Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1.søndag efter trinitatis, 02.06.2013
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Hvis vi kun anser Helvede for at være et pinested efter døden, så har vi frarøvet os selv muligheden for at forstå selve det gode og det onde i tilværelsen. Hvis Helvede kun handler om en lidelse efter døden, så mister vi forståelsen af lidelsen i livet, for nogle mennesker lever et liv der er et helvede på jorden. De oplever ikke næstekærlighed og kan derfor ikke selv udøve næstekærlighed.
De er ensomme, misforståede og fravalgte; måske boende i midten af en millionby, måske i et pænt parcelhus i købstaden eller i ellers pæne rammer i den hyggelige landsby. Men ensomme fordi de er oversete og fravalgte. Og når man bliver overset kan man ikke se sin næste i øjnene og bede om hjælp, og så vokser ensomheden endnu mere. Disse mennesker lever spredt, men falder igennem i flok. De falder igennem.
Disse mennesker lever i deres lidelse i fattigdom. Måske økonomisk fattigdom, men i vores del af verden måske mest i åndelig fattigdom, og måske begge dele. At lave en præcis opgørelse over forekomsten af fattige mennesker i et land, er uhyre vanskeligt, for mennesket har nemlig behov for andet og mere end det målbare fysiske, såsom mad, tøj og bolig. Vi har både sociale, spirituelle og kulturelle behov, og de bliver ikke nødvendigvis dækket af øget indkomst.
Så hvornår er et menneske fattigt og hvornår er det rigt?
Det er en rystende historie vi bliver præsenteret for i søndagens prædiketekst. Det er to yderpunkter Jesus ridser op for os. På den ene side en meget rig mand, der lever et liv i materiel overflod, og på den anden side et fattigt menneske, som lever af det, han kan finde i skraldebunkerne fra de rige. Da de dør og skal forlade denne verden, kommer den rige til et pinested, i modsætning til den fattige, der bliver båret hen for at hvile sig i skødet på patriarken Abraham. Det er på alle måder en fortælling om Himmel og Helvede - selvom de to begreber er uhyre vanskelige at få rede på.
Nu er det jo nærliggende at udlægge Jesu ord således, at saligheden i efterlivet automatisk kommer, hvis man her på jorden er så økonomisk fattig og ydmyg som muligt. Så kommer belønningen på den anden side af graven. Dog - dette kan ikke være den rigtige forståelse af fortællingen.
Alligevel må man sige, at der kastes et stærkt lys ind over de misforhold der kan være blandt mennesker, når det gælder fordelingen af de menneskelige goder. Og det er den særlige udfordring der gives os, der lever og hører Guds Ord i et af de materielt rigeste lande i verden. Vi rige har et ansvar over for de fattige; det afslører Guds Ord tydeligt.
Og så er det alligevel ikke det, der er fortællingens hovedpointe, for det kan ikke være rigtigt, at man skal være så materielt fattig som mulig for at komme ind i Guds rige. Det er i hvert fald ikke budskabet, når vi ser på Jesu samlede forkyndelse. Hverken fattigdom eller rigdom siger noget som helst om menneskers gudsforhold.
Det var ikke den rige mands penge som var skyld i, at det gik ham så dårligt. Han kunne godt have været rig og alligevel fået en plads i Guds Himmel, og modsat kunne den fattige Lazarus godt være endt det modsatte sted, hvis det skulle være. Hans fattigdom var ikke automatisk en adgangsbillet til de Himmelske Boliger. Han fik ikke det evige liv som en slags kompensation for al sin nød og elendighed i sit liv på jorden.
Så hvad var så det afgørende for, at de havnede der, hvor de gjorde?
Jesus giver i denne fortælling kun den ene af personerne navn. Men med dette navn, "Lazarus", har Jesus også sagt meget. "Lazarus" betyder: "Gud er min hjælper". Han levede, midt i al sin fattigdom, i dyb afhængighed af Gud. Det var Gud der var hans rigdom og hjælper. Lazarus havde erkendt, at han havde brug for Guds hjælp og indgriben. Den rige mand gik ikke fortabt på grund af sin rigdom, men fordi hans hjerte hang ved alle Guds gaver i stedet for ved Gud selv, altså ved giveren af al hans velstand; og måske slog han sig til ro med, at dette måtte være bevis for, at Gud var på hans side. Han havde ikke behov for yderligere hjælp - havde ikke brug for Gud.
Parallellen til denne rige "Guds-bortvendte" mand, er den gammeltestamentlige "Guds-vendte" Job, der, efter at have mistet al sin rigdom, sit helbred og hele sin familie, siger om Gud (der jo velsignede Job med alle disse gaver i første omgang): "Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage. Herren gav, Herren tog. Herrens navn være lovet."
Naturligvis har vi lov til at bruge både tid og penge på os selv. Og naturligvis må vi satse på vores familier og prioritere vores tid og overskud højt her. Men vi skal huske, hvad selve omdrejningspunktet, selve hovedaksen, fundamentet og vores livs ubetingede anliggende skal være - nemlig Gud Herren, og ikke Hans gaver til os. Vi skal elske Gud af hele vort hjerte og af hele vort sind, og så skal vi elske vores næste som os selv. Det er lovens første og største bud til os - den lov som Abraham erindrer den rige mand i Helvedes flammer om, at hans familie jo allerede har. Den rige mand, der er så vandt til at have tjenere og bydrenge til alt, at han ikke betænker sig på at spørge Abraham om ikke Lazarus lige kan stikke ned og aflevere en besked fra efterverdenens fyrrum.
Vi har ikke lov til at lade vor næste ude af betragtning, og vi er alle sammen afhængige af Gud og Hans indgriben. Den riges fejl bestod i, at han kun investerede i denne tilværelse. Han havde gjort sin rigdom og sin tilværelse til sin gud.
Luther siger et sted: "Din gud, er den eller det, som du venter alt godt af." Så lad os da stille det spørgsmål til os selv lige nu: Hvad er det vigtigste i dit liv? Hvad eller hvem forventer du alt godt fra? Familien, vennerne, arbejdet, pengene, fritidsinteresserne, helbredet, anseelsen, hus/bil/båd/sølvtøj? Hvem eller hvad er gud i dit liv - den eller det du venter alt godt af? Er det Gud Herren, som åbenbarer sig for os i Hans Ord og i befalingen om næstekærlighed og barmhjertighed og fred? Som sagt, navnet Lazarus betyder: "Gud er min hjælper".
Jesu ord skal få os til at tænke os om og revidere vore værdinormer. Han henviser helt konkret til hvordan vi skal få del i det, der har blivende værdi ud over dette liv. Måske har vi det ofte sådan, at vi først søger materielle goder og statussymboler og alt mulig andet målbart. Men Jesus siger, at vi skal søge Guds Rige først, ja vi skal søge Hans retfærdighed, den retfærdighed som Gud skænker. Men vi kan kun virkelig søge den og finde den, når vi ser, at vi trænger til den! Derfor var en af Jesu største opgaver at gøre os seende, så vi bliver i stand til at se, ikke kun vores næste, men også os selv.
Og hvem er det så der skal dømme levende og døde? Det er også Jesus. Så det er dommeren selv der fører vores sag, hvilket en jordisk domstol aldrig ville acceptere. Tænk at lade forsvarsadvokaten afsige dommen! Men det er vigtigt at huske på, at det altså ikke er os der skal gå rundt og dømme andre til et efterliv i den ene eller den anden tilstand. Så enkel er dagens evangelietekst ikke, at vi med den som facitliste, ud fra menneskers materielle standart her i verden, kan sige noget om Guds nåde i den næste verden.
Fortællingen kan det vigtige, at den kan hjælpe os med at pege væk fra os selv. Væk fra alt vores "mig, mit og mine" til den der sidder ved vores port, bor lidt længere oppe af gaden eller som vi møder der, hvor mennesker færdes. For hvornår er et menneske fattigt og hvornår er det rigt? Det måles ikke kun på økonomisk velstand, men i højere grad på den og det i dit liv du venter det gode af - altså på det fundament vi bygger vores tilværelse på. Eller på det vores medmennesker møder os med eller ikke møder os med. Der ser vi vores rigdom og vores fattigdom.
Og himmel og helvede er ikke kun tilstande i efterlivet, for efterlivet skal vi slet ikke bruge så megen energi på at overveje. Det kan tidsnok komme. Gud hader folk der tager varsler, lytter til døde og driver spådom, men Han vil heller ikke slagtoffer og udvortes gudsdyrkelse, såsom overdreven faste og tom bøn. Der er nemlig en stor fare i, at mens man tilrettelægger sit liv på en forventet "efterlivsbonus" i form af en evighed i Paradis, så risikerer man at fremmane et rent helvede for sig selv (og værst: for andre) i dette liv.
Vi må lære at se vores liv, som trådene i et stykke stof. Alle er vi vævet ind i hinanden, og alle er vi afhængige af hinanden. Aldrig må vi glemme hvem vi er, hvad vi har fået i gave og hvem vi har fået at dele verden og gaverne med.
Lazarus er død og den rige mand er død. De kan ikke gøre noget for hinanden, og vi kan ikke hjælpe dem mere. Vi kan lytte til historien, og så kan vi prøve på at lære at handle mens vi stadig er i live. Vi kan huske hinanden på, at her i livet handler det om at se og høre; at være vævet ind i hinanden betyder, at vi går ud blandt andre mennesker og taler med dem, stiller os til rådighed og gavmildt dele ud af de gaver der er beregnet på os alle. Kun således kan Jesus bringe Gudsriget med sig, sprede mørket og trække Himlen ned på jorden, så Gud får sin bolig midt i blandt os. Amen.