Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag, 29.03.2013
Predigt zu Mattæus 27:31-56, verfasst von Leise Christensen
Angstens og forladthedens smerte kender vi alle til på et eller andet plan. Nogle mere end andre, men grundlæggende ved vi alle, hvad der er på spil, når angsten sprænger sig vej ind i vore liv. Denne angst og følelse af forladthed er et vilkår for det at være menneske. Nogle gange bliver vi helt forpustede af at forsøge at dække over disse følelser. Vi opfatter dem som noget, der skal udryddes, simpelthen udryddes af vores midte, noget, der ikke hører det moderne menneskeliv til. Det kan godt være, at det med at være angst var noget, som man accepterede i gamle dage, men nu, nej, må vi være fri for det bøvl. Det er vi vel vokset fra. Men der er ikke noget, der tyder på, at det forholder sig sådan. Angsten er gammel som livet selv og har som en trofast, men uønsket følgesvend fulgt mennesket gennem dets færd op gennem verdenshistorien. Mon ikke angsten lurede Adam og Eva over skulderen, da de blev smidt ud af Paradisets Have? Mon ikke Kain følte angsten, da han så, at Gud foretrak hans bror, Abel? Og hvad med David, da han så sine sønner kæmpe om magten i det rige, som han så omhyggeligt havde bygget op? Angsten - ikke altid for noget konkret, men måske mere som en fornemmelse af, at noget er, som det ikke burde være - er allestedsnærværende i det menneskelige liv. Angsten er nært beslægtet med følelsen af forladthed, måske mest af alt med følelsen af gudsforladthed - at være fuldstændigt overladt til sig selv og de dæmoner, der raser i vores indre. Netop den angst og den forladthed kendte Jesus den dag, hvor han hang på korset, henrettet som en gemen forbryder. Elí, elí, lemá sabaktáni? råbte han - min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Midt i sin angst og smerte vidste han, at han også var forladt af Gud, overladt til sin egen skæbne, foragtet af både Gud og mennesker, totalt og aldeles ensom. Han, som var født til at skabe liv, kærlighed og fællesskab, hang der som det ensomste af alle mennesker. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Jesu skrig den dag gjalder op gennem vores historie, og mennesker jorden rundt kan også i dag istemme koret. Selve kødeliggørelsen af denne smerte så jeg forleden i fjernsynet. En lille dreng lå i sin sygeseng på et hospital med begge sine arme revet af pga. en bombe, hans krop var ildevarslende forbrændt, hans forældre, søskende og bedsteforældre alle omkommet, og han sagde viftende med sine små armstumper: End ikke et bjerg kunne bære al den smerte, som jeg skal bære. Og man kunne tilføje: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Nej, følelsen af forladthed, gudsforladthed, er ikke forsvundet i takt med menneskehedens hop opad udviklingstrinene. Måske er den tværtimod blevet værre. For i manges liv er Langfredagens fornemmelse af, at livet er lagt øde med Jesu korsfæstelse, den daglige fornemmelse - dvs., at det i en vis forstand er blevet Langfredag hver dag. Gudsforladtheden føles konstant. Måske ikke som en bevidst og totalt ulykkelig fornemmelse af gudsforladthed al den stund, at mange mennesker slet ikke forbinder følelsen med fraværet af Gud, men snarere som en følelse af, at der er noget, der mangler i tilværelsen. Vi forsøger så at stoppe dette følelsesmæssige hul i vores liv med meget arbejde, kolossale mængder mad, dyre forbrugsgoder og store biler. Men alligevel kan det hænde, at vi sidder tilbage med en fad smag i munden og ser, at livet krakelerer omkring os, mens vi sidder der i hjørnesofaen foran fjernsynet med al vores mad og øvrige rigdomme. Håbet om, at det kunne være anderledes, håbet om, at der kunne åbne sig en sprække i vores liv, hvor vi kunne lade lyset og livet komme ind, blev korsfæstet den Langfredag på Golgata. Da han, som kunne ændre vores liv for evigt, faktisk kom, ja, så ville vi ikke vide af ham, for vi kunne ikke tåle at blive konfronteret med, at der manglede noget i vores liv, selvom vi godt fornemmede det inderst inde. Vi kunne ikke tåle at høre, at vi ikke selv kunne eller skulle klare alle ærterne selv. Nej, op på korset med ham. Vi vil stadig ikke vide af det. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? spurgte Jesus, mens han hang der. Ondskaben fik det sidste ord den Langfredag. Jesus måtte ensom bære den byrde, som end ikke et bjerg ville kunne bære. Skal vi blive ved med at spørge: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Skal vi blive ved med selv at bære den smerte, som end ikke et bjerg ville kunne bære? Skal mørket for evigt sejre over lyset? Har kærligheden for altid tabt til ligegyldigheden, afstumpetheden og ondskaben? Vi ved det ikke, men vi beder til, at det ikke må ende her. Og skulle vi i dag ane, at noget mere må komme, da er det alene som en svag lysstribe på en mørk himmel. Den hele og fulde sandhed kender vi først påskemorgen. Indtil da må vi vente og håbe. Indtil da kan vi kun bede: "Herren forbarm dig over os". Måske vil Gud så sige et ord, der kan vække opstandelse i vores liv. AMEN.