Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 02.09.2007
Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Dette er jo kernefortællingen over alle kernefortællinger om det elske Gud og elske sin næste. Det er fortællingen om det evige spørgsmål: om det ene kommer før det andet, om det andet kommer før det første, om det er det samme, og hvis ikke, hvordan så sammenholde Gud og medmennesket.
Når jeg kalder det en kernefortælling over alle fortællinger om det her emne, så er det fordi, at det er det problem som hele bibelen, og vores tro, er gennemsyret af: Gud og næsten; Gud først, næsten så; næsten først og dermed Gud; eller Gud OG næsten, på én og samme gang....Fordi Gud kan ikke tænkes uden næsten i vor kristne tro.
Det er ikke med let hånd, at vi i bibelen bliver skrubbet på ryggen, for profeterne skælder ud, hvis nogen tror, at man kan tilbede Gud og glemme sit medmenneske og siger, at gudsdyrkelse er at hjælpe den fattige. Og Johannes, den blide, siger ligeud: "du løgner og hykler: hvordan kan du sige, at du elsker Gud, som du ikke har set, når du ikke elsker din bror, som du har set." Så det er skrap lud til skurvede hoveder, når vi adskiller, hvad der hører sammen: Gud og mennesker.
Der er noget, som jeg altid har misforstået. Og det er, hvor de er på vej hen. De går jo ad den samme vej. Både den rejsende, der overfaldes, overfaldsmændene, præsten og levitten og samaritaneren. Det er den samme vej. Og det er vejen mellem Jeriko og Jerusalem. Og jeg har altid i mit indre landskab forestillet mig, at de var på vej til Jerusalem. Altså op mod den hellige stad. Og jeg har da også hørt mange, mange prædikener, og kommentarer, hvor man trækker frem, at både præsten og levitten har så travlt med at komme til templet, til deres tjeneste, og derfor haster de forbi.
Men, måske ser vi, uden at se. Og læser uden at læse.
For der er måske en rigtig god pointe i, at Jesus fortæller: en mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Og dem, der kommer forbi, det er ad den samme vej. Ned og væk fra den hellige stad, så de har været i templet, og skal hjem til det daglige igen.
Og hvis man læser det sådan, så bliver det faktisk endnu mere grelt, at de går forbi - altså hvis man kan gradbøje grelhed: at man kan gå fra gudsdyrkelsen og gudstjenesten, og hjemefter, og lige forbi en overfalden. Fyldt af nåde og glæde over Guds hus og dets herlighed og pagten med den hellige, fyldt af fred med sin gud, går man lige forbi sin næste.
Se, hvis vi læser det sådan, at de har været i templet, ja, så bliver det pludselig en smule for tæt på, for os selv.
For ingen i nutidens Danmark kan uden videre identificere sig med præsten og levitten, for ingen af os har så travlt med at komme til gudstjeneste, at det ville være en grund til at gå forbi en nødstillet. Men mange af os har været til gudstjeneste, er på vej ud i det daglige igen og kan genkende, at vi ser de nødstedte, men fortsætter vores liv uanfægtet
Det er medynk og barmhjertighed fortællingen handler om,
og som bliver det prisme, hvor det bliver klart, at Gud og medmennesket ikke kan skilles ad.
Samaritaneren, hvis gudsdyrkelse i samtiden var forkert, men som blev en næste for den overfaldne, om ham står der: han fik medynk. Vi kunne også oversætte det med: han blev grebet af barmhjertighed. Og derfor kan man spørge: er medlidenhed og barmhjertighed en pligt? eller: er det en drift? Altså er det noget, som et menneske handler udfra, fordi det bør man? eller er det en drift og en kraft, der handler med mennesket, så det ikke kan lade være?
Man kan også kalde barmhjertighed for en nådegave.
Og så rører vi ved, at det både er noget, der kommer udefra og nærmest overfalder én, så man, måske uden at ville det eller have planlagt det, skubbes til at være medmennesker. Det er en kraft, der får os ud over os selv. Den får os til at gøre det gode, og derfor må vi sige: den kommer fra Gud.
Barmhjertighed kommer altid på tværs. På tværs af alle planer, på tværs af vores bekvemmelighed og på tværs af al orden. Det vil jeg fortælle om i dag ved at fortælle om en lille roman af Graham Greene, fra 1943 som foregår i London under bombardementerne. Her siger hovedpersonen om medlidenhed og den barmhjertighed, der opstår af den: "Medlidenhed er den stærkeste af alle lidenskaber. Den er stærkere end forelskelsen. Kærlighed kan ikke vide sig sikker, når medlidenheden stryger omkring." Kærlighed kan ikke vide sig sikker, når medlidenheden stryger omkring....
Romanen hedder "Skrækkens ministerium" og handler om nazisternes spionage i England, men tema'et, der går igennem hele bogen, det er medlidenhed. Det, der driver hovedpersonen, og som får ham til at ændre kurs, det er hver gang medlidenhed.
Denne mand, har lukket sig ude af verden, og det mens 2. Verdenskrig er i fuld gang. Han oplever og ser London, nat efter nat, bliver bombet. Og han lever som bag en glasvæg. Han ser, men lever ikke. Grunden er, at han har slået sin kone ihjel, - og er blevet frikendt. Han har slået hende ihjel, af medlidenhed. Og havde forventet straf. Han kunne ikke udholde at se hende lide under sin sygdom, der blev værre og værre. Så en aften puttede han gift i hendes varme mælk, så hun kunne få lov at sove ind. Det plager ham. For slog han hende ihjel, fordi hun led? Var det af kærlighed? Eller gjorde han det, fordi han ikke selv kunne holde ud at se et andet menneske lide? Det spørgsmål forfølger ham, i hans indelukkede verden, hvor han har skruet ned for alle indtryk. Han overlever, men lever ikke. Holder sig fast i gamle forestillinger, fra drengebøger, hvor godt og ondt kæmper mod hinanden. Og dér vinder det gode jo altid, som han siger. Så har man kun sine drengebøger og heltehistorier at møde virkeligheden med, så er man på den. For ude i virkeligheden vinder det gode ikke altid. Medlidenhed er den stærkeste af alle lidenskaber. Den opstår i én uden at man vil det eller ved det. Sådan er denne mands erfaring. Fra sin barndom husker han en rotte, som de andre drenge havde drillet, og pint, og da den kravlede væk, med brækket ryg, slog han den ihjel, og slog og slog, ude af sig selv, til en barnepige kom og trak ham væk. Han kunne ikke forklare at han havde slået, for at befri rotten fra sine lidelser. Han havde ingen ord.
Og den erindring er for ham, at medlidenhed er en lidenskab, der handler med dig. Det er ikke dig, der styrer den. Den handler med dig. Får dig til at gøre ting som du ikke havde tænkt på i forvejen. Ikke havde planlagt. Ikke havde overvejet. Ikke havde lagt strategi for. Men den handler for dig. Og derfor er medlidenhed ikke en viljesakt, eller en overvejelseshandling, men opstår i dig. Og med en kraft, der får folk til at gøre ting, de ellers ikke havde turdet.
At man så bagefter kan gøre sine overvejelser, ja, det gør et modent menneske. Når medlidenhed har sat een i gang med at leve i verden blandt de andre, så bliver det nødvendigt at tænke, overveje, handle. Lægge planer, skabe samfund og fælles liv, handle politisk.
Det. at medlidenhed er en lidenskab, der opstår udenfor vores vilje, gør at der er noget punktuelt, og enkeltstående og spontant over den, men samtidig har den en sådan kraft til at sætte i gang at den kan få mennesker til at ændre kurs.
Medlidenhed er en stærk lidenskab. Den kan få folk til at gøre oprør, som ellers er bange. Hovedpersonen hos Graham Greene, husker, at han tog en kammerat i forsvar på skolen, og gjorde oprør mod en tyrannisk lærer, selv om han var skrækslagen. Så lydighed og loyalitet mod en magthaver kan heller ikke vide sig sikker, når medlidenhed stryger omkring. Tyranni og magtmisbrug kan ikke vide sig sikker, når medlidenhed stryger omkring. Ikke at gøre oprør, når man bliver slået, ja, siger hovedpersonen, der står jo: "hvis nogen
slår dig, skal du vende den anden til. Men, hvad hvis nogen slår en anden? Din næste?
Medlidenhed er en stærk lidenskab, der får os til at komme ud over os selv. Og gøre ting, vi ikke havde planlagt i forvejen. Den volder besvær. Det, der får denne hovedperson til pludselig at være midt i et spionagedrama mellem godt og ondt i London under 2. Verdenskrig, er medlidenhed. Han opdager nemlig, at ikke alle mennesker har medlidenhed. Han kan ikke udholde at se andre lide. Men som een siger om gruppen af de nazistiske spioner, hvis opgave det er at skaffe oplysninger om England hjem til: "de kan tåle smerte. Og de kan tåle, at andre lider." Og netop dette, at de kan tåle at andre lider, det oprører vores hovedperson så meget, at han, af medlidenhed, pludselig hvirvles ind i virkeligheden, igen.
Medlidenhed er en lidenskab - måske den stærkeste af alle, for nogen. Den er en lidenskab, fordi den gror frem af sig selv. Den overfalder som en nådegave. Og den er så stærk at den får os til ændre kurs. Det er medlidenhed, der får os til at stoppe op og hjælpe, og som får os til at forsvare det menneske, der bliver slået på, og sparket til. Det er sjældent en planlagt viljeshandling. Det er jo besværligt.
Der er noget spontant, noget uventet over medlidenhed. Den opstår. Men tanker og handlinger for at forhindre at det onde sker igen, må komme lige efter. Og også den stadige øvelse i aldrig at tåle at andre lider. På den måde kan lidenskab forvandles til pligt. Den nære pligt og samfundspligt. Ikke som en sur pligt, men af kærlighed, til Gud og næsten.
I lidenskab og pligt: at være medmennesker i verden. På vej til templet, eller på vej fra templet. Amen.