Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag, 24.03.2013
Predigt zu Matthæus 21:1-9, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Der var rigtig mange jøder, dengang for 2000 år siden og nu, der forventede, at når Messias kommer, så bliver det med en militær overmagt, der kan knuse - dengang: de romerske besættelsestropper og i dag: rense Israel for vantro og sikre grænserne, med en god bred sikkerhedsmargen til alle nabolandene. Ikke verdensherredømme, men et frit stor-Israel hvor mælk og honning og appelsinjuice flyder frit. Og hvor Gud Herren selv har taget bolig.
Så jøderne venter stadig.
Man kunne spørge, hvorfor det er vigtigt at høre om dette indtog, som Jesus foretog i Jerusalem, når det ikke rigtig førte noget med sig. Er det for at udstille folkemængden, der altså om søndagen råber: "Hosianna i det Højeste", og om fredagen råber: "Korsfæst ham!"? Er det for at vise, at vi mennesker er vendekåber og lette at forføre; svage og skrøbelige som Simon Peter, der som den første discipel bekender: "Du er Kristus, den Levende Guds Søn" og senere lover, at han aldrig vil fornægte sin Frelser, men som alligevel føler sig truet af et par stykker fra gadens parlament og med eder besværger, at han intet kendskab har til denne Jesus fra Nazaret.
Er vi mennesker blot slaver af vores begær og skal indtoget i Jerusalem blot ses som et eksempel på menneskers store hykleri?
Hvorfor skal vi høre om Jesu indtog, når Han ikke brugte indtoget til noget som helst? Han kunne blot være gået ubemærket ind i byen med sine disciple, for slutresultatet var jo allerede givet: Han vidste at Han kom til Jerusalem i påsken for at dø!
Vi skal høre historien, fordi den er et billede på, hvad der sker den dag i dag, når et menneske hører eller læser Jesu ord: Jesus red ind i Jerusalem som en konge; og Hans Ord kommer til os i dag for at herske over os. Som et folk kan underlægge sig en jordisk hersker, således må vi underlægge os Jesu Ord.
Og Jesu Ord er om den almægtige Gud, der i kærlighed og gensidig loyalitet vil være som en far for os - altså vise os en kærlighed som vi ellers kun kender fra vores forældre: den kærlighed der ikke forventer andet end at blive taget imod. Og Jesu Ord er både om vores salighed og frelse og Dødens død, men også om vores pligter overfor naboen og næsten. At kun den skyldfri kan tillade sig at kaste med sten mod dem, der forsynder sig.
Jesu Ord til os er den forkyndelse, at Gudsriget er kommet, og er midt iblandt os, også i dag i 2013 - det kræver blot at vi åbner vores øjne, ører og hjerter. Jesu Ord taler om ydmyghed og fjendekærlighed, men også om Lovens nødvendighed - når den fremmer kærligheden mellem mennesker.
Jesu Ord kommer til os i dag for at herske over os. Men som den kristne påske viser, så magter vi ikke at rette os efter anvisningen. Det afslører Langfredag, hvor mennesket i stedet for at adlyde kongen, gør oprør imod Ham, ja, i sanseløst raseri gør sig til dommer over Ham og dræber Ham.
Hvorfor dog? Fordi Hans krav var af en anden verden. De rettedes, på Guds vegne, til ethvert menneske; ikke understøttet med glitrede løfter om velstand og demokrati, men blev gjort gældende som Guds rettighed. Derfor er det som den afmægtige konge, at Han gør sit indtog.
Hvis Messias havde invaderet Jerusalem med en stor militær slagstyrke, så havde farisærerne og de skriftkloge samt de romerske myndigheder haft noget at frygte. Nu kom Han blot ridende på et æsel, og det aftvang under retssagen ingen respekt, men tværtimod foragt, vrede og forargelse.
Hvilken fræk gudsbespottelse: at påstå at komme fra den Almægtige, og så samtidig forsvarsløst at give sig selv hen! Det er forklaringen på, at hyldesten ikke fik det sidste ord, men kun blev indledningen til Langfredags had og mord.
Vi bliver aldrig færdige med at gennemleve påskens begivenheder, for nok kan vi være med til at hylde Jesus som Guds Søn; men i det næste øjeblik er vi så selv igen ved at korsfæste Ham, i et forsøg på at vinde kontrollen over vores eget liv.
Jesu Ord her i verden er stadig et afmægtigt ord, der kræver blind tro på, at det der siges, er sandt. Men der er ingen der tvinger os. Evangeliet er uden ethvert magtmiddel. Til en vis grad er det ubeskyttet udleveret til os - ligesom Jesus var udleveret til det hadefulde folks overgreb. Når det til tider kan se ud som om kristendommen har en hel del indflydelse, så er det derfor i virkeligheden kun et menneskeligt påhit, der her er tale om: kirken som organisation har muligvis en vis magt, men ikke evangeliet, for det har intet at støtte sig til her i verden og er i ethvert øjeblik udsat for at blive fornægtet af mennesker.
For penge, magt og klogskab er stadig det, der regerer. Der er mange måder at slå evangeliet ihjel på, men overalt ligger der den samme vantro bagved. Det må vi gøre os klart, og det er derfor der ingen væsentlig forskel er på menneskene dengang og os i dag.
Og dog: Idet vi samles i Hans kirke her på jorden, har vi en ny mulighed for at få et nyt og forstærket håb. Det var som frelseren, at Jesus drog til Jerusalem, og den dag i dag gælder det, at Hans Ord er håbet på jorden. Håbet for ethvert menneske: den lykkeligste og den ulykkeligste, det bedste og ædleste menneske og det ringeste og tarveligste.
Men hvorfor er Hans Ord da afmægtigt? Hvorfor forkaster mennesker det? Vil vi da ikke gerne frelses midt i dette farlige og altid dødstruede liv? Er håb ikke netop hvad vi trænger til, mere end noget andet?
Hvis det så endda kun havde været med et håb for nogle mennesker, Han var kommet: kun for kommunisterne eller pacifisterne eller humanisterne eller nationalisterne eller moralisterne; så kunne man forstå afvisningen. Men Jesus kommer med et håb der er for enhver. Om vi så kan få øje på det eller ej. Hvorfor forkaster vi det så?
Vi forkaster det netop fordi det er afmægtigt. Fordi det ikke opfylder det, vi venter af det. For det gør Jesu ord ikke. Et håb, der ikke bringer fred i verden, der ikke leverer en sorgfri tilværelse til os, der skal gå på jorden, eller i hvert fald giver os sikkerhed for at klare dagen og vejen.
Det er et håb der egentlig ikke siger andet, end at vi aldrig skal slippe for Gud og vort ansvar overfor Ham, hverken i liv eller død. Et håb der siger, at vi skal lade os nøje med Guds nåde mod syndere. Er det et håb? For Gud er det mere end et håb: det er et evangelium, dvs. et glædeligt budskab.
Og det kommer vi så til at forkaste. Nok jubler folket i første omgang, men da det står klart, at den konge de får i Jesus er en konge der vil herske over dem i tilgivelsens afmægtige ord, så bliver den fredspalme-bestrøede by til en morderstad. Og Jesus vidste det. Han havde allerede forudsagt sin død. Men her kommer så det vigtigste:
Selvom vi vil forkaste håbet, så vil håbet ikke forkaste os. Det kommer til os, sagtmodigt ridende ind i vores verden. Det opstår fra de døde, hver gang vi slår det ihjel. For da mennesker havde dræbt Kristus, så opstod Han og fór i forbøn for os op til sin Himmelske Fader.
Det kan være svært for kød og blod at forstå, men det er ene og alene fordi det ikke er udtænkt af kød og blod, men kommer direkte fra Gud. Til dig og til mig.
Amen.