus selv og vil kunne skabe et smukkere samfund og liv end det vi har i dag. Måske vil vi ikke være så rige som vi er i dag. Men vi vil være rige på andet end penge og materielle ting. Vi vil være rige i Gud. Derfor: op på barrikaderne, børn og unge. Tid til et ordentligt ungdomsoprør i Jesus navn. Gud er med jer selv om vi voksne vil brokke os!

Amen.