Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag efter Hellig tre Konger, 20.01.2013
Predigt zu Matthæus 17:1-9, verfasst von Niels Henrik Arendt
Som regel er det sådan, at vi ikke indser rækkevidden af det, vi oplever, mens vi oplever det. Mens tingene sker, er vi ikke i stand til at afgøre betydningen af dem. Først bagefter er vi i stand til at se, hvor der virkelig begyndte noget nyt i vores liv. Vi opdager måske, at vi ved en bestemt lejlighed kunne øse af kraftkilder, som vi slet ikke lagde mærke til, dengang vi selv var midt i begivenhederne. Det, der skete, oplevede vi som mere eller mindre selvfølgeligt - og altså ikke som overraskende eller glædeligt nyt. Men med erindringens afstand bliver vi måske pludselig i stand til at se, at her var livet faktisk andet og mere end det hidtil havde været. Lad mig prøve at forklare det nærmere:
Mange har en eller anden erindring, der er omgivet af særegen glæde og glans, måske fra barndommen. Personerne i den erindring står særlig livagtigt frem i hukommelsen. Men den glans og glæde, der fylder sindet ved denne erindring, mærkede man måske intet til, dengang man var midt i situationen. Alligevel er det ikke sådan, at situationen er forfalsket af vores hukommelse. Hvad vi i dag erindrer med glæde, var virkelig glædeligt, selvom vi ikke dengang følte det synderligt meget. Vi ser, at vi fik nye kræfter af den oplevelse, uden at vi selv anede det eller gjorde det mindste dertil. Et fornyelsens øjeblik, et fornyelsens under blev os til del. Først sidenhen forstod vi det. Vi bruger det udtryk, at fortiden står for os i et forklaret skær. Dvs. i erindringen står den der, som den virkelig var, ikke som vi dengang opfattede den.
At det er sådan kan undertiden føre til en form for virkelighedsflugt eller til foragt for det nuværende liv. Det sker, når vi ikke bare vil nøjes med de glimt af glæde, som erindringen byder, men ligefrem giver os til at digte hele fortiden om. Som om alting tidligere i vores liv var den pure lykke, og idet vi lader, som om vi dengang også vidste det. Kunne den tid da bare komme igen, siger vi så. Det er det, man kalder nostalgi. Ingen har digtet bedre om det end H.C. Andersen i eventyret om Grantræet, der oplever sin glansperiode juleaften uden overhovedet at fatte det, men som sidenhen ikke kan glæde sig over noget andet. Sådan kan det også gå for os: Hvad er nutiden mod det, vi oplevede dengang, siger vi. Helt og fuldt til stede i nutiden er vi derfor ikke, eller måske synes vi ligefrem, at den er foragt værd i sammenligning med fortiden. Men den romantiske opfattelse af fortiden, der får os til at fornægte nutiden, det er en drøm, en fabel. Det er selvfølgelig sandt, at dagen i dag kan synes grå i sammenligning med disse forklarede glimt af det forgangne. Men det er dagen i dag, vi skal leve. Og gråt var måske også det øjeblik dengang, der nu står så herligt for os. Eller måske forstod vi ikke dengang, hvad der hændte os.
Fortællingen vi har hørt i dag, handler om en dag i Jesu liv, hvor han var alene sammen med 3 af disciplene på et højt bjerg. Deroppe skete der noget, som disciplene slet ikke kunne forstå. Og som sikkert bagefter fik dem til at spørge, om de nu også havde været helt vågne, eller om det hele måske bare havde været noget, de drømte. De fortalte ikke noget som helst derom til de andre disciple, da de kom ned ad bjerget igen. For da de kom ned igen, da opdagede de, at hverdagen i hvert fald ikke var forandret. De rendte lige ind i et kæmpeskænderi mellem nogle af de andre disciple og folkeskaren, og de blev stærkt mindet om al jordens elendighed af en stakkels dreng, der fik et forfærdende krampeanfald for øjnene af dem. Tilbage i dem sad da kun en mindelse om noget, der var helt anderledes; men de turde ikke tænke derpå. Mens det hele skete oppe på bjerget, var de mest bange, skræmte, ønskede bare, at Jesus måtte være som før. Og Peter, der er den foretagsomme, foreslår, for ligesom at gøre det hele lidt mere trygt, at de bygger nogle løvhytter, det kendte de jo fra løvhyttefesten. Så ville det hele være lidt mere nede på jorden, lidt mere fortroligt.
Men det bliver der ikke noget af, tværtimod går det sådan, at Jesus til sidst ligefrem må røre ved dem, for at de kan mærke, at han stadig er hos dem som et menneske. Og så går de ned ad bjerget igen og ved som sagt ikke, om de har drømt eller ej. For dagen nedenfor bjerget er grå, som den plejer. Alligevel gik det sådan, at en dag fortalte de, hvad der var sket deroppe på bjerget. For der kom en dag, hvor de forstod. Hvor Peter kunne fortælle om, hvad han havde oplevet. Hvor han vidste, at det ikke var drøm eller fabel, hvor begivenheden pludselig stod i et forklaret skær for ham. Den dag kom, da han midt i fortvivlelsen og angsten og forvirringen efter Jesu død, mødte Jesus igen. Da vidste Peter, hvad der var sket på bjerget. Da vidste han, hvad han havde set. Da kunne han fortælle det. Noget stort og godt var overgået ham, skønt han ikke fattede det, da det skete.
Hvad Peter forstod, er forklaret på en mærkelig måde i fortællingen. Det fortælles, at Moses var til stede. Mon man husker, at da Moses blev gammel fik han ikke lov til at komme ind i det forjættede land, og da han bad om at måtte se Guds herlighed, fik han kun lov til at se Gud bagfra, da Gud drog forbi med al sin herlighed. Og så slutter Moses’ historie mærkelig abrupt, ingen ved hvor han er begravet. Men, ville Peter sige, det er fordi, slutningen først kommer deroppe på bjerget sammen med Jesus. Der slutter Moses’ historie med, at han nu kommer ind i det forjættede land, nu får han lov at se Guds herlighed ved at se på Jesus. Og der begynder egentlig Peters historie med, at han også får lov at se Guds herlighed (selvom han først bliver klar over det langt senere). Ved at se på Jesus, se Guds herlighed midt i den drøje lidelsesfyldte virkelighed, som også er menneskets. Sådan, at fra nu af er der godt at være overalt, ikke kun på bjerget, men også nedenfor det, nede i skænderiet og elendigheden, når det er sammen med Jesus.
Sådan siger fortællingen også noget om vores liv. Den siger, at i den muligvis grå hverdag er vi, hvor vi skal være. Nede på jorden med al dens besvær, med elendighed, skyld, lidelse og foragt. Disciplene og Jesus gik ned fra bjerget til sådant et liv, og Jesus gik fra da af den lige vej til Jerusalem, til forkastelse, lidelse og død. Så befinder vi os altså også det rigtige sted, selvom alt hvad der findes af herlighed, enten synes at ligge bag os, eller et eller andet sted ude i en fjern fremtid. Her, hvor vi er, skal vi være. Men vi skal ikke være her uden glimt fra det høje. Måske ser vi dem, måske ser vi dem slet ikke, og dog har de alligevel været her og kastet deres glans ind over vores liv, og givet os kræfter og mod. I dette hverdagsagtige liv på denne jord kan vi se Guds herlighed. Vi skal ikke blive lukket ude, sådan som Moses blev det. Midt i dette liv er Guds herlighed dog - nemlig i det menneske, der blev smidt for bødlerne, men som Gud oprejste i Jesus Kristus.
Måske kan vi ikke se det, fordi dagen er så grå, så hverdagsagtig. Men Peter og de to andre forstod det heller ikke til at begynde med. Skjult under alt det grå og hverdagsagtige er Gud dog til stede. Sammen med Gud er der godt at være, også nede i det lave. Synes vi, at vores liv er ensformigt eller gråt og bestemt ikke med nogen glans over sig, så kan vi tænke på, at en gang skal også denne tid måske stå i et forklaret skær for os, så helt anderledes end vi nu kan se. Måske skal vi komme til at se, at netop her og nu i den grå og almindelige og ikke særlig guddommelige dag, kom der noget nyt ind i vores liv, fornyedes vores liv, begyndte den fremtid, hvor vi selv skal forklares og nå den sande skikkelse, Gud fra begyndelsen havde bestemt os til.
Så er vi sandelig ikke i nogen dårlig situation. For så er vi, hvor vi skal være - så er vi sammen med ham - så er vi, ligesom Peter og hans venner, hvor der er godt at være.