Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavnssøndag, 10.02.2013
Predigt zu Mattæus 3:13-17, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Der findes et udtryk, som hedder "At blive klædt af til skindet". Det kan betyde at blive plyndret, så man ikke har en øre tilbage, men det kan også betyde at blive afsløret, så man står, som den man er - inderst inde - uden forsvarsværker overhovedet.
Johannes Døber var sådan en mand, som klædte folk af til skindet. Han var profet, og derfor så han lige igennem folk, eller i hvert fald så han længere end bare til overfladen. Foran Johannes kunne man ikke dække sig ind under, at man sådan på grund af tradition eller kultur hørte til Guds eller kirkens folk. Man kunne heller ikke dække sig ind under løgne og fortielser. Johannes talte til de inderste lag. Han talte om omvendelse til et helt nyt liv.
Kom den rige og velklædte og velbjærgede (men alligevel om de spirituelle sager bekymrede) til Johannes og spurgte: "Hvad skal JEG gøre?" Så ville Johannes nok svare: "Den, der har to overfrakker, skal dele med den, som ingen har" og "Den, som har brød og rent drikkevand, skal dele med den, som ikke har".
Og så blev pludselig den velbjærgede og den fattige enke stillet på det samme sted og med den samme fordring, for KAN du dele, stort eller småt, så SKAL du dele.
Kom håndværksmesteren eller forretningsmanden eller bankmanden og spurgte: "Hvad skal JEG gøre?" Så ville Johannes svare: "Du må ikke kræve flere penge, end du har ret til." Og hvis man lever for lånte penge og ligger andre til last, så: "Betal enhver sit".
Johannes sagde folk sandheden. Han så og talte bagom det, vi skjuler for andre, og det, som vi skjuler for os selv. Og Johannes døbte dem i floden, for dåben var og er begyndelsen på et helt nyt liv. Stående i floden med Johannes, må de have følt sig klædt af til mere end skjorten og skindet, for Johannes havde jo ret.
Og flere må derefter have sagt til sig selv: "Fra nu vil jeg dele af mit brød og mit tøj. Jeg vil give af min overflod, og lade andre bo i mit hus og mit land. Jeg vil ikke mere være så rethaverisk." Og andre måske: "Fra nu af vil jeg ikke tjene på andre, aldrig tage mere, end jeg har lov til". Nu skulle livet lægges tilrette op en helt ny måde - en helt ny begyndelse. Mennesker har - opildnet af denne mand - fået lyst til at kæmpe mod ondskaben og kæmpe for det gode liv.sch
Vi ved godt, hvad der sker, når mennesker kæmper med sig selv:
Nogle kæmpede, og kæmper, måske så hårdt med sig selv, at de blev hårdere end Johannes. Hårdere overfor sig selv i dom og krav og hårdere overfor andre. Det følges tit ad. For den nøgenhed man oplever når man således bliver afsløret og "klædt af til skindet", den nøgenhed KAN dækkes med en brynje af nidkærhed og krampagtighed.
Andre gik måske væk fra Johannes, men kunne hverken dække sig med en sådan nidkærhed, ELLER klare at være nøgne. Enhver terapeut, psykolog, sygeplejerske eller læge ved, hvor farligt det er at rive alle forsvarsværker af et menneske: Man bliver så utroligt sårbar. Og kan man så bære skuffelsen, når det snart viser sig, at det nye liv ikke rigtigt vil lykkes. For det nøgne menneske har, ved første øjekast, ikke mange våben.
Og så kom, af alle mennesker, Jesus en dag til Johannes og ville døbes af ham. Og Johannes så for første og eneste gang et menneske helt uden løgne, helt uden forstillelse, - et menneske, som bare var. Her var ingen lag at skulle råbe igennem.
Johannes kunne ikke engang give Jesus råd om et nyt liv. For Jesus kendte allerede det nye liv. Ikke bare sit nye liv, men det helt nye liv for alle dem der i Kristus ønskede, og ønsker, at tage mod det.
Det så profeten Johannes, og det kunne han, fordi han så længere og dybere. Og derfor ville han heller ikke i første omgang døbe Jesus. For Jesus havde da ikke brug for nogen dåb eller noget Han skulle vende om fra. Jesus havde ikke brug for syndernes forladelse.
Alligevel siger Han: "Lad det nu ske". Som om Jesus ser det som sin bestemmelse at blive døbt NETOP med den dåb, som ellers er beregnet for mennesker. Hvorfor? Fordi det åbenbart er Guds mening, at Jesus skal leve et liv, beregnet for mennesker. At Jesus fuldt ud skal leve et menneskeliv.
Det er altså Himlens bestemmelse: At Gud gør sig selv sårbar, udleverer sig selv i menneskers hænder. Havde vi kun kendt til julens budskab og endnu ikke hørt om påskens betydning, kunne vi jo med naturlig skepsis have spurgt om, hvor langt Gud - i Sin Søn Jesus Kristus - ville gå. Hvor meget menneske vil Han gøre sig?
Han er dog den, "end hvilket intet større kan tænkes", som den gamle ærkebiskop Anselm af Canterbury, for 800 år siden sagde i sit Gudsbevis. Gud kunne have valgt tusind andre veje, end lige den, at komme mennesket i møde som menneske. Så hvor langt ville Han egentlig lade det lille drengebarn fra stalden i Betlehem gå? Hvornår ville Han vende om og tage tilbage til Gudsriget?
Den dag hos Johannes Døberen siger Jesus: "Jeg vender ikke om! Lad det nu ske, for sådan opfylder vi al retfærdighed". Og så døbte Johannes Jesus med menneskers dåb.
Dåb i kirken er ikke bare en fin og sød tradition eller noget der binder os sammen som danskere. Det er det også, men først og fremmest er det uendelig vigtigt! Barnedåben er helt central i kristendommen. For den vil netop sige til hver enkelt, at Gud er der først! Før vi vidste af nogen ting, før vi selv kunne ødelægge noget eller præstere noget, så fik vi i barnedåben den gave, at Gud vil være vores Fader og vi må være Hans børn.
Og Jesu egen dåb siger om Jesus, at: "det er rigtigt hvad I anede i julens evangelium om det lille Guds barn; hvad I dunkelt så og fornemmede i beretningerne om Hans store gerninger mens Han gik på jorden, og hvad I mente at kunne opfatte bag påskens korsfæstelse og den senere himmelfart. Det er rigtigt, siger Jesus: "Jeg er med i jeres familie - alle I som lever i glæde, men måske oftere i sorg - alle I som solen skinnede på, men også alle I som vandrer i skyggernes dal. Jeg hører også sammen med jer, når I står nøgne. For den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort". Sådan siger Jesus til os, idet også Han lader sig døbe.
Og Gud siger, at Han selv samt denne tømrersøn fra Nazareth som netop har ladet sig døbe med menneskers dåb - de er ét. De vil det samme. De har den samme Ånd. Den Ånd, som i duens skikkelse svæver over Jesu hoved ved Jordanfloden. For det er Himlens bestemmelse, og kærlighedens vilje, at Gud binder sig til mennesker. Derfor lader Gud Sin stemme høre: "Dette er Min Søn, Min elskede Søn".
Fra da af får dåben en ny betydning for os, som er sårbare. Og det er vi alle, for dåben er ikke en garanti for et liv uden tvivl og uden sorger og modgang. Der gives ingen garantier for et langt liv uden sygdom eller ulykke. Men hvad end der sker, så er vi aldrig mere alene. Med Jesu dåb skal ingen mere gå fra sin dåb og føle sig nøgen og alene.
For i dåben er vi sat ind i en ny sammenhæng. Dåben er for os en fødsel ind i Guds familie - et familieskab hvor vi har Jesus til bror. Han vil være sammen med os altid. Han klæder os på til at leve et menneskeliv, hvor også vi skal kæmpe for godheden og kærligheden. Og kommer det dertil, at vi skuffes over de andre, over verden og over os selv - så har vi et værn.
Og hvad er så dette værn, hvad er vores våben og hvad skal vi kæmpe med i denne blodige strid som livet også kan være, omgivet af fjender på alle sider? Troen! For troen på livet, som givet af Gud, er samtidig troen på kærligheden. Vores missiler hedder tilgivelse, for tilgivelsen kan opløse og bortsprænge hadets sværeste panser. Vores lette håndvåben hedder smil, overbærenhed og hverdagens hjælpsomhed, og vores atom- og brint bomber hedder: "Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste som dig selv".
Men vores værn er troen. Troen på, at mennesket er elsket af Gud, og dermed værdig til at leve dette liv; troen på, at Jesus er ved din side, og troen på syndernes forladelse. Og kampuniformen - det, vi som Guds udvalgte, hellige og elskede skal iklæde os i denne verden, er: inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed. Men først og fremmest, og én gang for alle, dåbens vand.
Denne Guds kærlighedskåbe kan dække dig og hvert eneste sårbart og såret menneske. Vi er sat ind i en ny sammenhæng: Jesu Kristi Rige, Guds familie. Under Guds kærligheds kåbe - den, vi er blevet givet i dåben, behøver vi ikke blive hårde eller føle os nøgne. Her kan vi frimodigt tro, hvad Han har sagt: "Du er mit barn, mit elskede barn. Her kan du leve med dit ansvar og din skyld og vide, at du aldrig er alene - hverken med ansvaret eller med skylden, eller med noget andet i livet".
Amen.