Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 23.06.2013
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Først en advarsel:
Dagens evangelium er en målestok, vi kun må måle os selv med og ikke andre.
På børneværelset derhjemme hænger en målestok.
Et stykke træ med tal, så man kan mærke stokken med hvor højt barnet er når det står op af væggen. Piger mærkes med rødt og drenge med blåt, har man mere end et barn kan man så sammenligne hvem der er højest. Sikken en fryd, der bliver når lillebror er fem millimeter højre end sin søster.
Hændelsen vil være en af mange begivenheder i børnenes liv, hvor kodeordet er sammenligning, senere kommer karaktererne i skolen og sammenligningen med kammeraterne. Sammenligning er det vi mennesker gør når vi vil have en målestok for hvor godt det går os. Stregen på målestokken skal helst være sat lidt over de andres, så vi kan stå og kikke ned på dem. Det starter i børneværelset med de fem millimeter og bliver siden til biler, jobs, koner, maratontider osv.
At sammenligning er faktisk menneskets ursynd, for det er egentlig det historien om Kain og Abel handler om. De to brødre ofrer begge til Gud, men Gud tager kun imod den enes offer. Kain bliver vred og sænker sit hoved, for han kan ikke forstå at Gud tager broderens offer og ikke hans. Der er ikke noget galt med hver deres ofre i hvert fald ikke før Kain kom til at sammenligne. Og drage den konklusion der ikke står nogen steder i Bibelen, men er så selvfølgelig for Kain og os, at vi tror den står der, at Gud bedre kan lide Abel.
Sammenligningen kan få os til at se splinter alle vegne, som vi kan irriteres over og det kan gøre os blinde på os selv. Men sammenligning kan også være godt når den får os til at se bjælken i vores eget liv. Får os til at stoppe op og stille spørgsmålet, hvad med dig selv?
Som i fortællingen om kong David, der havde så mange koner, at det ikke er til at få tal på. Men en dag kom han til at sammenligne dem med Urias kone. Og så måtte han have hende med og satte Urias på en post, hvor arbejdstilsynet ikke havde været længe. Og så kunne han føje hende til sit harem, men en dag hører han en historie om en mand, der havde et kid. Kiddet tages fra ham af en rig mand, der slagter det til sin egen fest. David ved godt hvad han vil gøre ved tyven, men da han får at vide du er manden hvad så?
Sammenligning får ham til at se bjælken i sit eget øje, men også at måtte indse, at han ikke kan dømme sig selv med den dom han dømte tyven med.
Advarsel kommer lige igen: Dagens evangelium er en målestok vi kun må måle os selv med. Den skal ikke bruges til at sammenligne os med de andre, men bruges så vi kan se bjælken i vores eget liv.
Hvis en af jer alligevel skulle have trang til at konkurrere, så er det altså ikke de andre mennesker vi skal konkurrere og sammenligne os med men med Gud. Jesus siger jo ikke i evangeliet være barmhjertig som din nabo er barmhjertig, men "vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig."
Vi skal altså ikke sammenligne os med andre gode mennesker og så være lidt bedre, men vi skal stræbe efter det bedste og sammenligne os med Gud.
Det er Gud vi skal overgå i gode gerninger, og det klarer vi jo nemt. Det der kræves af os, er altså uden sammenligning.
Vi skal være barmhjertige, ligesom Gud. Derfor må vi hverken dømme eller fordømme, og som Gud giver og tilgiver skal vi også give og tilgive dem der ikke lever op til vores målestok, ligesom Gud tilgiver os, der ikke lever op til hans målestok.
Om vi bliver udlært på dette felt eller gang på gang må tage os i at ville bruge sammenligninger til at skubbe os selv op over andre er jeg ikke sikker på.
Vi vil nok altid blive ved med, at være disciple. For der er meget at lære. Splinten i din broders øje er jo bare nemmere at se end bjælken i vores eget øje?
I en hver konkurrence kan vi tale om strategier, og jeg ser to muligheder når vi sammenligner os med den bedste. Vi kan enten kaste os ned i støvet og give fortabt, for vi kan alligevel ikke leve op til hans målestok, eller vi kan blive ved med at konkurrere.
Strategi et
Jeg giver fortabt: Vi kan lige så godt lade være med, at spilde kræfter på at måle os med Gud, for vi kan ikke andet end fejle. Det er når vi indser, at vi ikke kan noget, at vi vinder ved at bede ham hjælpe os med alt det, vi ikke kan. For så vil Gud give os det til som vi ikke selv har, det der i dagligtale hedder tilgivelse.
Faren er, at det aldrig bliver til noget med de gode gerninger, fordi vi ved, at de aldrig er gode nok.
De af jer, der har små søskende, ved også godt, at de overgiver sig aldrig, så jeg tror ikke meget på strategi et, så lad os se på strategi to.
Strategi to:
Vi vil prøve, prøve og prøve igen.
Vi vil sammenligne os med den bedste for at blive det bedste vi kan; selv om han altid vil være foran, så vil vi være lige i hælene på ham. Vi ved godt, at vi ikke kan måle os med Gud, men vi vil da prøve alligevel, prøve at tilgive og ikke fordømme. Vi kan ikke være barmhjertige som ham, men vi kan godt nok blive gode til det.
Når vi fejler strategi to, må vi som i strategi et få givet det til, vi ikke selv har. Vi vil prøve og prøve og prøve igen og, hver gang vi fejler, håbe på Guds tilgivelse.
Faren er, hvis vi stopper op og sammenligner os med dem, der er i hælene på os og derved begynder at føle os lidt gode. For vi skal ikke være lidt gode, men de bedste, og derfor skal vi se på ham der ligger nr. et og ikke på dem bag os.
Egentlig er der kun en, der har levet op til målestokken, nemlig Jesus, der kom i mål.
Han delte sin sejr med os og tilgav os et par centimeter på målestokken og inviterede os op på sin sejers skammel. For Jesus anerkender vores forsøg på at nå i mål, selvom vi nok aldrig når derhen. Men vi vil prøve og prøve og prøve igen, og når det ikke lykkedes, så har vi ham at holde os til, der giver plads til alle os, der er de næstbedste.
Amen