Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 09.06.2013
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Prøv at forestille jer at I skulle indbyde til fest. Der skal holdes stor fest i anledning af fødselsdag, bryllupsdag eller andet, og mange indbydelser sendes ud, og så begynder afbuddene at løbe ind. Folk undslår sig med de mærkeligste undskyldninger. Det er ikke bare væsentlige undskyldninger så som at man skal til et nært familiemedlems begravelse eller andet. Nej, det er små undskyldninger så som at man har en væg, der skal males eller et par nye sko, der skal gås til. Jeg tror egentlig at man vil blive oprigtig vred, og ganske givet også lidt skuffet over de venner og bekendte man havde indbudt.
Men ikke desto mindre er det faktisk hvad der finder sted i dagens evangelium som er lignelsen om det store festmåltid. Vi afslår os indbydelsen med de mærkeligste begrundelser. Og jeg kan da forestille mig, at man gennem tiden har brugt denne lignelse til at svinge riset over den uduelige befolkning, der ikke søger kirke, men bare dovner den søndag morgen. Men det er der jo ingen grund til. Der er ingen grund til at hidse sig op over nogen, der ikke vil være med. I stedet bør vi glæde os over det evangelium, der lyder ud gennem fortællingen. For der er et evangelium, der lyder, også selvom at det ikke modtages eller måske modtages af ganske få.
For prøv at sætte jer i indbyderens sted. Hvis det var jer, der havde modtaget så tåbelige afslag på jeres indbydelse til fest. Man havde nok været ked af det, skuffe og vred. Men da ikke sagt: så indbyder vi bare nogle andre! Vi havde vel næppe gået ud på gader og stræder for at indbyde andre vi måske slet ikke kender og slet ikke havde tænkt på at indbyde til fest; men ikke desto mindre er det hvad der sker.
Og det er evangelium.
Derfor er lignelsen i to halvdele: første halvdel, hvor vi pådrager os dommen for ikke at høre Guds ord, og anden halvdel, hvor Guds ord forbliver evindeligt. Første halvdel er, hvad vi kan sige os selv: at vi ikke høre ordet og indbydelsen; at vi ikke hører dette, behøver vi ikke kirken eller andet til at fortælle os. Der kan vi blot se på os selv. Men at indbydelsen - helt modsat hvad vi ellers ville have gjort - vedvarende lyder, det er evangelium og sand trøst.
For vores indbydelser bliver trætte og skuffede, hvis de ikke høres; men Guds indbydelse lyder vedvarende til fest, også på trods. På trods af dårlige undskyldninger, på trods af lukkede ører, på trods forkerte valg. Hvis lignelsens anden halvdel ikke havde været med, så ville lignelsen slet ikke have været kristendom, men blot en snusfornuftig fortælling om, at der er nogle der vælger korrekt og andre ikke. Nu er lignelsen en kraftig beretning - ja forkyndelse - om Guds ord ustoppelighed, At Gud i sin nåde drager ud for at hente os, for at, som der står - nøde os - ind til festen. Evangelium på trods.
De indbudte har mange undskyldninger og vi kan sagtens høre at de er dårlige og uden indhold, og vi kan lige her til sidst grunde over, om der egentlig findes gode undskyldninger overfor Gud? Kan man med rette undslå sig Guds ord? Findes der nogen undskyldning, der er god nok?
Nej, ikke hvis alt fra Gud er af nåde, så er der ingen undskyldninger, der er gode nok. Når indbydelsen lyder af nåde, så har vi ikke lovlige hindringer imod den. Vi kan ikke få ret overfor Gud - overfor vores skaber.
Og det er jo egentlig på alle andre områder af livet vores store skræk: at vi ikke har en undskyldning. At vi ikke kan retfærdiggøre vores adfærd; men i forholdet til Gud er det vores store glæde og frihed. I indbydelsen fra Gud er vi uden undskyldning, hvilket betyder at vi kendes af Gud som vi er. Som dem, der måske ikke altid lever op til livet, som den, der til tider så smerteligt erfarer, at det gode man vil, det gør man ikke og det onde man ikke vil, det gør man. Men når vi ikke har nogen undskyldning overfor Gud, der er god nok, så kan vi kun være dem vi er med alt vores historie, alle vores både gode og dårlige erfaringer, og al vores skyld. I indbydelsen fejes alle undskyldninger af bordet som dårlige, og kun indbydelsen fra Gud lyder.
Og det er evangelium.
Så hørt som en rent menneskelig beretning, bliver dagens lignelse hurtigt til en hoven beretning om, at der er nogen der hører og andre ikke, men så kommer lignelsen til at handle om os, hvor den rettelig skulle handle om Gud, og når den handler om Gud, så handler den om Guds vedvarende indbydelse gennem alle hindringer frem mod os, som måske er den største hindring, for at kalde os til festen, for at kalde os til Guds rige.
Amen