Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis, 19.08.2007
Predigt zu Lukas 18:9-14, verfasst von Marianne Christiansen
"Jeg er ikke som de andre,/ jeg er noget for mig selv" - sådan begynder en kendt dansk vise. Det kunne måske være farisæerens vise, der med tilfredshed konstaterer: "Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som de andre", - men sangen fortsætter: "På landevejene vil jeg vandre/ til den dag, jeg må sige farvel". En sorgmunter sang om det liv, der rummer mindst lige så meget sorg som munterhed - livet på landevejen, på flugt fra et liv der var blevet umuligt, et liv, der af en eller andden grund gik i stykker og netop ikke kunne leves som alle andre. "Jeg er ikke som de andre,/ jeg er noget for mig selv" - det kunne være begyndelsen til en selvtilfreds fortælling om ens egne fortræffeligheder, men hvis man for alvor spørger: Hvem er jeg egentlig? Er jeg overhovedet nogen? - så er der aldrig ret langt til landevejen, til fortvivlelsen over sig selv.
Hvem er jeg? De fleste perioder af ens liv får man heldigvis svaret af andre, og hvis det er et godt svar, så er man et glad menneske, så går det godt. Fra de første voksne, der løfter én op og siger: "Du er vores kære barn" til livets andre stemmer: Du er søster eller bror - du er et barn blandt andre børn, - en, der hører med i flokken, en ven, en kammerat.
Så begynder der at komme flere svar: Du er sød, du er dum; du er en god eller dårlig kammerat; du er dygtig eller du dur ikke; der er noget, du kan, og noget, du ikke kan; du er smuk, du er grim du er tjekket eller usmart, du er inde eller ude -
Der er så mange svar i løbet af opvæksten på spørgsmålet om, hvem jeg er. Hvis man ikke har nogen, der til enhver tid vil fortælle én, at "uanset hvad de andre siger, så synes jeg at du er dejlig", så kan man jo godt blive i tvivl. Hvis hele ens verden - og den er ikke altid særlig stor - det kan være en skoleklasse, en arbejdsplads eller ens nærmeste - pludselig fortæller én en historie om én selv, som man ikke kan holde ud at høre - så smuldrer man.
For hvem er jeg? Er jeg overhovedet nogen, udover hvad de andre siger jeg er?
Så kommer spejlet ind i billedet. "Lille spejl på væggen der -" fortæl mig, hvem jeg er.
Og spejlet er ligeså ubarmhjertigt, som det er i historien om den onde dronning, der så sig i det hver dag for at få at vide, at hun var den smukkeste i landet. Pludselig en dag siger spejlet: "Nej, du er ikke den smukkeste. Den smukkeste, som du hidtil har været, er ikke længere dig. Du er ikke dig, hvis du ikke er den smukkeste". Ikke så underligt, at hun vil slå Snehvide ihjel. Hun kan ikke holde ud at høre spejlet fortælle en anden historie om hende, og spejlets historie er den eneste hun vil høre.
Spejlet. Alle ved vi, hvor stor en rolle det spiller i livet. I lykkelige tider, hvor vi ikke er i tvivl om, hvem vi er, betyder spejlet ikke ret meget. Men i andre tider af tvivl og usikkerhed, så er det ind foran spejlet og stirre mistrøstigt ind i det. Det er i vore dage næsten ikke til at blive fri. Før i tiden var der knap så mange og stå store spejle. Der kunne et lille barberspejl være nok. Nu kan man knap slippe for at se sig selv i fuld figur i facaders, caféers og moderne boligindretnings gulv-til-loft-spejle: Se, hvordan de andre ser dig - se, hvordan du ser ud i forhold til dem! Vil du virkelig være bekendt at gå uden for en dør, sådan som du ser ud?
Over for spejlet, den stumme ubarmhjertige afsløring af, hvordan jeg rent faktisk tager mig ud set med andres øjne, er der to muligheder. Enten at søge at gøre spejlbilledet tilpas - rette lidt på det, der nu kan rettes på, og forlige sig med resten: "Javist, næsen er vel nok noget stor og grim, men munden er da ikke helt dårlig, lidt for tyk måske, men der er dem, der er endnu tykkere, tøjet ikke alt for fikst, men det kunne være værre." Alt i alt forlige sig med sit eget spejlbillede og gå ud i verden i bevidsthed om, at det er godt nok, - det kan måle sig med de andre.
Eller der er den mulighed at se ind i spejlbilledet og hade hvad man ser: "Det dér er ikke mig - det er ikke mig som jeg gerne ville være, som jeg indefra, synes jeg skulle se ud. Det er grimt og dumt, og hvad værre er - det passer".
Spejlbilledet lyver ikke - det viser mig, hvad jeg viser det. Så hvis jeg spørger mit spejlbillede, hvem er jeg, så får jeg det svar: "Ja, hvad synes du selv?" - og det er muligvis det værste svar man kan få.
Nu er det nok de færreste voksne der kan gå helt i spåner over at se sig selv i spejlet i garderoben, for vi har så mange andre historier om os selv end vores udseende. Som ung kan man gå utrøsteligt i spåner ved at se sit eget halvvoksne spejlbillede, fordi det skal måles med billederne i bladene og på film og hvor ellers de historier fortælles, som man tror eller ønsker, skal fortælles om én selv.
Men der er andre spejle end garderobespejlet, som det er langt værre at spejle sig i. Tit er det foran spejlet, at man giver sig til at spejle sit eget liv: "Hvem er jeg, hvordan forvaltede jeg livet, hvad kom der ud af det, hvad har jeg egentlig betydet for menneskene omkring mig?"
Det er ikke kun på film at man kan se et menneske knuse spejlet i fortvivlelse over, hvad det viser. Erindringens og selverkendelsens spejl kan ikke knuses, men det kan knuse.
Jesu lignelse - selve ordet lignelse minder jo om spejlbilledets lignende fremstilling, lignelsen er som en spejlfortælling - Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i templet er historien om to mennesker eller to måder at spejle sig på. Farisæeren var et menneske, der gjorde sit yderste for at leve et ordentligt liv, et retfærdigt liv, som han kunne være bekendt over for Gud og over for andre mennesker. Tolderen var på Jesu tid at regne som en landsforræder, en, der indkrævede skat til besættelsesmagten, et menneske med beskidte hænder, der gjorde alt for penge.
I historien er de figurer for to forskellige måder at forholde sig til Gud på. For farisæeren, det pæne menneske, spejler sig i Gud. Han er selvfølgelig som alle klar over, at han ikke er perfekt, men han er på den anden side heller ikke værst. Han kunne være meget værre, og det takker han Gud for, at han ikke er. Han takker for det gode liv han har.
Skulle det nu være forkert?
Den gang, Jesus fortalte historien, fortalte han den i et samfund, der interesserede sig i højeste grad for retfærdighed og for, hvordan man levede retfærdigt, i forvisningen om, at Gud ønskede retfærdighed af mennesker. Og frem for at grine alt for højt af det, kunne man jo godt spørge sig selv, om det ikke er lidt sørgeligt, at vi fuldstændig har opgivet retfærdighed som målestok for et godt liv. Når vi nu til dags måler livskvalitet, er det sjældent man spørger: "Synes du, at du er retfærdig over for andre mennesker? - synes du, at du giver nok til andre? - synes du, at de svageste i samfundet bliver behandlet godt nok?" Det er ikke lige dér, vi har vores fokus! Det er mere: "Er du tilfreds med dine egne vilkår? - kan du lide dig selv? - synes du, at du får nok ud af livet?"
Farisæeren lagde vægt på retfærdighed og godhed, da han spejlede sig selv i templet og syntes, at det så ikke helt værst ud - "jeg er rimelig".
Vores krav er anderledes, men ikke nødvendigvis nemmere at leve op til. Vores farisæiske bøn hedder snarere. "Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som de andre - tabere, unormale. Jeg er rimelig pæn, normal, rimelig levestandard, pænt familieliv og pensionsopsparing. Jeg har en pæn selvrespekt, elsker og accepterer mig selv, som man skal i denne verden, og er rimelig tolerant over for andre."
Vores begreb om retfærdighed er måske snarere kommet til at hedde tilfredshed med livet, selvrespekt, livsduelighed. Vi går kraftigt ind for, at du skal lære at elske dit eget spejlbillede, være tilfreds med dig selv. Tag dig lidt sammen og se på dine lyse sider.
Derfor er der ingen grund til at håne den selvtilfredse farisæer. Han er på mange måder vores ideal. Et menneske, der kan være sig selv bekendt, mestre sin tilværelse, være leder i sit eget liv og lade sig se af andre: "Jeg er god nok - fordi..."
Men det, tolderen ser i spejlet, er ikke godt nok. Det er ikke godt nok og han ved det. Han ser det, han viser spejlet - sig selv - og der er ingen formildende omstændigheder. Dum og grim og ond.
Derfor ser han slet ikke i spejlet. Han kalder i sin fortvivlelse på noget eller nogen bag spejlet. Han kalder på én, der vil fortælle ham en anden historie om ham selv, end den han selv kender: "Gud, vær mig synder nådig!"
Det råb er troens råb. I det ligger tilliden til eller måske snarere bare det desperate håb om, at der er mere at sige om mig end det, spejlet siger. Og den, der kan og skal fortælle det, er Gud. Gud er ikke et spejl. Gud er den, der kan og vil befri mig fra mit berettigede selvhad.
På en vis måde er fortælleren Jesus den, der knuser spejlet, både selvtilfredshedens og selvhadets spejl. Hans død knuser spejlet. Jesus, det gode menneske, den retfærdige, der elskede og troede og håbede til Gud, knuses som en forbryder på et kors i al den ydmygelse som et menneske kan komme ud for. Deri knuses en gang for alle spejlet som den instans, som det vi skal leve op til og godkendes i, måle os efter. Nu står vi foran spejlet, som ved Jesu død knuses, pulveriseres og bag ved det afsløres et vindue hvorfra opstandelseslys, solopgang vælter ind over os og fortæller os en helt anderledes og ny historie om, hvem Gud er, og hvem vi er i det lys.
Nåden - det er det lys, der strømmer fra en Gud, der ikke er interesseret i spejlbilleder, men i at overstråle hvert enkelt menneske med lys, så det giver genskin af det.
Nåden er en stor kærlighedserklæring - den største af alle.
For Guds kærlighed siger ikke: "Jeg elsker dig, fordi du er god nok, fordi du gør det rimelig godt og er et ordentligt menneske."
Den siger: "Jeg elsker dig, fordi jeg er. Hvad du er, det er så mange ting - men i det alt sammen er du Guds elskede."
Det er den største historie, der er at fortælle om et menneske. Den befrier fra spejlet. Spejlets historie bliver relativ. Den bliver en eller mange historier, og de rummer sikkert både selvhad og selvtilfredshed. Men svaret på spørgsmålet: "Hvem er jeg?" er givet i nådens svar fra lyskilden.
For at slutte hos farisæeren - for vi kender jo en brevskrivende farisæer, nemlig Paulus, der lagde ud med at forfølge et spejlbillede af den rette lære og forsøgte at udrydde dem, der forstyrrede billedet, - men også for ham knustes spejlet, så lyset brød igennem, slog ham til jorden og blændede ham, gav ham oprejsning og nyt syn - så han en dag kunne sige: "Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er" - og tilføje med en vis selvglad fornøjelse: "- og hans nåde har ikke været forgæves!"
Sådan må vi også sige - over for alle spejlbilleder: Af Guds nåde er vi, hvad vi er - og hans nåde er aldrig forgæves.