Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i fasten, 24.02.2013
Predigt zu Matthæus 15:21-28, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Det nytter noget at bede til Gud! De bønner, vi beder, er ikke ligegyldige remser ud i den blå luft. Det er nødråb, der berører Gud - og kan påvirke Ham til at gribe ind. Det er budskabet i den her prædiken.
Og nu ka´ det meget vel være, at der sidder nogle og tænker: "Det ka´ godt være, at det ind imellem er sådan, at det nytter at bede. Men vi har i hvert fald også oplevet det modsatte - at der ikke skete noget som helst, efter at vi havde bedt."
Mange af os har nok prøvet at bede Gud om noget, og bagefter oplevet, at der ikke skete noget som helst. De fleste, der ber´ til Gud, kender til, at vi bad, fordi vi havde hårdt brug for, at Han ville hjælpe os. Men Han gav os ikke noget svar tilbage på det, vi bad Ham om. I hvert fald ikke et svar, som vi ku´ høre. Og Han sendte ikke nogen løsning på det problem, vi stod med.
Måske har vi prøvet at være i en situation, hvor vi havde så desperat brug for Guds indgriben, at vi decideret tryglede Ham om, at Han ville hjælpe os? For det, vi stod i, - eller som dem, vi bad for, var havnet i, var noget, der næsten ikke var til at holde ud at være i længere.
Måske har vi bedt for nogle, vi kender, som blev ramt af alvorlig sygdom. Vi bad og bad, om at personen måtte blive rask. Men det skete aldrig. Vedkommende døde af sin sygdom.
Eller måske har vi prøvet at blive fyret fra vores arbejde. Finanskrisen gjorde sig gældende. Og antallet af medarbejdere sku´ reduceres til det halve. Og vi var nogen af dem, der ikke var brug for mere. Fra den ene dag til den anden var vores tilværelse totalt forandret, og selvværdet raslede ned til nulpunktet. Vi ledte febrilsk efter nyt og meningsfyldt arbejde. Og vi bad også Gud om at hjælpe os. Men vi fik ikke noget svar. Gud tav og var stille.
Eller måske har vi ligget søvnløs i vores seng om natten og vendt og drejet os, fordi vi havde et barn, der var alvorligt syg og indlagt på hospitalet. Vi bad inderligt til Gud om at få hjælp. Men der skete ikke nogen forbedring. Og vores barn svævede mellem liv og død.
Det var en fortvivlelse af denne her art, den kana´anæiske kvinde var kommet i. Hendes datter var syg og havde frygtelige smerter. Måske ligefrem så syg, at moderen var bange for at miste hende. Hun var desperat efter at få hjælp. Derfor løb hun hen til Jesus og råbte til ham, om ikke godt han ville gøre hendes datter rask. For han var jo Guds søn og han ku´ helbrede.
Og hvad gjorde Jesus? Ja først ignorerede han hende. Han "svarede hende ikke et ord" hørte vi lige før.
Det er jo ikke ligefrem den reaktion fra Jesu side, vi er vant til at høre om. I de fleste tilfælde smed Jesus, hvad han havde i hænderne og satte alt ind på at hjælpe. Han udskød det, han var i gang med, hvis nogen havde akut brug for ham. Men denne her gang tav han og sagde ikke et ord.
Og det blev værre endnu, for da kvinden ikke gav op, men blev stående ved siden af Jesus og appellerede til, at han måtte hjælpe hende, da sagde han afvisende til hende, at han slet ikke var sendt til sådan nogle som hende. Jesus var sendt til Israels hus. Dvs. jøderne. Og hun var jo ikke jøde, men kanaanæer. Hun faldt simpelthen uden for hans kategori og målgruppe.
Og Jesus føjede endda et billede til, som var dybt provokerende. For han sagde til kvinden, at man ikke må tage børnenes brød og give det til hundene. Så kvinden og alle andre, der ikke var jøder, blev altså sammenlignet med hunde. Og Jesus ku´ jo ikke tage det brød, der tilhørte børnene, nemlig jøderne, og give det til sådan nogle hunde som kvinden.
Hvordan ku´ Jesus få sig selv til at sige sådan noget? Hvordan ku´ han finde på at sortere, og dermed afvise et menneske, der var i nød? - Står vi ikke netop altid og prædiker, at hos Gud er der ingen forskel på mennesker. Hos ham er alle velkomne? Jo. Og det gælder også stadigvæk. Men grunden til, at Jesus sagde, som han gjorde var, at han først var sendt til jøderne. Sidenhen ville det blive hedningernes tur. Jøderne først. Og sidenhen: resten af verden.
Og lad os så lige minde hinanden om noget meget afgørende: Jesus nægtede rent faktisk ikke at give kvinden hjælp. Men han sagde, at hun måtte vente. For det var ikke hendes tur endnu.
Og hvad gjorde kvinden så i den situation? Ja, hun gav ikke op. Hun gjorde noget andet. Hun begyndte at plage Jesus. Hun blev ved og blev ved med at bede til ham om at få hjælp. Hun masede sig på og tryglede ham, om ikke godt, han ville gribe ind. For hun ku´ ikke klare det her uden hans hjælp. Og med sit plageri blev hun et forbillede for os.
Hendes gentagne bøn fik Jesus at sige, at hun havde en stor tro. Hendes vedholdenhed og argumentation fik Jesus til at gribe ind. Da hun havde klaget sin nød og fremført alle argumenter for sin sag, da standsede Jesus. Han blev berørt af hendes situation. Og det fik ham til at handle. "Kvinde...det [skal] ske dig, som du vil. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask."
Hvad skal vi lære af denne her beretning? - Vi skal lære, at vi må blive ved med at bede til Gud, når vi har brug for hjælp. Det nytter noget. Bed en gang til. Vi har lov til at plage og trygle, når vi er helt fortvivlede. Ja, vi har ikke bare lov til det, men vi blir´ ligefrem opfordret til det. Giv aldrig op, selvom vi oplever, at Gud er tavs. Ja, om så vi ligefrem synes, der er noget, der tyder på, at Han slet ikke vil hjælpe os, så lad os blive ved med at bede på trods. For Gud bliver påvirket af vores nød.
Men er det ikke ligesom om, der er noget, der ikke helt stemmer? For betyder det her ikke, at det så bare er et spørgsmål om at bede tit nok, eller plage Gud intenst nok, eller være dygtige nok til at argumentere over for Gud, før Han gir´ sig? Er Gud sådan en, der kan ombestemme sig og ændre planer, afhængig af, hvor meget vi ber´ til Ham?
Se, det er mere, end vi kan svare på. Vi kan ikke forstå og forklare alting i detaljer. Og vi kan ikke i det enkelte tilfælde sige, hvorfor Gud greb ind, eller hvorfor Han ikke greb ind. Men det, vi kan sige, det er, at beretningen, vi har hørt i dag opfordrer os til at blive ved med at bede. Og der er adskillige eksempler i bibelen på, at Gud lar´ sig bevæge og griber ind.
Der er beretningen fra Det Gamle Testamente om Jakob, der kæmpede med Gud en hel nat. Jakob ville ikke slippe, før Gud velsignede ham. Og han endte med at få velsignelsen. Der er også eksempler fra Salmernes Bog på, at mennesker har klaget deres nød og tryglet om hjælp, og hvor salmen slutter med at takke Gud og sige: "Du har svaret mig".
Vi forstår det ikke til bunds. Og der er ingen af os, der har fået åbenbaret, hvordan det kan være, at vores bønner nogle gange kan få den almægtige Gud til at gribe ind ved at vi bliver ved med at plage. Og vi forstår endnu mindre, hvorfor Han så ikke altid griber ind, når Han nu har magt til det og mulighed for det.
Men det, vi står til bage med, det er, at Gud ikke er en ubevægelig maskine. Gud er ikke ligeglad med, hvordan vi har det. De bønner, vi ber´, er ikke ligegyldige remser ud i den blå luft. Det er nødråb, der berører Gud og kan påvirke Ham til at gribe ind. Og dermed er vi tilbage, hvor vi begyndte.
Derfor lyder budskabet ved denne her gudstjeneste: Vi må blive ved med at bede, selvom vi indtil nu synes, vi har oplevet tavshed fra Guds side. Vi må bede én gang til i håbet om, at Han en dag vil svare os. Gud lar´ sig bevæge af menneskers bøn. Derfor nytter det at bede.
Amen.