Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 27.01.2013
Predigt zu Matthæus 20:1-16, verfasst von Anders Kjærsig
Der findes en jødisk vingårdsfortælling, som Jesus uden tvivl har kendt. Den handler om en konge, der havde en stor vingård. Mange arbejdere var beskæftiget i denne vingård, der i blandt også en ung mand, der var meget ihærdig. Han arbejdede mere flittig end nogle af de andre. Da, der var gået et par timer, kom kongen hen til ham og siger, at han skal holde op med at arbejde.
Resten af dagen kan man se, kongen vandrer rundt med den unge mand fordybet i samtaler. Så blev det fyraften og arbejderne skal have deres løn. Til de andres overraskelse får den unge mand udbetalt ligeså meget som dem. Det blev de temmelig fortørnet over. Det ligner ikke noget, sagde de. Vi har slidt og puklet hele dagen. Men den unge fyr dér har kun arbejdet i to timer. Ja, sagde kongen, det er rigtigt, nok har han kun arbejdet i to timer, men i de to timer har han lavet lige så meget, som i har på en hel dag.
De behøvede altså ikke at hidse sig op. Kongen er retfærdig. Den unge mand har fået, hvad han fuldt ud fortjener.
Det er en moralsk historie. Og moralen er, at man bare skal se at få bestilt noget. Vær flittig, siger fortællingen. Så kan du på kort tid tjene en hel dagløn. Jesus har sikkert fået historien fortalt, måske med en løftet pegefinger: Du kan selv se, det gælder om at præstere noget. Men da han selv fortæller historien, giver han den en drejning, så den lange pegefinger forsvinder, og noget helt nyt kommer til syne.
Historien fra Matthæusevangeliet handler om en vingårdsejer, som løbende ansætter daglejer til at arbejde på vingården. Nogle i ti timer andre i syv og enkelte i kun en time. Men ejeren betaler den samme løn til alle arbejderne, uanset hvor længe og hvor hårdt de har arbejdet til stor forargelse for de, som har arbejdet længst. De føler sig uretfærdig behandlet, fordi de ikke får mere i løn.
Da sker der en overraskelse i forhold til den jødiske historie. Vingårdsejeren siger ikke en lyd om, at de, der kun har været der en time, har været specielt flittige, så de fortjener en hel dagløn. Men han siger til en af de forurettede: Min ven, blev vi ikke enige om en denar? Jo, det gjorde de ganske vist. De var endda glade for den aftale. Den var god. Dagen var reddet.
Dagen var reddet, lige til de sidste ankomne også fik en denar. Så falmer deres egen denar, synes de. Vingårdsejeren siger: Blev vi ikke enige om en denar? Så tag, hvad der er dit og gå. Har jeg ikke lov til at gøre med mit, hvad jeg vil, eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?
Det er ikke en moralsk pegefinger, de vrede og forurettede møder her. Det er en godhed ud over al forstand. Alle får en denar. Alle får så dagen er reddet, også selv om de ikke har ret til en hel denar. Denne vingårdsejer hænger sig åbenbart ikke i, hvad folk fortjener. Han er rundhåndet ud over al rimelighed.
De vrede er ikke vrede, fordi de har fået for lidt, de er vrede, fordi det går de andre så godt. Eget held er godt, men andres uheld er heller ikke at foragte, lyder et gammel besk ordsprog. At det går andre godt, selv om det ikke har fortjent det, har vi svært ved at tackle.
Er dit øje ondt, fordi jeg er god? Det er et ætsende spørgsmål. Er det i virkelighed, godheden du er bange for? Kan du ikke tåle, det går din broder godt?
Man kan godt mærke, at det ikke drejer sig om lønpolitik. Det er ikke forholdene på arbejdspladsen, Jesus taler om. Det er Gudsrige, lignelsen handler om. Guds rige er der, hvor fortegnet for menneskers liv ikke er selvretfærdighed, ikke er misundelse, men ufortjent godhed.
Da Henrik Pontoppidan stod med sit første barn på armen, sagde han: vi er insolvente skyldnere. Han vidste i sit inderste væsen, at alt det gode, der hænder os her i livet, er aldeles ufortjent. Vi står uafbrudt i gæld, og det er godt. C.V. Jørgensen siger det på denne måde: ”Beriget og i bundløs gæld”. Og det er også godt. Eller som det lyder hos Hostrup:
Ved at tro på livet erfares det.
Ved at elske livet forklares det.
Ved at vove livet forsvares det.
Ved at give livet bevares det.
Det er jo helt hen i vejret at spørge sine forældre: Hvad får jeg til gengæld for at være jeres søn eller datter? Eller til sin elskede: Hvad får jeg til gengæld for at holde af dig? Eller hvilken mening giver det at spørge: Hvad får jeg til gengæld for at glæde mig over solen om morgenen? Eller for at passe mit arbejde og yde mit bedste?
Alt dette har du grundlæggende slet ingen ret til at kræve betaling for. Det er jo dit liv, som er givet dig. Det er jo dit liv at være søn eller datter, nabo, ven, mand eller kone, at stå op om morgenen. Ingen skylder dig noget. Vi har fået meget mere end vi fortjener.
Kristus kommer ikke med det, vi forstår ved retfærdighed. I den nat, da han blev forrådt, rækker han brød og vin både til Judas og Johannes, til det gode og onde, til skyldige og uskyldige. Her står vi over for et storsind, et dyb af kærlighed, ingen kan udgrunde, men som ingen kan leve foruden. Han rækker os vor daglige denar.
Tag den og gå.
Eller som der står skrevet på et skilt på et værtshus på Nørrebro: ”De synes måske ikke, De har fået den behandling, De fortjener – Det skal de være glad for.”
Amen