Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten, 17.02.2013
Predigt zu Matthæus 4:1-11, verfasst von Eberhard Harbsmeier
Nogen gange kan det være en fordel, at vi læser Bibelen på dansk, for faktisk synes jeg at det evangelium vi far hørt om hvordan Vorherre blev fristet i ørkenen, lyder bedre på dansk end på græsk. For der er et lille ord, som vi måske ikke lægger mærke til, men som i virkeligheden er det centrale, det der siger, hvad fristelsen og synd egentlig er: Det er ordet hvis. Hvis hvis. Det er jo så smukt på dansk - på græsk lyder det ikke så godt, der står der ei - for det man kommer til at tænke på, når man hører dette hvis helle tiden, så er det jo slangen i paradiset, der frister Adam: Hvis og hvis og hvis. Det er egentlig et grimt ord, og det er der, det onde begynder: Hvis du er Guds søn ... Hvis du er Guds søn, man mærker fysisk, hvordan ondskaben sniger sig ind - bare med disse ord.
Jeg har tænkt mig at holde en prædiken i dag bare over dette lille - og farlige ord. Hvorfor er det så farligt, så undergravende at sige hvis? Hvorfor begynder fristelsen til det onde med dette ord? Skulle det være så slemt at sige hvis? Nu mener jeg jo ikke, at bare brugen af det ord er syndigt, men ånden i det er farligt, når dette hvis og hvis bliver til en livsholdning. For det lille ord sår tvivl, undergraver vores tillid til andre mennesker, tillid til livet, tillid til det der bærer os i liv og død. Det lyder harmløs - men det ender galt, når vi giver efter for dette hvis. Det undergraver tilliden mellem mennesker og tilliden til Gud og mod på livet.
Det begynder egentlig harmløs. Men det er undergravende virksomhed, dette hvis. Dermed begynder det. At så tvivl. Jeg forestiller mig egentlig djævelen ikke som en mand med hestesko og horn, lugtende af svovl. Jeg foretrækker egentlig mere det gammeltestamentlige billede, en slange, der hele tiden siger hvis, hvis. Måske, sådan må vi vel forestille os det, var det en indre stemme ude i ørkenen, der siger: Hvis nu. Det onde begynder nemlig ikke, når man er dum, det troede grækerne, de troede det onde var en form for dumhed og primitivitet.
Men det er ikke det onde i kristen forstand - det onde begynder der, hvor man vil være superklog. Det er ikke at være dum, det er at ville være klogere end Vorherre selv, klogere end livet, klogere end sandheden. Det er jo det man gør, når man sår tvivl over alting ved at sige hvis og hvis.
II
Det græske ord, som vi oversætter med fristelse, betyder egentlig noget andet. Under fristelse forstår vi jo at blive forført af noget der er tillokkende, smuk og dejligt - og dog er farlig, vi tænker oftest på noget med smukke kvinder tillokkende drikke. Som om det var smukt og festligt at synde. Men det er det jo ikke, det onde er grim, og det græske ord for fristelse πειρασμ_ς betyder egentlig sætte på prøve, eksaminere, ja man kan også oversætte det med eksperimentere. Det er jo det slangen - eller djævelen gør: I stedet for at leve i tillid og tro det af Guds givne liv eksperimenterer han med det, vil så at sige være klogere end livet. At forvandle stene til brød, at lave mirakler, det er fristelsen, at ville være klogere end Gud - for det er jo det centrale i djævelens sidste spørgsmål: Hvad nu, hvis det onde i virkeligheden var godt for noget. At gå i pagt med djævelen. Vende tingene på hovedet, så det onde pludselig bliver godt for noget. Det begynder harmløs, som en tankeleg - men det ender galt. Det er syndens historie. At så tvivl, at eksperimentere med livet, med andre mennesker, først i tanker, så i virkeligheden, det er roden til alt ondt. Det er det onde, det undergraver alt ærligt samliv, glæde og tillid til livet - at lege med det i stedet for at leve det, at eksperimentere med det i stedet for at modtage det fra Guds hånd, at ville forbedre det. Det er grænseløsheden, der er ondt, at sætte alt på spil og gøre sig til herre over livet. Det er det slangen hvisler om, det er det den onde hvisler Jesus i ørene.
III
Hvad er det så man skal stille op imod denne fristelse. På en måde er det jo nemt nok, det er jo det vi har hørt i dag, det der sker hver gang vi fejrer den hellige dåb, der jo starter med et nej, eller bedre med en forsagelse. Djævelen kan man ikke argumentere med, så sandt som vejen til helvede jo er asfalteret med gode argumenter. At sige nej, det er det første.
Men har vi styrke til det? Kan vi være sikker på os selv, at kunne sige dette nej. Ja man kunne forsætte lige som slangen: Hvad nu hvis fristelsen er for stærk? Er vi ikke værgeløse overfor denne anfægtelse og denne fristelse, dumper vi ikke til denne eksamen?
Jeg husker historien om en, der blev kandidat i teologien, der blev holdt fest, og han sad ved siden af en gammel provst. Han sagde så til den unge mand: Ja, nu har du jo bestået eksamen, men det er ikke den sidste - det der venter, er jo livets eksamen. Jeg ville have svaret til den gamle provst: Nej, livet er ikke en eksamen - kun en farisæer kan påstå, at han vil kunne bestå livets eksamen med glans. Der dumper vi på en måde jo alle sammen. Det er jo det djævelen eller slangen vil have os til: At gøre livet til en eksamen, man kan bestå, eller en kamp man skal vinde. At være klogere end Gud.
IV
Når evangelierne fortæller denne historie om Jesus i ørkenen, så er det jo ikke for ublufærdigt at skabe os indblik i Jesu indre liv. Det ved vi faktisk ikke noget om. Men så er det for at sige, at der - kristeligt forstået - er en kamp, som ikke vi skal består, men som Kristus har vundet for os. Vi synger i dag den salme, der hører søndagen til: Vor Gud han er så fast en borg. Den har man ofte misforstået som en kampsalme, hvor den kristne står stærk imod alle fjender og anfægtelser. I virkeligheden er det ikke en kampsalme, men en trøstesalme - for det menneske, der føler nederlag, der er bange for ikke at kunne bestå livets eksamen. Da Luther skrev den salme, var det i en situation, hvor han var bange. Der var strid allevegne, reformationen gået i stå, han lagde sig ud med sine bedste venner, blev syg og faldt i en dyb depression. Hvad nu, hvis (dette slangens hvis og hvis), hvis Gud har forladt mig, hvad nu hvis de andre har ret? Det var i den situation, han skrev denne salme, og dens budskab er ikke et kampopråb, men trøst: Den krig skal du slet ikke vinde, Kristus har vundet den for dig. Ikke du skal være stærk, men Kristus i dig. Du skal ikke tage sagen, og livet i din egen hånd, men overlade den, overgive dig selv til Kristus, der har vundet for dig. Det er jo sandt, hvad vi sang før prædikenen, at vist er det, enhver har tabt, som gik med Gud i strid. Men også den, der er gået i strid med djævelen, taber. Det er Kristus der går i krig for os.
Selv at ville besejre, udrydde det onde, det gør bare ondt værre - at give sig Kristus i vold, der har besejret djævelen for os - det er troens sejr.
Amen.