"Vi er alle omvandrende encyklopædier, indbundet i menneskehud" - skriver forfatteren Ib Michael i et lille skrift om forfatteren Herman Melvilles romanfigur fra Moby Dick, den grusomt tatoverede, men i grunden så vennesæle sydhavsbo og hval-harpun ekvilibrist - menneskeæderen mm. Queequeg.
Ja, han var voldsomt tatoveret, og denne tatovering havde været en tidligere profet og seers værk på hans fødeø; en profet, som på Queequegs krop havde skrevet en hel teori om himmel og jord, og en mystisk afhandling om kunsten at nå til den fulde Sandhed, så at Queequeg i sin egen person var en gåde at løse, et forunderligt værk i ét bind, et bind, hvis gåder han ikke engang selv kunne tyde, skønt hans eget levende hjerte bankede mod disse tatoveringer indefra.
"Vi er i den forstand alle omvandrende encyklopædier, indbundet i menneskehud". Hver eneste krop, hver eneste bevidsthed er at ligne ved voluminøse værke, fulde af sansninger, som er unikke netop for dette individ, og de bliver til viden for enhver, der lever med dette menneske. Derfor: hver gang vi tager et menneskeliv - bevidst eller ubevidst, overlagt eller i ubetænksom ligegyldighed, styrter vi biblioteker i grus uden at vide det.
Påskemorgen vågner vi op til den skønneste morgen af alle, for netop denne morgen får vi pantet på, at kroppen er blevet oprejst fra støvet, og i opstandelsen er kommet hjem - hjem til Gud. Og denne morgen møder vi Ham - skønt ukendt i starten af vandringen - på vej hjem fra påskeferie ud i vores hverdag.
For det er dér Gud først og fremmest er - ikke i kirken til de store højtider. Spørgsmålet er så, om vi kan genkende Ham, når vi møder Ham (Sandheden, Kærligheden, Livet selv), eller vi går forbi, når Han henvender sig til os, fordi vi helst vil bruge tid på og med os selv!
Det hele kan nemt blive reduceret til store indviklede teologiske problemstillinger, som man næsten skal være teologiprofessor for at finde interessant: Hvordan skal vi forstå opstandelsen? Og det er måske dér, påskens udfordring begynder: at vi vil "forstå".
Vi kan jo begynde et helt andet sted, med et helt andet spørgsmål oven på påskedagens store evangelium om den kødelige opstandelse: Hvem ejer egentlig kroppen? Hvem ejer din krop og min krop, dit barns krop, din fjendes krop? Hvad har du lov til at gøre med disse kroppe - hvorledes kan de tjene dig, oplyse dig, inspirere dig eller måske hæmme dig?
Hvem ejer kroppen? Hvis vi skal tale om kødets opstandelse, og hvis vi kan møde den opstandne Kristus i et medmenneske på livsvejen, så må vi også tale alvorligt om kroppen.
Ifølge Skabelsesberetningen bliver mennesket først opmærksom på sin egen krop, da det får indsigt til at skelne mellem godt og ondt. Den forbudte frugt bliver fortæret, og med blufærdighed forholder mennesket sig nu til sin krop overfor Gud og viser sig ikke mere nøgen.
I forhold til det andet menneske, medmennesket betyder denne kropsbevidsthed og vekslende blufærdighed, en seksualitet med glæde og spænding, men også med særdeles fysiske smerte-fødsler til følge, samt et dagligt arbejde i ansigtets sved, der langsomt, men sikkert vil slide denne krop i stykker, og til sidst være med til at lægge kroppen i graven.
Og over denne grav siger præsten da ordene: Af jord er du kommet, for du blev skabt af jord og derefter blæste Gud Sin livsånde ind i denne din krop, så du blev til et levende væsen.
Til jord skal du blive, for naturen vil sætte dette hylster, denne krop, ind i sin cyklus, og det der fra Skaberens hånd blev opbygget og givet dig, skal nu smuldre og atter visne.
Men af jord skal du igen opstå, for påskemorgen blev døden overvundet, da den for sidste gang greb en krop, Guds egen menneskekrop, og for sent opdagede at det var Gud, den havde forgrebet sig på: Helvede tog noget jordisk, og opdagede at det var himmelsk.
Hvem ejer kroppen? Gør vi selv det? Kan vi uden at skulle stå til ansvar for nogen som helst, gøre hvad vi måtte lyste med vores krop? Kan vi sulte den eller fede den uhæmmet op, uden at nogen laver Tv-udsendelser og tidsskrifts-artikler om det?
Nej, det kan vi ikke, og vi kan heller ikke uden kommentarer og berufsverbot tatovere og udsmykke eller skære og brænde eller plastic-operere vores krop. "Vores" krop er ikke vores, men tilhører i høj grad vores kultur og vores samfund.
Tilhører den enkeltes krop i virkeligheden fællesskabet? Familien, lokalsamfundet, landet, regionen, verdensdelen eller menneskeheden? Er det ikke alle disse grupper der laver konventioner (skrevne eller uskrevne), love og regler, sæder og skikke om vores kroppe, vores udseende, vores lemmer, korpus, organismer og skrog?
Hvem tilhører legemet? - Gud? Hvad sker der med forholdet mellem Gud og menneske, når vi ved alterbordet spiser og drikker Jesu Kristi legeme og blod?
Fortællingerne om Jesus er så kropslige og sanselige, at man aldrig kan få det fulde udbytte, hvis man kun lægger vægten på det spirituelle og åndelige. Gud blev kød, så mennesket kunne tage sit kød med sig hjem til Gud. Det hedder opstandelse; det skete virkelig for Jesus Kristus, og det skal virkelig ske for os.
Hans grav blev tømt og vores grav skal også tømmes - for alt andet end død. Dén kan få lov til at blive, men den vil være overladt til sig selv og den totale afsondrethed og isolation; allerfjernest fra Gud hvor Helvede er, fjernest fra kærligheden hvor ligegyldigheden bor.
Queequeg, i romanen om den hvide hval Moby Dick, var menneskeæder og voldsomt tatoveret. Hvem tilhørte hans krop? Ham selv? Dem, der søgte at tyde tegnene på han krop? Eller var han Guds, med både krop og sjæl? Han sejlede på havet, og havet er som tatoveret hud, men hvem tilhører havet?
Når man lærer et andet menneske at kende, rulles man altid ind i voldsomme historier og store dramaer. Altså når man virkelig prøver at lære dette menneske at kende. Og vi skriver med på hinandens historier, vi bruger hinanden og lader andre bruge os. Nogle gange lader vi os spise, og andre gange opfører vi os selv som kannibaler.
Vores kroppe skal også bruges i Guds frelsesplan. Hvis Gud har hænder, så har Gud dine hænder, og derfor er det dig Han sender, når din næste lider nød. Jesus Kristus er opstået fra de døde, med krop og sjæl, og derfor kommer Han os i møde på vej til Emmaus, på vej tilbage til arbejdet og hverdagen, til venner og fjender, til familie og kollegaer, til liv med fascination, væmmelse, erotik og død.
Jesu opstandelse påskemorgen, og vores som er i vente. "I am all yours, body and soul" - jeg er din helt og holdent, med hele min krop og hele min sjæl og hele mit sind, lyder en gammel jazz-standart. Body and soul, sådan tilhører jeg Dig, Gud, for Du har skabt mig, og med min krop vil jeg tjene Dig, ikke kun i mine tanker, ikke kun med min sjæl.
Alle er vi lemmer på det ene legeme, Jesus Kristus, og skønt vi har forskellige gøremål og forskellig status, så står armen ikke over øjet, og leveren er ikke mere værd end næsen. Vi er tatoverede som Queequeg, med kors, anker og et blodrødt hjerte. Tro, håb og kærlighed.
Vi kender ikke navnet på vores Gud, ved kun, at Han er Den, Han er - som vi får at vide i fortællingen om Moses og den brændende tornebusk. Men Gud kender mit navn, som havet der kender navnene på dets druknede! Havet, hvis overflade er som hud, snart fløjlsglat og blank, snart skummende, forrevet og dybt arret. En hud tatoveret med smertelig erfaring.
Sådan er havet, sådan er du og jeg og sådan valgte Gud at lade sig åbenbare for os. Med sjæl og ånd, men også med en krop der skulle sulte og lide, blive kærtegnet, der skulle grine og græde. Og kroppen var Guds, for sådan ville Han have det skulle være.
Og således tilhører alle kroppe Gud, og derfor skal de bruges i tjeneste for Ham, og derfor skal alle kroppe i denne verden - sultne og torturerede, brune og hvide, hele og halte, respekteres lige højt i kærlighed til Ham, så også vi kan se frem til en glædelig opstandelse, når vi med Ham også skal stå op fra graven en påskemorgen, engang hjemme hos Gud i de levendes land. Glædelig påske.
Amen.